Et stærkt mishandlet lig bliver funder i et skovområde i udkanten af Vestjerusalem. Identifikationen er vanskelig, for personen er blevet brændt levende, men det viser sig at være Muhammed Abu Khdeir, en ung palæstinenser fra Shuafat, et boligkvarter i de østlige dele af byen.
«Jøder brænder ikke børn, jeg kender den israelske racisme, men jøder gør ikke den slags», siger politimanden, der står for efterforskningen på gerningsstedet. Tidligt samme morgen er drengen blevet bortført fra en mennesketom gade udenfor sit hjem, og det er i den givne situation naturligt at mistænke radikale jødiske bosættere for at stå bag, men politimandens første reaktion lugter langt væk af fornægtelse. Eller måske er det bare dyb og ægte vantro. Spørgsmålet står åbent.
Det grufulde drab på Muhammed Abu Khdeir var en del af en kæde af begivenheder, som rystede Palæstina og Israel i sommeren 2014. I sidste ende førte det til den omfattende militære invasion af Gazastriben, hvor mere end 2000 palæstinensere mistede livet i juli og august det år. Nu har den israelske instruktør Joseph Cedar skabt en miniserie, der over ti episoder dramatiserer den tragiske udvikling. Med brug af mængder af originale optagelser af de virkelige begivenheder giver den et unikt og foruroligende indblik i de psykologiske processer, der endnu engang førte til en voldsom opblussen i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Ude af kontrol
Cedar har valgt at bruge bortførelsen af tre unge israelere som afsæt i sin fortælling. En mørk aften hitchhikede de udenfor en bosættelse på Vestbredden i bakkerne omkring byen Hebron. De blev samlet op af palæstinensere med tilknytning til Hamas. Ikke uventet førte dette til en massiv eftersøgning, og mens denne står på, følger vi den folkelige reaktion. De bortførte teenagere var studerende ved en yeshiva, et jødisk bibelakademi, og i denne religiøse verden er det en naturlig reaktion at bede. Affæren får stor synlighed, og tusinder af religiøse jøder flokkes til fællesbøn for «our boys», som er titlen på miniserien.
Dette præsenteres som et dilemma. På den ene side kan fællesbønnen betragtes som et stærk signal om solidaritet med drengenes familier, men på den anden side fremstår det som et farligt fænomen, der hurtigt kan bringe situationen ud af kontrol. Hvilket er præcis, hvad der sker.
«Hvad vil der ske, hvis bønnerne forbliver ubesvarede? Hvad nu hvis drengene ikke kommer hjem i live?» spørger Shimon fra Shabak, den israelske sikkerhedstjeneste. Hans arbejdsområde er at overvåge den jødiske ekstremisme, og han er ikke i tvivl om, at der vil komme en reaktion fra denne skyggeverden. Han forsøger at få situationen til at falde til to ved at bede repræsentanter for de berørte familier om at afholde sig fra at opfordre vil mere fællesbøn, men på den anden side – drengenes familier gennemgår helvede, og hvis de vover at klynge sig til det yderst menneskelige håb, at se drengene komme hjem i live, beskylder vi dem for at ophidse situationen, får Shimon at vide af kolleger fra tjenesten.
Da ligene af drengene bliver fundet 18 dage efter at de er forsvundet, bryder helvede løs. Folk går amok i Jerusalems gader, og råbene «Død over araberne!» gjalder. Samme nat bliver Muhammed Abu Khdeir bortført.
Abu Khdeir
Store dele af den israelske befolkning blev hensat i chok, parret med dyb vrede – men af forskellige grunde. Bortførelsen af og drabet på drengene var en rædselsvækkende handling, og familiernes sorg er fortvivlelse er dybt forståelig. Men var de uskyldige, når de var relateret til bosættelserne og dermed også stod som konkret udtryk for besættelsen?
Det er nok vanskeligt at tale om uskyld i denne forbindelse. Men alligevel deltog mange i hadet og fandt at den efterfølgende krig på Gazastriben var en helt naturlig følge. Men samtidig overskred drabet på Muhammed Abu Khdeir alle hidtidige grænser for vold, hvilket i Cedars optik er en tydelig demonstration af den afgrundsdybe afstand mellem konfliktens parter. Den form for ubeskrivelig ondskab havde man ikke set før. Men en af de mistænkte, Yochai Har Zahav fra den radikale bosætterungdom, påstår at hævn er en naturlig og menneskelig reaktion. Det er jo et centralt bibelsk tema, mener han. «Problemet er, at jøder efter jeres opfattelse er ude af stand til at øve vold på fjenden», siger han, da han bliver hentet ind til afhøring.
Asymmetri
Dette er uhyggeligt, men det er den skinbarlige virkelighed. I de episoder, som indtil videre er blevet vist, får vi en tydelig fornemmelse af Shimons moralske overvejelser, men han er oppe imod hele systemet og ikke mindst politiske bagtanker. «For dem er døden hellig, for os er livet helligt. For os er menneskelig medfølelse hellig. Det er hemmeligheden bag vor styrke og grundlaget for vores sammenhold», hører vi premierminister Netanyahu sige til begravelsen af drengene.
Joseph Cedar illustrerer denne tankegang ved at beskrive hvordan de to sager bliver håndteret fra de israelske myndigheders side. Da de tre jødiske drenge bliver bortført, er der ikke skyggen af tvivl om, at det drejer sig om en terrorhandling. Men da den palæstinensiske teenager forsvinder fra sit hjem i Shuafat, sender politiet en enkelt patruljevogn for at efterforske, og alle mulige motiver bliver bragt på bane. Drengens fortvivlede far bliver behandlet med største mistro.
Den aktuelle israelske debat her i Israel om miniserien afspejler de samme delte følelser. Yair Netanyahu, premierministerens søn, tweetede om sin dybe frustration over Joseph Cedar, der på denne måde udstiller den jødiske ekstremisme, mens andre priser ham for at røre ved en så følsom sag. Miniserien, som vil køre på HBO Nordic et stykke ud i oktober, er stadig en «developing story», men det er ikke for tidligt at sige, at Cedar har sagt noget uhyre væsentligt, ligesom han har skabt en mesterligt fortalt historie, der samtidig er et nødvendigt redskab til at forstå den tragiske emotionelle dynamik i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Serien går nå på HBONordic. Kritikken er baseret på de
første to episodene.
