Der findes nogle få udvalgte bøger, hvis titler ender med at blive samlebetegnelser for afgørende, brede udviklingstendenser, som alle er enige om, men som ingen, indtil bøgerne udkommer, rigtigt har kunnet formulere. Inden for nyere kunsthistorie har Nicolas Bourriauds Esthetique relationelle (‘Relationel æstetik’) fået den betydning. Længere tilbage har vi værker som Guy Debords La société du spectacle (‘Skuespilsamfundet’ eller ‘Det spektakulære samfund’) og Herbert Marcuses One-Dimensional Man (‘Det éndimensionelle menneske’).
Mark Fishers bog med titlen Capitalist Realism tilhører denne lille udvalgte skare af bøger, som bliver sådanne eksemplariske samtidsdiagnoser. I Fishers tilfælde «at livet fortsætter, men tiden på en eller anden måde er stoppet», som han præcist formulerer det. Kapitalistisk realisme er en betegnelse for den senkapitalistiske verden, hvor det ikke er muligt at forestille sig en anden og bedre verden – der er, hvad der er. Selv når der sker noget – tænk på 9/11, finanskrisen eller corona-pandemien – ændrer det ikke rigtigt ved noget. Tingene fortsætter bare. Det er som om, fremtiden er forsvundet.
Fishers bog udkom oprindeligt i 2009 og genudgives nu i et nyt oplag af Zero Books, det forlag som Fisher selv var med til at etablere i 2008 i et forsøg på at producere korte, billige bøger, der ikke skulle leve op til akademiske konventioner og former, men bidrage til en kritisk diskussion af samtiden og dens begrænsninger. Fishers egen bog er det bedste eksempel på formen: den korte, prægnante samtidsanalyse, der inddrager populærkultur og politisk teori i et forsøg på at slå bare et lillebitte hul i, hvad der opleves som en helt nedlukket politisk og kulturel offentlighed.
Fra postmodernisme til kapitalistisk realisme
Fishers analyse af kapitalistisk realisme er på mange måder at forstå som en opdatering af Fredric Jamesons postmodernisme-analyse fra 1980’erne. I forlængelse af blandt andre Jean-Francois Lyotards selvkritik af marxismen som en stor fortælling, forsøgte Jameson at komme overens med en historisk udvikling karakteriseret af en forvandling af kunst og politik. Hvor den moderne kunst tematiserede erfaringer af fremmedgørelse og blaserthed i storbyen – eller som de sovjetrussiske avantgarder forsøgte at bidrage til skabelsen af en ny postkapitalistisk verden – så var den postmoderne kunst en cool eller ironisk affirmation af den eksisterende verden.
Udfordringen for Jameson var at udføre en historisk analyse på et tidspunkt, hvor det ikke længere var muligt at analysere historisk. Historien var standset. De store fortællinger – ikke blot marxismen, men også de andre analysemåder, der opstod som en del af oplysningen – fungerede ikke længere. Jameson forsøgte ikke desto mindre at beskrive postmodernismen marxistisk og beskrev den som senkapitalismens kulturelle logik, altså overbygningen til en ny fase i kapitalens udvikling.
Fishers kapitalistiske realisme står på skuldrene af Jamesons postmodernisme-analyse. Hvor Jamesons kortlægning af en ny fase af kulturel produktion med sin reference til trotskisten Ernst Mandels Spätkapitalismus (‘Senkapitalismen’) havde en autoritativ, marxistisk tone over sig, så var Fishers bog på én og samme tid lettere og mere dyster i sin tone. Kapitlerne var oprindeligt skrevet på Fishers k-punkblog og siden redigeret til en bog. Jamesons postmodernisme-bog var en moppedreng på små 500 sider, Capitalist Realism er ikke engang 100 sider lang. Fisher beskriver selv forskellen mellem de to bøger som et spørgsmål om udsigelsesposition: Hvor Jameson stadigvæk kunne henvise til noget, der i fuld fart var ved at forsvinde, så var Fishers egen situation mere trøstesløs. Den underlige forskydning i titlen på Jamesons bog – sen-kapitalisme svarer til post-modernisme – er nu tilendebragt. Ifølge Fisher er ikke samfundet længere senkapitalistisk, fordi selve termen kapitalisme ikke længere giver mening.
Jamesons postmodernisme-bog var en moppedreng på små 500 sider, Capitalist Realism er ikke engang 100 sider lang.
