Den franske forfatter og journalist Serge Quadruppani, der tilhører det venstrekommunistiske miljø i Frankrig og Italien og blant andet var redaktør af tidsskriftet La Banquise i begyndelsen af 1980’erne, har i en årrække rejst rundt og skrevet reportager om selvorganiserede modstandsformer. Nu har han skrevet en længere bog, Le monde des Grands Projets et ses ennemis – «De store projekters værden og dens fjender» – hvor han præsenterer disse enhedene som nye revolutionære kollektive subjekter der kæmper mod den logistiske kapitalisme og dens stadig voksende udbredelse.
Bogen er et vigtigt bidrag til analysen af den kapitalistiske udbytningens seneste fase såvel som af den pågående protestcyklus. Quadruppanis journalistiske præsentation supplerer de mere filosofiske tilnærminger som Comité invisibles Maintenant, Rancières En quel temps vivons-nous? og Hardt og Negris Assembly (alle anmeldt i Ny Tid af undertegnede). De detaljerede beskrivelser af modstandsformerne viser at der findes en revolutionær subjektivitetsform endda i det gamle Vesten, og ikke blot blandt masserne i Nordafrika og i Sydøstasien. Det er i antiudviklingsaktivismen Quadruppani ser dette nye opstå.
Imperiet
ZAD (Zone à Défendre) i Notre-Dame-de-Landes, hvor aktivister gennem et tiår har kæmpet mod opførelsen af en ny lufthavn, og No Tav, hvor der siden 1995 er blevet protesteret mod konstruktionen af en højhastighedstogbane mellem Torino og Lyon, er de to vigtigste eksempler forfatteren giver på den nye modstanden. Fjenderne af udviklingen kæmper mod såvel kapitalismen som staten, og for naturen og retten til selv at bestemme hvordan lokalmiljøet skal se ud og organiseres.
Imperiet plasserer seg i deterritorialiserte ikke-steder som Dubai, Silicon Valley, City of London og Zhongnanhai.
Udgangspunktet for Quadruppanis præsentation af de nye modstandsformer er den moderne kapitalisme som de bekæmper. Det er gruppenes afvisning af staten og kapitalen der ifølge Quadruppani udstikker et eksplicit revolutionært perspektiv. Quadruppani beskriver hvad han i forlængelse af bevægelserne (og Negri og Hardt) kalder «imperiet»: en kapitalistisk civilisation der har opslugt hele verden, hvor multinationale firmaer, investeringsfonde, NGO’ere, olieterrorister, efterretningstjenester og de store nationalstater til sammen udgør en ny, deterritorialiseret geoøkonomisk orden – eller snarere uorden. Imperiets kjendetegn er sammenføjningen af mafia og finans, hvor det mere handler om at styre kaos end om at løse konflikter. Administration og forretning, styring og økonomi fusionerer på stadigt nye måder i denne fragmenterede verden, hvor penge og de rige bevæger sig med lynets hastighed, mens de fattige stuves sammen i slum eller sættes i fængsel. Imperiet er en kompromisløs kapital der for længst er holdt op med at indgå aftaler – alt skal enten kapitaliseres eller kastes udenfor i en ujævn topografi af befæstet luksus på den ene side og koloniseret misere på den annen.
Ikke-steder
Imperiet tenderer i stadig højere grad til at løsrive sig fra konkrete geopolitiske sammenhænge og placere sig i deterritorialiserede ikke-steder som Dubai, Silicon Valley, City of London og Zhongnanhai. Ikke desto mindre har imperiet stadigvæk brug for mennesker (som arbejdskraft) og naturen (som ressource) for at skabe merværdi og profit. Derfor konkretiserer imperiet sig – træder så at sige ned på jorden fra sit finansielle og symbolske kredsløb og organiserer verden i sit billede.
De vigtigste måder imperiet forvandler verden på, er gennem krig og store infrastrukturprojekter – eksempelvis førnævnte lufthavn og toglinje – samt dæmninger, vindmølleparker, motorveje og urbanisering. Hvis krig er imperiets negative side så er infrastrukturudviklingen imperiets ubetinget positive, som langt de fleste nok umiddelbart vil bifalde. Hvem kan have noget imod en ny lufthavn eller en hurtigere togforbindelse? Det indebærer jo nye arbejdspladser, mere turisme – kort og godt fremskridt. Kapitalismen på sit bedste.
