«Disciplinærsamfundet blev født ud af de store pest-epidemier»


KONTROL: I dag er millioner af racialiserede kroppe blevet overflødiggjort i forhold til kapitalens metabolisme og skrives ind i et digitalt medieret nexus af ekskluderings-, kontrol- og destruktionsteknologier. NY TID her går inn i temaet via forfatter Achille Mbembe i tre artikler.

Dominique Routhier
Routhier er fast kritiker i Ny Tid.
Email: q.routhier@gmail.com
Publisert: 2. juli 2020
       
Brutalisme
Forfatter: Achille Mbembe
Forlag: La Découverte, Paris

Achille Mbembe (f. 1957 i Cameroun), en af den postkoloniale filosofis absolutte hovednavne, har føjet endnu en titel til sit efterhånden omfattende og vigtige forfatterskab.

Brutalisme, som bogen hedder, trækker metaforiske veksler på den velkendte arkitektoniske stilart af samme navn, der voksede frem i 1950erne og 60erne i forlængelse af Le Corbusiers ikoniske bygningsmonumenter i béton brut, rå beton. Den usmykkede og højmoderne «brutale» stilart fejrede sin triumf i Frankrigs efterkrigstidssamfund, hvor nye citéer (forsteder) i beton skød op i stor stil i periferien af Paris og af andre store byer.

Denne særlige form for vertikalt betonbyggeri ble i sin tid blev præsenteret som et sundere og mere socialt harmonisk beboelsesalternativ for især arbejder- og middelklassefamilier – som et sted hvor der var lys, luft og plads til at leve. Citéen i dag snarere et af de steder, hvor befolkningsmassen er tættest, hvor epidemier rammer hårdest, hvor de sociale modsætninger tydeliggøres, hvor politiet diskriminerer og brutaliserer mest nådesløst og hvor racialiserede kroppes bevægelsesfrihed konstant begrænses af synlige såvel som usynlige, materielle og immaterielle grænser. At arkitekturens rum er fundamentalt politisk, og omvendt, at regeringsførelsen altid forudsætter en bestemt arkitektonisk rammesætning for kroppene, er udgangspunktet for Mbembes refleksioner om brutalismen.

Brutalismen – et nyt stadie i kapitalismen

De livsvilkår, som hverdagslivet i citéen eller i tilsvarende brutalistisk inspirererede miljøer rundt om i verden tydeliggør, er tæt forbundet med en mere omfattende planetær brutalisering. Ifølge Mbembe udgør brutalismen intet mindre end et nyt stadie i kapitalismen, hvor millioner af racialiserede kroppe er blevet overflødiggjort i forhold til kapitalens metabolisme og nu skrives ind i et digitalt medieret nexus af ekskluderings-, kontrol- og destruktionsteknologier. Med algoritmene skabes her nye menneske-maskine hybrider kaldet corps-frontières.

En fængselsinspireret reglementering af kroppe koblet med en  ny type moderne  og upersonlig overvågningsmagt.

Hvorvidt disse kropsgrænser/grænsekroppe antager status af et regeringsværdigt subjekt (den vestlige filosofis grundkategori) er konstant til forhandling. De racialiserede markører som hudfarve, øjenfarve, navn, fødested, genetiske oplysninger etc. bliver indskrevet i en databaseret grænse- og sikkerhedskalkule, der tenderer mod at holde disse kroppe fast mellem accepterede politiske kategorier.

Ifølge Mbembe konvergerer citéens klart definerede arkitektoniske grænser nu med nationalstatens, flygtningelejrens, deportationscentrenes og sikkerhedsapparaternes grænser. Det arkitektoniske «rum» er ikke længere materielt i samme forstand som Le Corbusier’s betonmonumenter var det, men er i lige så høj grad et virtuelt og racistisk narrativt rum der aftegner en helt anderledes politisk topologi – som decentraliseret, mobil, foranderlig og grænseoverskridende.

Firuz Kutal
ILL. Firuz Kutal (Turkey/Norvegia) se www.libex.eu

Michel Foucault – brutalisering af kroppe

Det er naturligvis ikke første gang, at en filosof eller forfatter har grebet til arkitekturens rum i sin beskrivelse af, hvordan magtens brutalisering af kroppe fungerer.