De politiske konnotationer, som marxister a la Jameson tillægger den, er forsvundet. Det er pointen med udsagnet, at det er nemmere at forstille sig en afslutning på verden end en afslutning på kapitalismen. Kapitalismen fremstår endnu mere uimodsagt i 2009, end den gjorde i 1984, altså før Murens fald og Sovjetunionens opløsning, da Jamesons første teser om det postmoderne udkom. Fishers bog blev sammenskrevet lige efter finanskrisen, der som bekendt ikke resulterede i noget politisk skifte ret mange steder.
Stilstand og konsensus
Fisher gav ord til følelsen af, at tingene bare fortsatte. At det var umuligt at forestille sig nogen alternativer til det allerede eksisterende. Den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvis regering indledte en kulturkamp, der blandt andet inkluderede dansk deltagelse i invasionerne af Afghanistan og Irak, kamp mod såkaldte ‘smagsdommere’ og xenofobisk indvandringspolitik, sagde altid, «der er ikke noget at komme efter». Fogh Rasmussens udsagn opsummerer ganske godt, følelsen af stilstand og suspenderingen af politik som strid.
Den franske filosof Jacques Rancière kalder denne tilstand konsensus. Hvor alt er på sin rette plads, og politik er overladt til administratorer og systemet selv. Det var denne følelse af, at det politiske er forsvundet, Fisher forsøgte at beskrive med sin bog. At det politiske var blevet forvandlet.
Termer som klassekamp og proletariat henviste ikke til noget længere. Situationen var paradoksal: Klassekampen havde været så énsidet til fordel for markedskapitalisme, at forestillingen om alternativer ikke længere var til stede. Fisher beskrev det som «et upersonligt, abstrakt og fragmenteret system, der ikke svarer eller har noget centrum». Et system, der med usynlige barrierer satte grænserne for handlinger og tanker. I en dansk sammenhæng fik vi et glimrende eksempel på denne afpolitisering efter rydningen af Ungdomshuset i 2007, hvor lokalpolitikere affejede de efterfølgende protester og demonstrationer som et udslag af manglende opdragelse af de unge. Politikerne nægtede dermed at anerkende de unge som legitime politiske subjekter og forvandlede dem til børn, hvis forældre og pædagoger ikke havde gjort deres arbejde.
En sympatisk reformisme
Idéhistorisk kan vi se Capitalist Realism som en sen eksponent for de britiske kulturstudier, hvor Fisher bliver en arvtager til Raymond William og Stuart Hall. De var begge ledende figurer i det nye venstre og indgik blandt andet i atombevægelsen i 1960’erne. Williams og Hall analyserede de transformationer, der fandt sted i årtierne efter Anden Verdenskrig, hvor en tidligere arbejderklassekultur blev delvist indoptaget i den kapitalistiske velfærdsstat, men også udfordret af nye subkulturer som bikere og punkere.
Den postmoderne kunst var en cool eller ironisk affirmation af den eksisterende verden.
Hvor Hall og Williams ikke blot havde en udenomsparlamentarisk offentlighed at boltre sig i, men Hall også medvirkede i en lang række udsendelser på BBC, var Fisher groft sagt henvist til en blog og prekært undervisningsarbejde på et gymnasium. Måske er det derfor Fisher i Ghosts of My Life. Writings on depression, Hauntology and Lost Futures (2014) lidt nostalgisk ser tilbage på en tidligere historisk periode og stiller sig selv spørgsmålet, om det kan lade sig gøre at genindtage offentlige institutioner som BBC og Tate. Udfordringen er selvfølgelig, at ‘den lange march gennem institutionerne’ oprindeligt var et forsøg på at afvikle disse. Det er som om, Fisher lidt glemmer det. Nostalgien åbner døren for en sympatisk reformisme, hvor der skal reddes, hvad reddes kan. Den ender imidlertid paradoksalt nok med at bekræfte den kapitalistiske realisme og lukker døren for mere radikale alternativer.
Hvor Stuart Hall brugte Gramsci og Althusser, trækker Fisher veksler på Žižek og Alain Badiou.
