Vi lever i usikre tider med COVID-19. Vi passer på hinanden! Myndighederne må lede og styre med et element af uvished. Men de foreliggende opdaterede og øvede beredskabsplaner rækker ikke. Hverken i USA, i Bellarus, i EU, i Sverige, i Danmark eller i Norge.
Vidste man det ikke i forvejen så åbenbarer COVID-19, at verdenssamfundet er i krise. Globale trusler som klima og biodiversitet bliver i disse måneder fortrængt. Af en pandemi, som ikke er under kontrol, og som socialt berører alle mennesker umiddelbart.
I bogen Strategisk ledelse i krise og krig bliver læseren introduceret til det norske krisehåndteringssystem, som også er virksom under COVID-19. Den organiserede statssikkerhed eller samfundssikkerhed som er i centrum for bogen, kunne potentielt være truet.
Men samtidig presser en større og anderledes krise end en krise for statssikkerheden sig på. Krisebevidstheden er lav – fordi klimaudfordringen ikke problematiseres i bogen.
Et nyt globalt sikkerhedsregime
I 24 kapitler belyser bogen Strategisk ledelse i krise og krig mange sider af totalforsvaret – overvejende med fokus på forsvarets og politiets roller – som skal sikre samfundets sammenhængskraft. Den defineres således: «Samfunnets evne til å verne seg mot og håndtere hendelser som truer grunnleggende verdier og funksjoner og setter liv og helse i fare. Slike hendelser kan være utløst av naturen, være et utslag av tekniske eller menneskelige feil eller bevisste handlinger».
Bogen redegør således for den norske beredskabskultur der skal fremtidssikre statsmagten med dens hele – mere eller mindre – synlige voldsapparat, der står til disposition som et monopol.
Set ud fra et statssikkerhedshensyn bliver truslen fra klimaaktivister nævnt i bogen som en
sandsynlig fremtidig trussel.
Begrebet statssikkerhed indebærer en varetagelse af statens suverænitet, territoriale integritet og politisk handlefrihed. Her indenfor foregår altid en vis udvikling med organisatoriske strukturer, ansvarsfordelinger og lovgivningsmæssige reguleringer. En udvikling der kan spores helt tilbage til kolonitiden. Samtidig har den økonomiske globalisering med dens institutioner (Verdensbanken, WTO, IMF, OECD mf.) har for længst sprængt de nationale rammer for håndtering af komplekse hændelser.
Med Murens fald og Sovjetunionens opløsning i 1991 undergik organiseringen af statssikkerheden et skift. Det skete i Norge med Sårbarhedsrapporten (1999) under ledelse af den tidligere statsminister Kåre Willoch. Med 9-11, krigene i Irak og Afghanistan og under indflydelse af terrorhandlinger i London og Madrid, blev en ny type kriseledelse herefter yderligere udviklet. Norges blev indplacered i et nyt globalt sikkerhedsregime.
Handlepligt
Bogen fremhæver Danmark for at have – udover de fælles krisehåndteringsprincipper ansvar, nærhed, lighed og samvirke – et princip om handlepligt. Princippet indebærer, at i en situation med stor usikkerhed er det bedst at sætte ind med et forhøjet beredskab. Viser det sig så, at prioriteringen har været for høj, kan myndighederne efterfølgende blot justere ind.
Et globalt civilsamfund videreudvikler på tematikker om «det gode liv» og en række sociale bevægelser begynder atter at manifestere sig, ikke mindst i relation til økonomisk vækst og klima. Set ud fra et statssikkerhedshensyn bliver truslen fra klimaaktivister nævnt i bogen som en sandsynlig fremtidig trussel.
Sårbarheden i en mere og mere kompleks verden nødvendiggør iflg. bogen en identifikation af gråzoner og af den betydelige usikkerhed omkring digitaliseringen ved en konflikthåndtering. Samtidig søges civile borgere i stigende grad trukket ind i totalforsvaret. Og det sker samtidig med at bogen ser en klar tendens til at forsvarets engasjement i krisehåndtering bliver udvidet og gjort anderledes fleksibel end hidtil. Vækstperioden efter Anden Verdenskrig med «Washington Consensus» og under NATO’s sikkerhedsparaply er definitivt bragt til en afslutning – med nye varierende epicentre der udfordrer krisehåndteringen i en polycentrisk verden.
Hva med oljen?
Helt tilbage i 1978 vidste olieselskabet Exxon besked om klimaændringerne og at den globale opvarmning i løbet af 5–10 år ville kunne få alvorlige konsekvenser. I 1988 – samme år som FN’s Klimapanel indledte sit arbejde – fremlagde James Hansen, NASA, i USA’s Senat en forskningsrapport hvoraf det fremgik, at den globale opvarmning skyldes drivhus-effekten. Verdens ledere var enige om at der måtte gøres noget – den ene mere ambitiøs end den anden – i lyset af forskningsresultaterne om CO2 udledningen.
Det mente olieselskaberne også. Men deres plan var at så tvivl om videnskaben bag klimaforandringerne. Brancheorganisationen American Petroleum Institute (API) – med bl.a. olieselskabet Exxon som sponsor – blev udset til at skulle stå i spidsen for en kampagne. Kampagnen har nu vist sig at have påvirket verden for altid. Det fremgår af dokumentaren Kampagnen mod klimaet (vist på DR TV i august 2020).
Den kommende katastrofe
I dag ved vi, at det er lykkes olieselskaberne og deres kommunikationseksperter at udsætte verdenssamfundets klimahandling i flere årtier. I den periode kunne mange væsentlige teknologiske innovationer til udvikling af de vedvarende energikilder være foretaget. Ifølge professor Naomi Oreskes, Harvard University kunne 60–90 % af energien i dag være kommet fra vedvarende energi og verden ville i øvrigt have set anderledes ud.
Som olieproducerende nation ignorerer Norge anbefalingerne om at olien skal forblive i jorden. Ved ikke at følge anbefalingerne bidrager Norge til den kommende katastrofe. Og her vil det norske system for krisestyring vise sig utilstrækkeligt og bygge på forudsætninger fra fortiden.
Verden over er der i dag stor opmærksomhed rettet mod national bevidsthed og isoleret samfundssikkerhed, hvor nationalstaten samtidigt er understøttet af NATO’s sikkerhedsregime. – Det er naturligvis legalt at udgive en bog med en norsk model for krisestyring. Men burde enhver model for krisehåndtering ikke bevidstgøre om vores fælles biosfære og om FN’s slogan fra Rio-konferencen i 1992: «Tænk globalt, handl lokalt»?