Som Quadruppani viser, er det denne selvindlysende kapitalismen, hvor verden indrettes med henblik på profit, aktivisterne fra ZAD og No Tav afviser.
Kommunisme
Den omsiggribende tilfangetagelsen og fragmenteringen af kloden, hvor containere og computere på én gang forbinder og opsplitter os i et stort og voldsomt distributionssystem – hvad Quadruppani kalder «urbaniseringen af verden» – det er dette den nye aktivismen forsøger at bekæmpe. Aktionsformerne er mange, men først og fremmest besætter de protesterende områderne der infrastrukturarbejdet skal finde sted, og forskanser sig der.
I ZAD opstod der et veritabelt minisamfund – et statsløst og pengeløst eksperiment – hvor bønder, kunstnere, arkitekter, studerende, lokale og tilrejsende fandt sammen i aktionen mod lufthavnen: De «levede» modstanden sammen. Overfor imperiets grænseløse vækstimperativ praktiserede de nye revolutionære en balanceret sammenvævethed med deres omgivelser. I kimform bliver der således levet et liv hinsides lønarbejdets strukturelle vold – et kommunistisk liv.
Sammensatt
Noget af det interessante ved Quadruppanis bog, er dens bidrag til en historisering af militant antikapitalisme. Som forfatteren skriver, har den logistiske kapitalisme givet form til et nyt undergravende subjekt: Det er ikke længere arbejderen og fabrikken der er udgangspunktet for antikapitalismen; nu finder kampen sted i miljøer ude i byen eller på landet. Fronten har udvidet sig, og nu kæmper mennesker både mod kapitalens krige – som i Syrien og Palæstina – og mod dens enorme byggeprojekter for at standse kannibaliseringen af planeten.
Bønder, kunstnere, arkitekter, studerende, lokale og tilreisende «levde» motstanden mod lufthavnen sammen.
Quadruppani tegner op en bevægelse fra socialdemokratismens og leninismens industrielle proletariat til et mere sammensat og åbent revolutionært subjekt. Der er en tydelig økokritisk dimension over den nye aktivisme: Imperiet afvises, men de store projekters fjender skaber også noget nyt. Afvisningen af kapitalens tid åbner et andet rum og muliggør en anden temporalitet. I dette revolutionære genfinder mennesket sin subjektive tidslige autonomi – om ikke andet i et kort øjeblik.
Bak barrikaden
Det tas et opgør med den officielle kalender dikteret af staten og markedet, et opgør med forvandlingen af den enkeltes tid til udbyttelig kvantitet, et opgør med markedslogikken og med statsformen. ZAD’erne bygger huse og tager ikke hjem, og Nuits debout bliver oppe om natten.
De tager kontrol over tiden ved at sætte tempoet ned og eksistere i øjeblikket, eksistere sammen, afvise kapitalens permanente påbud om shopping og optimering av krop og kundskaber med henblik på konkurrence. Eller de intensiverer tiden i en sabotageaktion eller besættelse af en plads eller et universitetet.
Quadruppanis imperium kjennetegnes av sammenføyningen av mafia og finans, hvor det handler om å styre kaos mer enn om å løse konflikter.
Bag barrikaden opstår der en anden tid og et andet rum. Derfor har også det franske politi haft så travlt med at indtage ZAD de seneste par måneder – at ødelægge den anden verden der er blevet bygget op på den andre siden – i den største politioperation i Frank-
rig siden maj 1968, til en pris af 400 000 euro om dagen og med 2500 politimænd udstyret med pansrede mandskabsvogne, bulldozere, droner, kameraer og 11 000 tåregasgranater.
ZAD skal væk. Det er ganske vist blevet besluttet at lufthavnen ikke skal opføres, men det betyder ikke at imperiet ikke vil gøre alt for at lukke munden på fjenderne af dens store projekter.
