Alle synes umiddelbart at kunne istemme en tilslutning til ‘demokrati’ som styreform. Hvorfor så overhovedet gøre demokrati til genstand for en systemisk undersøgelse i en bog-antologi?
Demokratiet fungerer som en narresut.
Det vil Mikkel Bolt og Dominique Routhier, som indleder deres antologi med et lille citat af Pierre Desproges: «Børn tror på julemanden, voksne stemmer». Demokratiet fungerer som en narresut, som fastholder os borgere i en illusion om friheden til at tage del i og være en del af et samfund. Forsamlings-, ytrings- og trykkefrihed er én ting. Men til diskussion er kun sjældent ‘bagtæppet’, dvs. den private ejendomsret og markedet som ‘den store dommer’. Til dette – forfatterparrets hovedpointe – bør yderligere medtænkes det omfattende psykologisk voldsapparat: Med reklamerne, varernes indbyggede forældelse og opfordringerne til at stifte lån, som alle dagligt er underlagt (se essayet af Serge Latouche).
Marx, Lefort og Tronti
Med efterfølgende selvstændige bidrag af Karl Marx, Claude Lefort og Mario Tronti bliver læseren i forordet præsenteret for «En afsked med (det faktisk eksisterende) demokrati». Egentlig var det først efter verdenskrigene at de lavere samfundsgrupper blev borgere og indgik som ligeværdige mennesker i nationaldemokratierne. Og i Verdenskrigene havde arbejderne og bønderne vist sig villige til at kæmpe for fædrelandet.
William Morris og John Ruskin kunne ha været nævnt i bogen som eksempler på de tidlige socialister der først og fremmest ønskede at leve – etisk – på en anden måde. Men senere blev kampen for demokratiet en revolutionær bevægelse, hvor målet var «ophøjelsen af proletariatet til den herskende klasse». Demokrati blev et brud med den måde samfundet var organiseret på. Det hed sig, at proletariatet skulle tilkæmpe sig demokratiet. Men kampen skulle gøres permanent (Trotskij, Castoriadis), for «uden et radikalt brud med de overleverede ejendomsforhold og klassemodsætninger ville det aldrig blive muligt at skabe et liv kendetegnet ved autonomi og frihed». En reference til Trotskij og Castoriadis kunne her have været nævnt.
Begrænset politisk rom
Det borgerlige demokrati omfatter reelt kun et meget begrænset politisk rum. Her er hverken markedsmekanismen eller den private ejendomsret til diskussion. For «at stemme er en isoleret individuel handling, der på ingen måde stiller spørgsmålstegn ved statsmagten, men tværtimod bekræfter den». I dag udgør demokratiet den «uoverskuelige horisont for politisk tænkning».
Klassekampen var død – reformisme og demokrati smeltede sammen.
Mange arbejdere og bønder fik det påfaldende bedre materielt efter Anden Verdenskrig. Verden skulle genopbygges og der kunne kastes «lunser» ud til folket fra en bugnende økonomi. «Koloniseringen af hverdagen» (Henri Lefebvre) afspejlede på en og samme tid, hvorledes den etablerede arbejderbevægelse kanaliserede, medierede og afsporede de udsatte samfundsgruppers krav om en anden verden. Klassekampen var død – reformisme og demokrati smeltede sammen. Med etableringen af velfærdssamfundet forsvandt arbejderkulturen og resterne af en international solidaritet.
Den store samfundsmaskine
Hvad nu må læseren spørge?
Som isolerede forbrugere blev arbejderne og middelklassen lette ofre for borgerskabets forskellige manipulationer. Fraværet af reelle alternative politiske strategier har affødt en hel tsunami af individuelt oplevede sociale og psykologiske problemer. Med teknologiens yderligere udvikling, sociale medier og nu kunstig intelligens og dens algoritmer har «selve systemet» fået et værktøj i hænderne som bringer strategier på banen, der udfordrer og truer det repræsentative demokrati. De omfattende infrastrukturelle anlæg – nødvendige for storbyernes hastige udvikling – gennemføres som isolerede ‘forbedringer’ som var de en naturnødvendighed. På ‘demokratiets bane’ er der ikke megen hjælp at hente. Så samtidig med at hulheden i de demokratiske processer må afdækkes, bliver det for en ny ‘avantgarde’ stadig mere påkrævet i praksis at vise, om og hvordan ‘En anden verden er mulig’.
Måske er vi som individer i vores tanke- og sjæleliv allerede blevet en fuldt ud integreret del af ‘den store samfundsmaskine’?
Se også omtale av Demokrati her.
