Alexander Carnera

VENEDIG: Når den er bedst, viser årets kunstbiennale i Venedig os noget om hvad verden er, hvor vi står, hvordan vi tænker og måske hvor vi er på vej hen. Denne proces af søgen, som er livets dans. Kurator Adriano Pedrosa fant anledningen til at tale de oprindelige folks sag, de marginaliserede homoseksuelle, outsiderpersoner, de mange fordrevne flygtninge og migranter verden over. Og desuden: Hvad det vil sige at skabe og arbejde i tomrummet mellem de gamle religiøse fortællinger som ikke længere taler til os – og en usikker fremtid?

FILOSOFI: roblemet med en håbefuld optimisme er, at den ikke tager tidens klimakrise tilstrækkelig alvorlig og ender med at acceptere tingenes tilstand. Men findes der et håb og en utopi der gemmer på en skabende og kritisk kraft? NY TID ser her nærmere på tyske Ernst Blochs håbsfilosofi. For tyske Ernst Bloch må man genopdage den ild i vores konkrete erfaring der foregriber mulige fremtider i det virkelige her og nu.

ESSAY: Guldalderen i fransk filosofi (1945–1989) skabte noget stort. En atmosfære, en ny tænkning, en ny måde at være til på. Et frihedshungrende livseksperiment. Så hvad gik siden galt?

ESSAY: Simone Weil udforsker rodløsheden og dens indvirkning på moderne samfund og argumenterer for vigtigheden af forankring og rodfæstelse – ved at kultivere en form for mening og formål i livet. For Weil bliver det også et spørgsmål om at gå ind i hjertet af denne verdens nihilisme (værditomhed, pengebegær, livslede) for at opdage Gud, lyset, gøre sig selv uendelig lille – heraf hendes trang til at ødelægge sig selv. Man kan også læse Rodfæstelsen som et bidrag til en nutidig økologisk livsform og klimatænkning.

NIETZSCHE: Engang var det troen på en Gud eller et politisk parti, i dag er det troen på arbejdet, forbruget og økonomien – altså, mig selv. Hvad kan man ifølge Gilles Deleuze lære av Nietzsche?

MUSISK LIV: Med Brugen af kroppene og Hvad er filosofi?, vender Giorgio Agamben tilbage til sin tidlige hovedinteresse før den første homo sacer-bog – nemlig til det værende, til sproget, til tanken og det lyksalige liv. Det dreier seg også om der man ér – hvor man på én og samme tid opdager livet (ontologi) og hvordan livet kunne være (politik, det lykkelige liv).

ESSAY: Har skrivningen en helende kraft – ved at omtale livets flygtighed, ensomhed og skønhed? Og er det kun er muligt for os at leve sammen ved at udstøde de andre? Om det personlige er det virkelige, så er det ikke målet – men snarere at kunne komme frem i lyset af det upersonlige.

SUBJEKTET: Hvordan skal kunsten skille sig ud i en tid hvor det kunstneriske virke er kommet til at ligne det moderne arbejdsliv med dets konstante krav om kommunikation, netværk og synlighed? Fremtræden og iscenesættelse er blevet vigtigere end indhold. Kan vi i dag egentlig genopdage vores forhold til tid, oplevelsen varighed, øve os på at gøre mindre? At ikke være et middel til et mål?

FREMTID: Miljøkatastrofer, global opvarmning, civilisationskrise og planetær apokalypse har givet anledning til forestillinger om jordens undergang og tidens afslutning. Gennem en radikal antropologi gjør et par forfattere et forsøg på at genrejse vores tro på verden.