Kritisk humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning om køn, race og migration er i disse år under politisk angreb i Danmark. Såkaldte liberale politikere hænger forskere ud på Folketingets talerstol og i landsomspændende medier udelukkende på grund af deres forskning. Ligeledes bliver akademiske peer-reviewede artikler hængt ud for at være uvidenskabelige. Forskere udsættes for professionel såvel som alvorlig personlig chikane. Universiteterne har på Folke-tingets ordre udarbejdet en liste over kurser, hvor der undervises i såkaldt ‘aktivistisk’ samfunds-teori. Og pludselig synes et fåtal af danske journalister – særligt tilknyttet borgerlige aviser – at det er utroligt sindsoprivende at deltage ved og undercover-agtigt reportere fra akademiske konferencer der behandler spørgsmål om køn, race og migration fra et kritisk perspektiv.
At devaluere oplevelser med racisme og affeje disse som udelukkende individuelle handlinger fremfor strukturelle.
Det pudsige ved den danske debat er, at det ikke er noget særegent, men en tendens der de sidste par år har fået sit eget liv i det globale nord. Snarere er det en del af en neo-konservativ bevægelse, der – ikke overraskende nok – har sit ophav i en amerikansk kontekst anført af den konservative aktivist, Christopher Rufo, den konservative tænketank Manhattan Institute og det kontroversielle medie Fox News. Som frontfigur for denne ’bevægelse’ har Rufo gjort det til sin dyd at ‘afsløre’ særlig den kritisk raceteori#s politiske ærinde, hvilket ifølge ham udgør intet mindre end en eksistentiel trussel mod de forenede stater.
Raciale logikker
I sin nye bog, The War on Critical Race Theory (2023), spørger den anerkendte racismeforsker David Theo Goldberg, hvad der egentlig er op og ned i hetzen mod den teoretiske tænkning, der ofte betegnes som critical race theory (kritisk raceteori, red.). I bogen stiller Goldberg sig derfor undrende overfor, hvorfor og hvordan de konservative kræfter i USA angriber en ellers broget forskningstradition? For hvad er det egentlig, der kan betegnes som kritisk raceteori og endnu vigtigere, hvordan Rufo og hans følgere fremstiller kritisk raceteori.
Som en samlebetegnelse kan man sige, at kritisk raceteori ofte betegner en lille gren af den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning, der undersøger, hvilken rolle den sociale konstruktion af racebegrebet spiller for både individets identitet og samfundets strukturelle indretning. De centrale spørgsmål for dette forskningsområde, som ellers er utrolig vanskelig at reducere til en samlebetegnelse, er således, hvordan har racismen taget en ny form? Hvordan opleves denne racisme? Og hvordan kommer den til udtryk på tværs af tid og sted? Et forskningsfelt, hvor Goldberg har været en af de agendasættende forskere i de seneste 30 år med sine analyser af, hvordan videreførelsen af raciale logikker stadig er altafgørende i alle slags samfund på trods af opgøret med ‘race’-begrebet.
Diskussionen om den kritisk raceteoris politiske aktivisme opstod i kølvandet på udgivelsen af Project 1619 i 2019, hvis formål var at omskrive USA’s historie set fra slavehandlens perspektiv. Fra at have optrådt i det noget kontroversielle talkshow Tucker Carlsen Tonight, tog det ikke lang tid før Rufo sad i det Hvide Hus og leverede nye ideologiske våben for den daværende præsident Donald Trump, der skulle sørge for, at han kunne blive genvalgt blot to måneder senere i 2020.
For mens Rufo blot er ansigtet udadtil, viser Goldberg i sin bog, hvordan et netværk af en række konservative organisationer, tænketanke og medier tilsammen danner det, som han kalder ‘Trufisme’. Det, som Goldberg kalder Trufismen, referer til den politiske bevægelse, der er opstået i sammensmeltning af Trump og Rufos respektive verdenssyn. Det er en bevægelse, der opdigter påstande om og bygger på misforståelser af, hvad kritisk raceteori er for dernæst at devaluere oplevelser med racisme og affeje disse som udelukkende individuelle handlinger fremfor strukturelle. Handlinger som har det ene formål at forsøge at holde fast i og reproducere en bestemt racial orden, der favoriserer hvide kroppe. Og såkaldte ‘Trufers’ er dem, der udbreder disse påstande.
Den hvide mandlige krop
Igennem hele bogen giver Goldberg et hav af konkrete empiriske eksempler. Tydeligt indigneret over den ufrivillige politisering af et helt forskningsområde, tager Goldberg læseren med på en tour de force af de misforståelser, der har gennemsyret debatten om kritisk raceteori for derefter at tage til genmæle. Det er hvad Goldberg kalder en metodisk mislæsning af teorierne, hvortil misforståelser om, hvad ‘strukturel racisme’ er eller Trufers mis-kreditering af intersektionelle analyser af farveblindhed.
I tråd med Goldbergs tidligere udgivelse, Are We All Postracial Yet? (2015), er hans overordnede argument i denne bog, at denne anti-anti-racisme dagsorden er et forsøg på at genskabe den racisme, hvis produkt er et racialt hierarki med den hvide mandlige krop positioneret øverst.
Som en studerende spurgte mig om under en forelæsning, hvor vi diskuterede nogle af disse kritiske raceteorier i den danske kontekst: Hvad er det egentlig, at de [danske trufers] er bange for? Omend bogen har fokus på den amerikanske kontekst og debat, leverer Goldberg i The War on Critical Race Theory et yderst overbevisende og nuanceret svar på, hvordan en gruppering af mennesker desperat forsøger at holde fast i eller reproducere deres gamle verden, mens en ny er i sin vorden. Netop dét gør bogen ganske relevant i en nordisk kontekst.
