Mbembe leverer med sin analyse af brutalismen et bidrag til det nødvendige postkoloniale korrektiv til Foucaults tese om biomagt. Han konfronterer tesen om administrationen af livet med dette livs yderste grænse; destruktionen, døden og militarisering af hverdagslivet.
Hvad der før var den biopolitiske undtagelse – vold, krig, død og ødelæggelse – og som før primært var henlagt til imperiets «margener», til kolonierne, er nu ved at blive reglen overalt. Og ikke blot ved grænserne til restimperierne men også internt på de forjættede vestlige kontinenter, hvor grænsevolden er et permanent tilstedeværende aspekt af migranter og andre racialiserede kroppes tilværelse: «Volden ved grænserne er blevet et af de mest markante træk ved vores samtid. Lidt efter lidt har kampen mod såkaldte illegale migranter udviklet sig til en social krigsførelse på globalt plan. Denne krig udkæmpes ikke længere mod bestemte individer, men rettes i stedet mod hele klasser og befolkningsgrupper.
En «sammenkædning mellem biomagt, undtagelsestilstand og belejringstilstand».
Krigsførelsen kombinerer nu militære, politimæssige og sikkerhedsmæssige teknikker med de bureaukratisk-administrative teknikker og baner dermed vejen for en kold og distanceret vold, der indimellem ikke er spor mindre blodig end før. «Denne krigsførelse er baseret på det Mbembe beskriver som en «planetarisk rekonfiguration af rummet», hvor volden ledsager hvert af migrantens skridt, enhver bevægelse. Selv hvis migranten evt. når sin destination i Vesten, og ikke drukner i middelhavets anonyme massegrave, er denne grundlæggende uvelkommen – og udsættes for en klapjagt af myndigheder og daglige racistiske ydmygelser.
Fra biopolitikk til nekropolitikk
Koloniseringen af hverdagslivet, som man passende kunne kalde udvidelsen og den teknologiske potensering af tidligere koloniale undertrykkelsesformer, beror på det Mbembe i sitt relaterete essay Nekropolitik (dansk, 2019), beskriver som en «sammenkædning mellem biomagt, undtagelsestilstand og belejringstilstand». I dette nøgleessay, beskriver Mbembe hvordan en sammenkædning af regeringsteknikker og undertrykkelsesmekanismer udvikles og testes i postkolonien.
Mbembe forsøger at gentænke postkolonien i lyset af de seneste teknologiske mutationer af senmoderne krigsførelse med udgangspunkt i Palæstina, og mere specifikt Gaza-striben, der fungerer som et slags laboratorium for hvordan hele befolkningsgrupper kan underkastes eksperimenter i nye former for brutalisering og «endeløs krig».
I forlængelse af den israelske arkitekt og militærteoretiker Eyal Weizman beskriver Mbembe en reorganisering af selve krigens rumlige koordinater: «Slagmarkerne er ikke alene lokaliseret på jordens overflade – undergrunden såvel som luftrummet gøres til konfliktzoner. Besættelsen af himlen bliver derfor kritisk vigtig da størstedelen af patruljeringen foretages fra luften. Forskellige andre teknologier mobiliseres med denne hensigt: sensorer ombord på droner (UAV’er), rekognosceringsfly, AWACS, angrebshelikoptere, en jordobserverende satelit og «hologrammatiserende» teknikker. At dræbe målrettes præcist.»
Kampen mod såkaldte illegale migranter udviklet sig til en social krigsførelse på
globalt plan.
Levende døde
Men den endeløse krig i postkolonien har ikke nødvendigvis kun til formål at dræbe i korporlig forstand, men at udvikle præcise tekniske operationer til at fastholde overflødiggjorte befolkningsgrupper i en absolut afmægtig eller underkastet position. Den vestlige subjekt-status og de politiske privilegier der følger med denne status konstant er suspenderet i «nye og enestående former for social eksistens … der giver dem status af levende døde.
Hvor biopolitikkens formål var at overvåge, opretholde og administrere livet, at forme og omskabe individer med henblik på at fremelske bestemte typer (neoliberale) subjekter, så er nekropolitikken formål så at sige det omvendte: at overlade millioner af mennesker til sult, epidemier, krig og flugt, og at målrette den voldelige intervention, til de der vover at krydse grænserne og gøre krav på at være subjekter i deres egen ret. For de nekropolitiske regimer er døden således ikke et mål i sig selv. Disse nedbryder og destruerer de genstridige livsformer – der, set fra kapitalens abstrakte værdikalkule, er blevet grundlæggende «til overs».
Men de gjenstridige livsformene gør alligevel krav på deres retsmæssige andel af livet og deres ligeså ubestridelige ret til at bebo planetens oprindeligt fælles rum.
Se også «Disciplinærsamfundet blev født ud af de store pest-epidemier.»