Mest kendt er vel nok Michel Foucaults analyse af fængselsarkitekturen som model for det såkaldte disciplinærsamfund. Disciplinærsamfundet, som blev født ud af de store pest-epidemier, der med jævne intervaller hærgede Europa fra middelalderen frem til moderne tid, var kendetegnet ved en fængselsinspireret reglementering af kroppe (isolering, karantæne, befolkningsoptælling, registrering af personer i hustanden, syge/raske kroppe etc.) koblet med en ny type moderne og upersonlig overvågningsmagt.

De racialiserede markører som hudfarve, øjenfarve, navn, fødested, genetiske oplysninger etc. bliver indskrevet i en databaseret grænse- og sikkerhedskalkule.

Ifølge Foucaults beskrivelser, kunne disciplinerings- og overvågningsmekanismerne føres tilbage til ét og samme arkitektoniske princip, som den britiske moralfilosof Jeremy Bentham havde skitseret henimod slutningen af det attende århundrede i form af et cirkulært fængselskompleks med et vagttårn i centrum. Herfra kunne samtlige celler potentielt overvåges på én gang.

Det snedige ved denne altseende eller panoptiske anordning var at ruderne i vagttårnet var af spejlglas, således at fangerne aldrig vidste hvornår de blev overvåget. Med bevidstheden om konstant at kunne blive overvåget, også selvom dette måske ikke altid var tilfældet, var den institutionelle tvangsreformering af individet på vej til at vige pladsen for subjektets moralske selvreform. En specifik politisk teknologi, panoptikonet, blev altså generaliseret samfundsmæssigt og udstrakt til andre mere komplicerede teknologiske anordninger.

Den politiske suverænitet virkede nu i mindre grad ved voldelige konfrontationer med individer og trusler om død og straf, og forsøgte i højere grad at reformere og forbedre – at skrive disciplinen ind i kroppene – så de desto villigere kunne føjes ind under Statens stadig mere omsiggribende administration af livet fra vugge til grav. Det var dette Foucault i hans berømte forelæsningsrække sidst i 1970erne på Collège de France ville komme til at betegne som biopolitik.

Om Mbembe

Achille Mbembe

Der er ingen tvivl om, at Foucault er en vigtig reference for Mbembe, både i hans seneste essay om brutalismen samt i hans beskrivelser af det senkapitalistiske samfund mere generelt. Ifølge arkitekturteoretikeren Reyner Banham der populariserede termen brutalisme i slutningen af 1960erne er brutalismen da også nærmere at forstå «som en etik end som en æstetik». Mbembes transponering af termen fra arkitekturen til beskrivelsen af samfundet peger mere generelt så afgjort i samme retning som Foucaults biopolitiske undersøgelser.

Men hvis fængslet var model for disciplinærsamfundet, så er det i dag snarere flygtningelejren der indtager dets plads og danner model for en ny type samfund: i Lejren opbevares mennesker rent korporligt i en udefinérbar grænsesituation, hvor skellet mellem hvem der må blive og hvem der skal deporteres aldrig, ligger fast.

Mbembes forfatterskab er i øvrigt essay-samlingen De la postcolonie: essai sur l’imagination politique dans l’Afrique contemporaine (2000) og hovedværket Critique de la raison nègre (2013). Man må således altid holde sig for øje, at det er ment som et postkolonialt korrektiv til og udvidelse af dét undersøgelsesfelt der for Foucault, som for mange andre vestlige intellektuelle fra den generation, ofte synes at lukke sig om sig selv.

Mbembes intervention tager kritisk sigte på den problematiske filosofiske antagelse, at det moderne Europas historie har en slags selvberoende udvikling der kan betragtes uafhængigt af den djævelske dialektik med en fortrængt kolonialistisk og imperialistisk skyggeside – der betinger og medkonstituerer den metropolitane biomagt.

Se også omtalen Rått, nakent og maskulint og kommentaren
Destruktionen, døden og militarisering af hverdagslivet