Fishers bog er en analyse af den herskende ideologi på et tidspunkt, hvor der efter sigende ikke længere er nogen ideologier. Hvor Hall brugte Gramsci og Althusser, trækker Fisher veksler på Žižek og Alain Badiou. En af grundene til at Fisher ender dér, skyldes nok hans udgangspunkt i det berygtede CCRU på Warwick University i begyndelsen af 1990’erne. Her eksperimenterede filosoffen Nick Land og en gruppe studerende med en bizar poststrukturalistisk exces-filosofi, der som bekendt for Lands vedkommende endte som en radikalt reaktionær filosofi, der i dag dyrkes af figurer som den senfascistiske forretningsmand Peter Thiel. Fisher var en del af gruppen på CCRU, men bevægede sig i 00’erne i retning af postmarxistisk ideologikritik.
Er der et alternativ?
Sammen med bøger som Michael Hardt og Antonio Negris Empire (2000), Franco Berardis After the Future (2011), Slavoj Žižeks Living in the End Times (2010) og David Harvey A Brief History of Neoliberalism (2020) var Capitalist Realism et forsøg på at udarbejde en kritisk læsning af en historisk epoke, vi ofte henviser til som neoliberal globalisering. Betegnelsen kapitalisk realisme blev så populær, at den næsten kunne konkurrere med neoliberalisme om at fungere som en dækkende samtidsbeskrivelse for årene fra 1989 til for få år siden. Fishers force var i høj grad den quasi-fænomenologiske beskrivelse af oplevelsen af den standsede tid, det at være fanget i et tidsloop. Hvordan den neoliberale kapital tog form af en væg-til-væg ideologi, eller udgjorde et affektivt regime, hvor kapitalens naturlighed var blevet internaliseret og fremstod uangribelig. Hvis Sartre i 1950’erne lidt håbefuldt kunne udtale, at kommunismen var tidens uoverskridelige horisont, udgjorde markedskapitalismen nu en usynlig horisont.
Beskrivelsen af den nye følelsesstruktur indeholder også overvejelser over, hvordan den venstrefløj, Fisher forstår sig som en del af, skal agere. I forlængelse af Žižek beskriver Fisher levede momenter og erfaringer, der ikke går restløst op i den kapitalistiske realisme, men peger hinsides. Bogens undertitel indeholder jo et spørgsmålstegn: Er der et alternativ? Fisher udfordrer Thatchers TINA, ‘there is no alternative’-doktrin. Fortvivlelsen over situationen og afpolitiseringen går således hånd i hånd med forsøg på at beskrive momenter, hvor integrationen i den neoliberale kapitalisme afvises – eller ikke kan undgå at efterlade små huller. Fisher beskriver ofte disse som små udenfor, hvor der dukker underlige fænomener op, der potentielt udtrykker modstand. Ofte beskriver Fisher dette som mentale kriser, hvor kapitalen både reproducerer sig, og dens subjekter bryder sammen. Kapitalismen er en krisekapitalisme, der fungerer bedre, des mere tingene bryder sammen. Men samtidig er kriserne – de økonomiske og økologiske såvel som den mentale hvis ikke et brud med kapitalens reproduktion – så i det mindste en registrering af dens destruktive evner. Hvorved Fisher peger på behovet for noget andet.
Klassekamp og proletariat henviste ikke til noget længere.
Fishers bog udkom første gang i 2009. Siden da har vi set de mest omfattende protester i mange årtier bevæge sig hen over verden i et fragmenteret mønster fra de nordafrikanske revolutioner til de sydeuropæiske pladsbesættelsesbevægelser, og Occupy over Maidan og Ferguson i 2014 til frontløber-protesterne i 2019 i Hong Kong, Sudan-kommunen og Gilets Jaunes i Frankrig – til George Floyd-revolten i 2020 i USA. I 2022 så vi voldsomme protester i blandt andet Sri Lanka, Haiti, Irak, Iran, Kasakhstan og Kina. Det er stort set kun Skandinavien, som er gået hus forbi. Her hersker lilleput-nationalismen tilsyneladende uimodsagt. Fishers bog har fortsat relevans som en beskrivelse af den politiske og mentale elendighed, demonstranterne forsøger at gøre op med. Som et bidrag til en ny ideologikritik, der synliggør, at ‘historiens afslutning’ ikke var andet end et klasseprojekt, det faktisk godt kan udfordres. Som millioner også allerede gør ude på gaden.
Bogen kommer også ut på norsk april 2023, på House of Foundations, oversat og med efterord av Alf Jørgen Schnell.
