Hvordan det store folkelige oprør kunne gå så gruelig galt

Det kom ikke helt bag på Bashar al-Assad, da de første demonstranter gik på gaden den 15. marts 2011. Syriens autokratiske leder havde set det ske. Først i Tunesien i december 2010, og så i Egypten den følgende januar. Det fænomen, som senere fik den noget sære betegnelse Det Arabiske Forår, var under opsejling, og Assad mente at have gjort sit hjemmearbejde.

De første tegn på uro kom i Suq al-Hamidiyya i det centrale Damaskus, og selv om det var en ganske lille demonstration med omkring 100 deltagere, skred myndighederne til de første anholdelser. Og da dette ikke fik situationen under kontrol og at protesterne blot fortsatte med forøget kraft, optrappede regimet tilsvarende. Kort tid efter kom de første meldinger om dødsfald, da politisoldaterne begyndte at åbne ild mod demonstranterne.

Vi kender alle historien i store træk. Dette er optakten til Syriens tragedie, der i løbet af de kommende år udspillede sig som en blodig borgerkrig med tusinder af dræbte og store dele af befolkningen på flugt ud i verden eller som internt fordrevne. Det er også afsættet i en ny bog, hvor mellemøsteksperten Joseph Daher, som er tilknyttet European University i Firenze, giver sin velunderbyggede og skræmmende skildring af, hvordan det store folkelige oprør kunne gå så gruelig galt og ende i noget helt andet end hvad man havde håbet på.

Militsgrupper

Protesterne i Syrien rettede sig i højere grad mod Bashar al-Assad og magteliten end det var tilfældet andre steder, hvor det i højere grad rettede sig mod systemet og med krav om et mere retfærdigt samfund. Og Assads svar kom efter samme mønt. Reaktionen var brutal og taktikken bestod i at spille de forskellige etniske grupper ud mod hinanden. Men fordi Syrien på det tidspunkt allerede var økonomisk svækket efter flere års sanktioner, blev det hurtigt vanskeligere for den stående hær at styre udviklingen, og så begik Assad sin næste, fatale fejltagelse. Rundt om i landet fik loyale forretningsmænd med penge på lommen mere eller mindre ordre til at oprette og finansiere lokale vagtværn, men disse udviklede sig hurtigt til deciderede militsgrupper, der opererede autonomt og terroriserede befolkningen.

Det skulle med andre ord være et Storsyrien, omfattende de lande som i dag er blevet til Syrien, Libanon, Israel, Palæstina og Jordan.

I dag ligger Syrien som bekendt i ruiner, men for virkelig at forstå tragediens sammenhæng, betaler det sig at gå hundrede år tilbage i tiden. Den amerikanske historiker, Elizabeth F. Thompson fra American University i Washington D.C. har skrevet en monumental og uomgængelig bog om, hvordan vesten stjal demokratiet fra araberne, og den bruger ikke overraskende Syrien som det lysende eksempel.

Et Storsyrien

Vi skal tilbage til tiden omkring Første Verdenskrig. Dengang var store dele af Mellemøsten en del af det osmanniske rige, som havde stillet sig på aksemagternes side i krigen. Men det var en front, som på mange måder lå fjernt fra krigshelvedet i Europa, så for at mobilisere lokal støtte førte den britiske højkommissær McMahon i Cairo sine berømte forhandlinger med Hussein bin Ali, en af de indflydelsesrige ledere på den arabiske halvø. Sheikh Hussein gik ind på at koordinere den væbnede opstand, og han satte sin søn, Faisal, i spidsen for de arabiske styrker, som trængte osmannerne tilbage. Derfor var det også Feisal, der efter krigens afslutning kom til at stå for kravet om at de allierede magter opfyldte deres del af aftalen. Den bestod i, at den nu befriede del af Mellemøsten skulle omdannes til et selvstændigt Syrien.

Feisal fremlagde sin plan. Den bestod i en sammenhængende stat fra Taurusbjergene i nord til Akaba ved Det Røde Hav i syd. Det skulle med andre ord være et Storsyrien, omfattende de lande som i dag er blevet til Syrien, Libanon, Israel, Palæstina og Jordan. Feisal var til fulde klar over, at det var en stor og etnisk sammensat befolkning, men han gik straks i gang med at holde konsultationer og var overbevist om at kunne skabe et demokratisk samfund, der hvilede på gensidig respekt. Han vidste også, at den britiske udenrigsminister, Lord Balfour, allerede i 1917 havde lovet zionisterne et hjemland i Palæstina, men også dette mente han at kunne komme overens med.

