Bestill sommerutgaven her

En rystendediagnose over en desillusioneretungdom

Age of Violence. The Crisis of Political Action and the End of Utopia
Forfatter: Alain Bertho
Forlag: Verso Books, (Storbritannien)
DIAGNOSE / Fører håbet til skuffelse og desperationen til terror? Med Alain Bertho kan vi nå tale om en presentisme, altså en vedvarende nutid, uden fortid eller fremtid.

I sin fremragende roman fra 2012, Rue des voleurs, som også er udkommet på norsk, skriver den franske forfatter Mathias om to unge fyre, Lakhdar og Bassam. De ankommer fra Marokko til Barcelona, hvor Lakhdar forelsker sig i den jødiske Judit, mens Bassam forelsker sig i Koranen. Bogen blev til i kølvandet på det såkaldte arabiske forår og beskriver ad den vej en ung generation, der står splittet overfor to følelser, håb og desperation. Begge er lige udsigtsløse, for håbet fører til skuffelse og desperationen fører til terror.

Alain Bertho refererer til romanen i sin egen lille, men monumentale bog, som er udkommet i engelsk oversættelse. Bertho er professor i antropologi ved l’Université de Paris VIII. Han har gennem mange år studeret urbanisering og globalisering, og med denne bog kommer han med en rystende diagnose over en desillusioneret ungdom i en tid, hvor alt tilsyneladende er i opbrud – eller måske snarere nedbrud!

Frihed, lighed og broderskab

Det er sjældent, en videnskabelig forsker leverer en ægte page turner, men det har Bertho gjort, i sin beskrivelse af, hvordan den politiske aktivisme er ramt af dyb krise og i stedet er kammet over i frustreret voldsanvendelse. Et af hans mange udgangspunkter er en interessant undersøgelse, hvor man spurgte mennesker i Frankrig, Tyskland og England, hvordan de stillede sig til Islamisk Stat. Blandt de adspurgte franskmænd placerede tilsammen 16 pct. sig i grupperne ’Meget positivt’ (3 pct.) og ’Temmelig positivt’ (13 pct.) mens kun 5 pct. af briterne og 2 pct. at tyskerne indtog en lignende holdning.

Bertho konkluderer, at Frankrig har et langt større potentiale for hvervning af radikale jihadister, men når det er sagt, retter han blikket ud mod den globale tilstand, og det er skræmmende læsning.

Kunne man ikke skrive under på samfundets sekulære diktat, var man ikke velkommen.

Det ligger i tidsånden. Indtil for ganske nylig har vores selvsyn været præget af idealerne fra den franske revolution i 1789. Frihed, lighed og broderskab, og alt det der. Men det er netop der, der har fået de vestlige samfund til i stigende grad at søge mod sekularismen som det højeste ideal. I Frankrig kalder man det «laïcité», og den blev op gennem 1990’erne til en repressiv selekteringsmekanisme. Begrebet blev kernen i indsatsen for at definere den nationale identitet. Kunne man ikke skrive under på samfundets sekulære diktat, var man ikke velkommen. Det er en «blødere» definition end etnicitet, for umiddelbart lugter den ikke grimt af racisme, men ikke desto mindre er den voldelig. Ikke mindst fordi hele denne mekanisme styres af et krav om sikkerhed – beskyttelse mod en ydre og en indre fjende.

Lisbeth Salander

Post-historisk generation

Frankrig er særlig udsat for konflikter i denne forbindelse fordi landet aldrig rigtig har haft sin egen kolonifortid til selvransagelse. Men dybest set er dette et problem, som går igen i hele den vestlige verden. Det handler om ungdom med indvandrerbaggrund, som føler sig tilsidesatte, og vi fralægger os ofte ansvaret ved at forklare det som en effekt af den tiltagende islamisering ude i verden. Men i virkeligheden drejer det sig om en radikaliseret reaktion på en afvisning, og den samme reaktion ser vi overalt i samfundet. Bertho eksemplificerer med Lisbeth Salander , den anarkistiske pige fra Stieg Larssons romantrilogi. Hun søger at undslippe en kriminel far, og hun repræsenterer en ungdom uden tiltro til voksenlivets konventionelle fremtid.

Oprørerne fra 68 forspildte håbet fordi den mest af alt søgte efter et bedre liv, rent materielt – dette gælder også migranterne.

Nutidens unge er den første post-historiske generation. Den står i skærende kontrast til oprørerne fra 68, som voksede op i en tid med kolossal industriel vækst og som søgte en individuel frihed. Men de unge ser det som en generation, der forspildte håbet fordi den mest af alt søgte efter et bedre liv, rent materielt. Dette gælder også migranterne. For de unge gælder det her om at undgå fortidens fejltrin og falske forhåbninger, og ikke så meget om at konstruere en fremtid. For denne fremtidstro har ført forældregenerationen ind i en blindgyde.

Dette sætter angrebet på den satiriske ugeavis Charlie Hebdo i et interessant lys. Den 7. januar 2015 trængte to brødre, der identificerede sig med Al Qaeda, ind i redaktionslokalet og dræbte 12 mennesker, mens andre 11 blev såret. Hele verden syntes at gå i kollektiv sorg over det barbariske angreb på ytringsfriheden, men der var en vigtig pointe. Charlie Hebdo repræsenterer holdningen fra ’68, hvor man var non-konform ved at tiltage sig total frihed til at sige alt. Den holdning går ikke længere.

Presentismen

For mange er fremtidstroen og dermed håbet forsvundet. Det bliver tydeligt ved at betragte to fænomener.

Baader-Meinhof gruppen, De Røde Brigader og lignende var en direkte følge af ånden fra ’68, og de udførte deres voldelige aktioner i troen på at det åbnede op for en ny fremtid. Vore dages radikale jihadister opererer på samme måde, men de ser kun at forældregenerationens fremtidstro har ført dem ind i en blindgyde. De arbejder derfor ud fra ideen om at gøre ende på fremtiden, og det er på mange måder kernen i den moderne vold, der har aflyst den tidligere politiske aktivisme.

I 1991 forudsagde Francis Fukuyama, at kommunismens sammenbrud indvarslede historiens afslutning. Men hvad vi ser nu er noget helt andet end det, Fukuyama forudså. Vi taler om presentisme, altså en vedvarende nutid, uden fortid eller fremtid. Eller sagt på en anden måde, hvis man tænker over fremtiden, er der ingen grund til at være ked af fortiden. Dette rummes meget godt i jihadismens afsindige billedstorm. Udover den teologiske renselse er der et vigtigt element i deres forsøg på at udslette fortiden gennem arkæologisk vandalisme i Palmyra og andre steder. Historien er de sejrendes fortælling, så hvor er den tabende sides version? Og så længe vi ikke har den, er fremtiden også uden betydning.

Hvis NY TID havde uddelt stjerner eller kokkehuer, ville jeg uden tøven have leveret fem af slagsen!

Avatar photo
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Du vil kanskje også like