Da den russiske hær i februar 2022 indledte sit stormløb på Ukraine, kom det tilsyneladende helt bag på EU, selv om alle havde kunnet forudse, hvad der var ved at ske. I Bruxelles havde man en tendens til at betragte sagen som et spørgsmål om associeringsaftaler og tilpasning, og det europæiske fællesskab var slet ikke koordineret til at håndtere en storpolitisk krise af den art, som Ukraine hurtigt udviklede sig til.
Kinas GDP blev over en fyrreårig periode 70 gange større.
Loukas Tsoukalis, der er professor emeritus ved universitetet i Athen og tidligere har undervist på Science Po i Paris, har som en af de førende Europa-eksperter skrevet en provokerende bog om den europæiske integration, eller måske snarere om manglen på samme. For i hans øjne er EU skam en succeshistorie på visse punkter, men når det kommer til de udfordringer, det stiller når man står overfor en svært bevæbnet og aggressive magt, står det hurtigt klart at formuleringen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik aldrig er kommet ud over skitseplanet.
Balancegang mellem stat og marked
Den europæiske integration startede som et projekt for at skabe fred og mellemfolkelig forståelse i tiden efter anden verdenskrig. Og fordi man valgte økonomiske instrumenter for at opnå en række politiske mål i dén retning, så den tids ledere velfærdsstigning som det bedste middel til at overbevise borgerne om at det var en god sag.
Ved underskrivelsen af Romtraktaten i 1957 knæsatte de seks grundlæggere af det første EF dette princip ved at indføre fri bevægelighed for fire vigtige komponenter: varer, serviceydelser, arbejdskraft og kapital. Men ordningen havde også et iboende paradoks. For tidens fremherskende strømning var den socialdemokratiske, mens vækstprincipperne på mange måder var rendyrket liberalisme. Denne balance mellem stat og marked kunne lade sig gøre, så længe væksten forblev stabil, og det lykkedes ganske godt i næsten tre årtier.
Problemerne begyndte at indfinde sig med den stigende inflation i begyndelsen af 1970’erne, kombineret med oliekrisen. Dette blev igen katalysator for den voldsomme liberalisme, som kom med Reagan og Thatcher, og samtidig begyndte den kinesiske leder, Deng Xiaoping, at åbne op for verdensmarkedet. Han indførte en slags kapitalisme under kommunistisk ledelse, og det trak millioner af kinesere ud af fattigdommen. Men idet dette også var højdepunktet i en periode, hvor Kinas GDP over en fyrreårig periode blev 70 gange større, skabte dette også dybe sociale forskelle. Om end på helt andre vilkår, skete noget lignende i USA, hvor de meget velhavende blev endnu rigere, mens store dele af lønmodtagerne sakkede agterud.
På den tid havde EF fået flere medlemmer, heriblandt Danmark, og imens arbejdede man sig frem mod Det Indre Marked og Den Økonomiske og Monetære Union. Disse tiltag kom ifølge Tsoukalis dårligt fra start netop fordi de faldt sammen med en hastigt tiltagende globalisering i liberalismens navn. Formanden for Europa-Kommissionen mellem 1985 og 1995, Jacques Delors, var socialist og mente at de nationale regeringer skulle styre markedskræfterne. Men han troede også på EU som politisk projekt og var en stærk fortaler for, at man gennem udviklingsstøtte fra EU-budgettet skulle overbevise fattigere medlemslande og regioner om fordelen i at acceptere mere konkurrence og nedbrydning af de nationale økonomiske barrierer.
Strukturfondene sørgede vitterlig for en vis udligning mellem landene, men kritikere betegnede det som bestikkelse. Samtidig førte det til et omfattende ressourcespild, som EU med sin meget løse struktur står temmelig ringe rustet til at kontrollere.
Elitens projekt
Loukas Tsoukalis argumenter for at man skal betragte det europæiske projekt med stor skepsis. Gennem årene har et klart flertal af europæere betragtet større integration som en god ting, men det har aldrig haft hverken første eller anden prioritet i den såkaldt brede befolkning. Det er i høj grad blevet til elitens projekt, og eliten har kunnet skalte og valte i nogenlunde sikker forvisning om at borgerne accepterede det hele, så længe det gik godt.
På denne baggrund kunne man skildre det som en klar succeshistorie, da en lang række østeuropæiske lande søgte om medlemskab i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud. De nye medlemmer så strukturfondene som en nyttig hjælp til en ny start på tilværelsen, og i et bredere perspektiv kunne det ses som et vigtigt skridt hen imod fortsat europæisk integration, godt hjulpet af forhåbninger om demokrati og markedsøkonomi.
Som resten af verden har udviklet sig parallelt med dette, har overgangen til demokrati og markedsøkonomi vist sig at være langt vanskeligere, end mange havde forventet. Demokrati slår ikke rod lige med det samme, og det tager endnu længere tid, før pluralisme og tolerance overfor folk med andre holdninger sætter sig, og det i særlig grad i samfund, som har levet under totalitære styreformer.
Et overdimensioneret bureaukrati
En del af problemet ligger i, at den kolde krig fastfrøs de iboende regionale konflikter i store dele at Europa. Da Sovjetunionen derfor brød sammen, fik derfor en masse opsparet vrede frit spil, og det førte allerede i 1991 til den blodige borgerkrig i Jugoslavien.
EU stod famlende med hensyn til at håndtere en væbnet konflikt på kontinentet.
Som det er tilfældet i dag, stod EU famlende med hensyn til at håndtere en væbnet konflikt på kontinentet, så midlet til at skabe en skrøbelig ro i de syv republikker, der opstod på ruinerne af Jugoslavien, var udsigterne til medlemskab af EU. Kroatien og Slovenien blev medlemmer, mens resten fortsat står udenfor, og hele dette miskmask har skabt yderligere energi i de nationalistiske tendenser, som på samme tid opstod i mange forskellige varianter rundt omkring i Europa.
Tsoukalis, der selv stammer fra et af fællesskabets problembørn, nemlig Grækenland, tegner således et intenst billede af et Europa, der aldrig er blevet en voksen og ansvarlig medspiller i en multipolar verden. EU forbliver i hans øjne elitens projekt, og en af pointerne er at de mange støttemidler mest af alt har ført til et overdimensioneret , reaukrati og en velstand med voksende sociale forskelle. Og dette er et svagt udgangspunkt når det for alvor brænder på ude i verden og der kræves europæisk handling fra et fælles ståsted.