Den amerikanske præsident Wilson var af nogenlunde samme opfattelse. Han var blandt initiativtagerne til Folkeforbundet, forgængeren for FN, og i den forbindelse havde han formuleret sine berømte 14 punkter. Det var hans opskrift på en ny verdensorden, som skulle respektere alle stater, store som små, på lige fod og ikke mindst skulle den se positivt på alle selvstændighedsbevægelser.

Frankrigs leder, Georges Clemenceau, var med på tanken. Han var optændt af ideen om, at aksemagterne aldrig skulle kunne rejse sig igen, så han støttede det varmt, at hele det østrig-ungarske rige blev opdelt i en række mindre nationalstater, og han talte varmt for at Tyskland skulle opdeles på samme måde. På den konto fik Frankrig Alsace-Loraine, og Clemenceau ville gerne have haft mere.

I bedste kolonistil

I Mellemøsten løb tanken imidlertid ind i svære problemer. Den britiske leder, David Lloyd George, gjorde nemlig alt for at bevare imperiet, og eftersom der allerede stod britiske tropper i Mellemøsten, havde han planer om at kolonisere dele af landet for at kunne bevare kontrollen over Suezkanalen, og dermed søvejen til Indien. Det fik Clemenceau, der stillede sig principielt imod kolonialismen, til at vende om på en studs. Hvis briterne skulle have del i Mellemøsten, måtte Frankrig også have gjort sig fortjent til besiddelser, hed det sig nu. Desuden var han kommet til den overbevisning, at Frankrig måtte beholde Beirut, for dér boede en stor kristen befolkning, som muslimerne i Damaskus muligvis ville forbryde sig imod, hvis de to grupper skulle leve i samme land. Herudover mente en række andre franske politikere, at det kunne skabe problemer i besiddelserne i Nordafrika, hvis man alt for nemt gav araberne i Mellemøsten deres nationale frihed.

Helt grotesk blev det, da stormagterne i bedste kolonistil begyndte at vurdere de enkelte befolkningers egnethed til selvstændighed. Rumænere og serbere var der således ingen problemer med. De var jo europæere og kunne godt administrere friheden. Værre var det med befolkningerne på andre kontinenter. Der blev ligefrem indført et system, hvor enkelte lande blev kategoriseret som A, B eller C, alt efter egnetheden. Værst stod det til i Tysk Sydvestafrika, det senere Namibia. Det var helt klart kategori C, hvorfor briterne i Sydafrika tilbød at overtage administrationen.

Mellemøsten var tættere på at bestå. Man skulle gennem en debat om, hvor vidt arabere kunne defineres som hvide, altså som en form for europæere, og selv om man aldrig nåede til fuldstændig enighed, endte selve Syrien faktisk i kategori A. Altså som egnet til uafhængighed. Derimod var der ikke samme tillid til Palæstina, så det endte i kategori B.

En kunstig stat

Da præsident Wilson tilmed fik et slagtilfælde og måtte trække sig tilbage, begyndte visionerne fra de 14 punkter at vakle. De britiske og franske krav om at få Mellemøsten opdelt i mandatområder tog til i styrke, og Feisals drøm om et Storsyrien fortonede sig. Han valgte en mere pragmatisk tilgang og besluttede sig for at acceptere en overgangsperiode under udenlandsk kontrol. Men selv ikke dette var godt nok for navnlig franskmændene. Da det var lykkedes Feisal og den syriske befolkning at afholde demokratisk valg til en slags delegeretforsamling til drøftelse af en fælles fremtid, sørgede de franske tropper for at opsætte vejspærringer, som forhindrede en tredjedel af de nyvalgte delegerede i overhovedet at nå frem. Og imens voksede den indre splittelse i forhold til spørgsmålet om selvstændighed. Det Syriske Unionsparti krævede øjeblikkelig frihed, mens dele af det pengestærke aristokrati stadig forholdt sig loyalt til det nu hedengangne osmanniske styre, og helt andre talte for at dele området i mindre nationer.

Det er en lang og kroget historie, og hele vejen igennem øjner man det kaos, som hersker i dag. I marts 1920 blev Feisal konge over Syrien, som var en fransk vassalstat, og kort efter blev han forvist til Irak, hvor briterne gjorde ham til konge. Syrien fik aldrig den indre sammenhængskraft, som landet kunne have fået, hvis ikke europæiske magter havde forsøgt at hytte egne interesser.

Det som opstod, var i stedet en kunstig stat med kunstige grænser, og hvor de indre spændinger fulgte med lige fra begyndelsen.