Til daglig arbejder jeg i Danmark med at forske i og tænke om journalistikken, og jeg er så heldig at dele kontor med en filosof. I mit intellektuelle og akademiske liv har jeg endnu ikke mødt et menneske, der som denne filosof altid formår at komme med en relevant, stimulerende og ofte overraskende iagttagelse, når vi drøfter journalistikkens væsen. Derfor er den norske bogen her, Journalistikkens filosofi, et værk jeg har glædet mig meget til at læse. Det er nemlig yderst tiltrængt med en filosofisk tænkning om det ofte alt for ikke-tænksomme fag journalistik.
Forfatterne adopterer på behændig vis den pragmatiske filosofi i deres analyse af journalistikken.
Bag bogen står to norske professorer i journalistik, nemlig Steen Steensen og Harald Hornmoen, som begge har en baggrund i udøvende journalistik. De to herrers formidlingsevner er da også yderst velslebne og skaber en logisk fremadskridende og læsevenlig tekst. Baggrunden i udøvende journalistik er måske også en af grundene til at forfatterne på behændig vis adopterer tilgangen fra den pragmatiske filosofi i deres analyse af journalistikken og de journalistiske grundidealer.
Den pragmatiske filosofi er med sit fundament i det situationsbestemte og funktionelle frem for det eviggyldige og det universelle et glimrende bud på en vej til tænkning i et fag, der synes under bestandig forandring. Pragmatismen kan nemlig både rumme og adressere omskiftelige mediekulturer, Google-slagkraft, forbrugsmønstre, ændrede institutionelle rammer samt hvad end der ellers sådan går og præger journalistikken.
Med pragmatismen som trofast følgesvend går forfatterne ombord i et favntag med syv velvalgte idealer, der fortsat synes at bo i journalistikken: objektiv, fri/uafhængig, socialt ansvarlig, kritisk undersøgende, aktivistisk, subjektiv og dialogisk.
En objektiv eller subjektiv journalistik?
De nævnte er idealer, som gør, at vi kommer godt omkring journalistikkens mangfoldighed. Journalistik er jo på ingen måde én størrelse længere – hvis det da nogensinde har været dette. Vi bør snarere tale om journalistikkker, og til hver af disse varianter af journalistik kan idealerne gradueres på forskellig vis. Det givtige ved Steensens og Honrmoens tilgang i bogen er, at de på enormt systematisk vis kaster sig ud i en granskning af idealerne hver for sig for til slut at sammenfatte et sammenhængende bud på en pragmatisk filosofi for journalistikken.
I hvert kapitel får vi således både et filosofisk/idéhistorisk rids af begrebets ophav og forståelsesmuligheder samt ikke mindst et pressehistorisk vue ud over hvordan begreberne ofte har ændret betydning og haft forskellige konsekvenser op gennem pressehistorien. Eksempelvist har journalistikken jo ikke altid efterstræbt en rendyrket objektiv tilgang, der kan opfattes positivistisk – og kun kan forfølges, hvis man tror på, at der findes én sandhed, som mennesket kan erkende, og at denne sandhed vel at mærke findes udenfor mennesket selv. Objektiviteten blev ikke kun tilsidesat under partipressen, hvor de journalistiske medier agerede propagandistiske talerør for politiske strømninger, men vi har også i nyere tid set hvordan holdning og følelse siver ind i nyhedsjournalistikken.
Er det så problematisk? Her kommer bogens kapitel om subjektivitet os til hjælp. For subjektivitet kan i visse udlægninger jo forstås som en vej til mere objektivitet og står ikke nødvendigvis i et modsætningsforhold til det objektive. Hvis vi antager, at der findes en almen værdi i den subjektive erfaring, vil et stykke journalistik hvori journalisten også selv indgår på forskellig vis, bidrage til at øge sandhedsværdien og det erkendelsesmæssige potentiale i journalistikken. Her kan Hegels antagelse om at vi kun forstår os selv gennem andre og andre gennem os selv kobles til det journalistiske ideal om dialog. Hvis journalisten formår at integrere sig i journalistikken på givtig vis og ikke mindst åbent deklarerer sin tilstedeværelse, kan vi forestille os, at det kan være med til at skabe en samtale i og udenfor det journalistiske værk. Og det er jo netop samtalen, der er kernesten i forståelsen af drøftelser i et repræsentativt demokrati, hvorved vi nok engang er tilbage ved en af de fundamentale funktioner af journalistikkens rolle i offentligheden.
Bestandig foranderlighed og bliven til
Men dette er blot én udlægning via nogle nedslag i bogens kapitler. Andre slutninger kan sagtens opnås, og heri ligger netop bogens helt markante kvalitet. Fordi den vælger pragmatisk filosofi som hovedvej er bogen en glimrende samtalepartner og et glimrende sted at starte, når vi skal diskutere journalistikkens væsen. Det skal nemlig ske uden eviggyldige sandheder men derimod i den bestandige foranderlighed og bliven til, som journalistikken for altid vil bære præg af. Der findes ikke én sandhed i verden, men der er heller ikke tale om en verden, hvor alt er konstrueret og intet fællesskab kan opnås. Der findes et mellemrum, og det er netop der i mellemrummet, at bogen opholder sig.
Dette anvendelige, tænksomme praksis-skriv, kan både studerende, etablerede journalister samt borgere med interesse i medier forhåbentlig få stor gavn af.
