«Disciplinærsamfundet blev født ud af de store pest-epidemier»

KONTROL: I dag er millioner af racialiserede kroppe blevet overflødiggjort i forhold til kapitalens metabolisme og skrives ind i et digitalt medieret nexus af ekskluderings-, kontrol- og destruktionsteknologier. NY TID her går inn i temaet via forfatter Achille Mbembe i tre artikler.

Routhier er fast kritiker i Ny Tid.
Brutalisme
Forfatter: Achille Mbembe
Forlag: La Découverte, Paris

KONTROL: I dag er millioner af racialiserede kroppe blevet overflødiggjort i forhold til kapitalens metabolisme og skrives ind i et digitalt medieret nexus af ekskluderings-, kontrol- og destruktionsteknologier. NY TID her går inn i temaet via forfatter Achille Mbembe i tre artikler.

Achille Mbembe (f. 1957 i Cameroun), en af den postkoloniale filosofis absolutte hovednavne, har føjet endnu en titel til sit efterhånden omfattende og vigtige forfatterskab.

Brutalisme, som bogen hedder, trækker metaforiske veksler på den velkendte arkitektoniske stilart af samme navn, der voksede frem i 1950erne og 60erne i forlængelse af Le Corbusiers ikoniske bygningsmonumenter i béton brut, rå beton. Den usmykkede og højmoderne «brutale» stilart fejrede sin triumf i Frankrigs efterkrigstidssamfund, hvor nye citéer (forsteder) i beton skød op i stor stil i periferien af Paris og af andre store byer.

Denne særlige form for vertikalt betonbyggeri ble i sin tid blev præsenteret som et sundere og mere socialt harmonisk beboelsesalternativ for især arbejder- og middelklassefamilier – som et sted hvor der var lys, luft og plads til at leve. Citéen i dag snarere et af de steder, hvor befolkningsmassen er tættest, hvor epidemier rammer hårdest, hvor de sociale modsætninger tydeliggøres, hvor politiet diskriminerer og brutaliserer mest nådesløst og hvor racialiserede kroppes bevægelsesfrihed konstant begrænses af synlige såvel som usynlige, materielle og immaterielle grænser. At arkitekturens rum er fundamentalt politisk, og omvendt, at regeringsførelsen altid forudsætter en bestemt arkitektonisk rammesætning for kroppene, er udgangspunktet for Mbembes refleksioner om jQuery(document).ready(function($) { $.post('https://www.nytid.no/wp-admin/admin-ajax.php', {action: 'wpt_view_count', id: '47034'}); });