Digitale medier: demokratiske eller undertrykkende politiske kampinstrumenter?

Diskussionen om forholdet mellem symbolske produktionsapparater og politiske transformationer er velkendt. Vi finder det eksemplarisk hos Walter Benjamin, der i midten af 1930’erne forsøger at opretholde en analyse af nye teknologiske reproduktionsteknologiers emancipatoriske potentiale på et tidspunkt, hvor det ellers først og fremmest er det tyske naziparti, der formår at bringe dem i anvendelse i skabelsen af en iscenesat fascistisk offentlighed. Benjamin skriver som bekendt, at nazismen æstetiserer politikken og lader massen se sig selv heile foran føreren. På trods af nazismens evne til at bruge nye teknologier som film og radio, argumenterer Benjamin for det revolutionære potentiale i de nye medier. De muliggør en overskridelse af en kontemplativ og passiverende kunst og producerer massen som politisk subjekt, som klasse.

Hvis vi skal spidsformulere Benjamins analyse, kan vi sige, at filmen kan skabe solidaritet og klassebevidsthed. Det er Benjamins håb. Men han er selvfølgelig nødt til at anerkende, at den også kan fastholde massen som masse, som småborgerlig hob, der er til fals for Hitlers forskruede pseudo-antikapitalistiske antisemitisme. Det var, hvad der fandt sted i den tyske fascisme.

Digitale medier. Benjamin lokaliserer et potentiale i de nye reproduktionsteknologier, men ser også en risiko for, at højreorienterede politiske statsdannelser bruger de nye teknologier undertrykkende. I sin nye bog, Digital, Political, Radical, diskuterer den engelske medieteoretiker Natalie Fenton denne dobbelthed og understreger nødvendigheden af at kontekstualisere brugen af nye digitale medier. Nye digitale medier kan bruges progressivt, som et redskab i politiske protester, men er oftere statens instrument til at undertrykke, afspore eller underholde. Sagen om Cambridge Analytica er blot det seneste eksempel på, hvorledes digitale medier muliggør politisk masseovervågning i en helt ny skala, hvor personlige oplysninger om 50 millioner brugere af Facebook blev benyttet til at målrette politiske budskaber med henblik på at få Trump valgt som USA’s præsident.

Dialektisk analyse. Fentons analyse er dialektisk; digitale medier har både en subversiv og en kontrollerende side. Digitale medier har således ikke nødvendigvis en iboende progressiv kvalitet.

Det er behov for en langt mer radikal teknologikritikk som analyserer hvordan digitale medier produserer subjektivitet på det vi i dag kan kalle big-data-kapitalismen.

Alt for ofte forlener medieanalytikere, politologer og journalister nye medier med et progressivt potentiale i sig selv og undlader kritisk at analysere den sociale og politiske kontekst, i hvilken medierne bruges. Fenton nævner blandt andre Manuel Castells og hans analyse af brugen af nye sociale medier i de arabiske revolter i 2011. Fenton er enig med Castells i, at sociale medier spillede en vigtig rolle i det såkaldte arabiske forår og faciliterede interaktion mellem deltagere i protesterne. Facebook gjorde det muligt at organisere protesterne og sprede kommunikation uden om de officielle nationale medier og dermed også kommunikere med demonstranter i andre lande.

Men Castells er meget positiv og argumenterer for, at internettet og Facebook og Twitter simpelthen muliggjorde de folkelige protester. Protestbevægelserne kunne organisere sig og agere takket være de nye medier; det var med andre ord en Twitter-revolution, der fandt sted. Fenton er noget mere skeptisk og advarer mod at sætte lighedstegn mellem sociale medier og demokrati. Som hun skriver, var sociale medier uden tvivl vigtige i mobiliseringen af protesterne i Tunesien og Ægypten (og mindre vigtige i Yemen og Syrien), men de kan ikke siges at have spillet en afgørende rolle – kroppene på pladsen, ildspåsættelser af politistationer og kampe mod militæret var derimod afgørende i omstyrtelsen af de lokale pjaltedespoter, Ben Ali og Mubarak.

Behovet for teknologikritikk. Fentons bog er således først og fremmest en kritik af hypostaseringen af det demokratiske potentiale i digitale medier. Dermed fortsætter hun kritikken af den udbredte teknologideterminisme, der kendetegner medievidenskaben og de senkapitalistiske samfund generelt, en kritik vi kender fra blandt andre Bernard Stiegler og Jodi Dean. Fenton advarer mod at isolere internettet og dets forskellige sociale platforme fra den sociale og politiske kontekst, de eksisterer i. Hun kalder denne isolering for «radikal politik uden basis eller substans», hvor der sættes lighedstegn mellem nye sociale medier og politiske ændringer til det bedre. Der er en tendens til at tage for givet, at adgang til og deltagelse gennem sociale medier er det samme som eller udløser politisk frihed. Fenton anholder denne forsimplede idé om politisk handling, der tenderer til at hypostasere det enkelte individs brug af sociale medier og slet ikke formår at redegøre for den ideologisk-teknologiske måde, hvorpå medier betinger social internaktion og «politisk» handling. Som hun skriver, er der brug for en langt mere radikal teknologikritik, der analyserer hvorledes digitale medier producerer subjektivitet på hvad, vi i dag kan kalde big data-kapitalismen. Politik er ikke at signere den ene underskriftindsamling efter den anden og tweete og retweete en endeløs række af «politiske» beskeder. Det er bare clicktivisme, en pseudo-politisk narresut, hvor en digital infrastruktur feticheres som demokratisk fremskridt, men i virkeligheden er det stik modsatte: en ny runde i beslaglæggelsen af menneskets kommunikative egenskaber.