Små stumper af skønhed

HVERDAG I GAZA: Filmen skildrer den resignation, der i virkeligheden er en vilje til at finde et liv og en lykke midt i alle tragedierne.
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 28.02.2019

Gaza

Garry KeaneAndrew McConnell

Tyskland, Irland og Canada

«Jeg er født ved havet, jeg vil blive ved havet og jeg vil dø ved havet!»

Ordene kommer fra Ahmad Jamal al Aqraa. Han er 14 år gammel og drømmer om at blive fisker, ligesom sin far. Men omstændighederne er ikke lette. Han kommer fra al-Shati, som er en af de store palæstinensiske flygtningelejre på Gazastriben, og vi møder ham, mens han er ved at iklæde sig kraftige overtræksbukser for at stå til søs.

Han er den første af en stribe menneskeskæbner i filmen Gaza, der panoramisk beskriver livet for de næsten to millioner palæstinensere på den smalle stribe land langs Middelhavet. Den israelske blokade har været en benhård kendsgerning i mere end ti år, og for hovedparten af befolkningen er nød og elendighed en mere eller mindre permanent tilstand.

Drømmen om frihed

Det er gribende at opleve, hvordan palæstinenserne hver især finder holdepunkter, der kan værne mod den brutale hverdag. For Ahmad Jamal al Aqraa er det havet. Pladsforholdene i hjemmet er trange. Han har 13 brødre og 22 søstre, så når vejret tillader det, tager han ofte ned og tilbringer natten på stranden, som for de fleste mennesker på Striben har stor symbolsk betydning.

Kun et fåtal af Gazastribens unge mennesker har nogensinde set verden udenfor, men de drømmer alle sammen om den. Der er kun to grænseovergange – Rafah til Egypten og Erez til Israel – og begge er de hermetisk lukkede for almindelige mennesker. Der er en tredje udvej, siger en af filmens personer, og det er havet, men kommer man for langt ud, møder man døden.

«Jeg er født ved havet, jeg vil blive ved havet og jeg vil dø ved havet!»

Det er realiteten for fiskern. De ved, at det er yderst risikabelt at sejle mere end tre sømil ud. Det er dér vandet bliver dybt og de store fiskestimer går, men det er også dér den israelske marines patruljebåde lurer. I filmen møder vi den gamle fisker, hvis søn er på vej hjem til Gaza. Sønnen havde vovet sig for langt ud med sine net, hvilket førte til opbringning af båden og flere års israelsk fængsel. Den gamle mand er ved at forberede sine små børnebørn på mødet med den far, de stort set ikke kender, og da den store dag oprinder, bliver den løsladte fisker ledsaget på turen fra Erez til hjemmet i al-Shati af bevæbnede mænd fra PFLP, der skyder i luften og gør dagen til en national markering. Den gamle fisker siger gang på gang, at sønnen aldrig har været politisk engageret og bare vil leve sit liv så godt, som det nu kan lade sig gøre.

At vælge glæden

Gaza. Regissører Garry Keane og Andrew McConnell

Man kan mene, at filmen postulerer en manglende palæstinensisk vilje til modstand. Det gør den nok også, men derved er den interessant. Filmen går bag om de journalistiske nyhedshistorier ved ikke at fokusere på modstand i gængs forstand. I stedet skildrer den en resignation, der i virkeligheden er en vilje til at finde et liv og en lykke midt i alle tragedierne.

Det er et typisk træk hos taxichaufføren, der på overfladen ligner en tilfredsmand. Han kører i en velholdt Mercedes og har tilsyneladende overskud til at være velklædt. Han siger, at han alle vegne ser mennesker, der har mistet alt, og føler sig privilegeret ved at have sin familie omkring sig. Og lige under overfladen ligger alle bekymringerne. Han har store vanskeligheder ved at få økonomien til at hænge sammen, og valgte på et tidspunkt at afsone 20 måneder i fængsel som følge af ubetalte regninger. Dér mødte han meget tankevækkende en række af Gazastribens forretningsfolk, der viste sig at være nøjagtig ligeså gældsplagede som han selv.

Filmen skildrer en resignation, der i virkeligheden er en vilje til at finde et liv og en lykke midt i alle tragedierne.

På et tidspunkt får han en kunde, der viser sig at være teaterdirektør. Denne bryder i glad sang på bagsædet, til trods for at også han er begravet i problemer. Men teatermanden vælger at være glad, for alternativet er at falde om med et hjertetilfælde.

Kulturarven

Naturligvis presser konflikten sig på. Filmens to instruktører var med da de store protester langs hegnet til Israel toppede i maj 2018. Den blodigste dag i Gaza blev den 14. maj, hvor de israelske soldater på den anden side af hegnet dræbte 60 demonstranter. Omkring 2000 mennesker kom til skade, og kameraet er med i ambulancen og dokumenterer alle frustrationerne.

Som en næsten absurd parallel følger vi den unge pige Karma, der kommer til at stå som filmens fortællermæssige modpol til den fattige fiskerdreng Ahmad. Hun er datter af velstående forældre, og hjemmet virker som en fredfyldt oase midt i kaos. Moderen fortæller, at hun som teenager selv havde planer om at slutte sig til den væbnede kamp, og at hendes største drøm var at dræbe israelske soldater. Da hun blev ældre, indså hun, at man ikke løser konflikten gennem vold, så i dag ser vi hende udtrykke sin modstand gennem kultur. Sammen med et par andre kvinder samler hun beduinkjoler, som hun er klar til at sende til opvisninger i verden for at vise at Gaza også ejer skønhed. Der er indgået aftaler med udstillere i USA og Frankrig, men havet, det allesteds nærværende hav, stiller sig i vejen. Trods sin privilegerede situation er hun ude af stand til at sende sine kjoler og sine modeller ud i verden.

Imens dyrker Karma sin musik. Hun spiller klassisk cello og drømmer om en international karriere som musiker, hvilket hun inderst inde ved er en umulighed. Hun kalder havet en usynlig barriere. Tortur. I en af filmens stærke scener har hun taget sit instrument med til stranden. I baggrunden ser man havet og et sønderskudt hus, mens hun sidder i klitterne og spiller. På et tidspunkt siger nogen, at i Gaza ved man aldrig, hvad der sker i de næste fem minutter, og denne indsigt lever Karma tydeligvis også med. Men som alle de andre holder hun fast i nuet og bruger det til at finde små stumper af skønhed.


Filmen vises på Arabiske filmdager, 20.–24. mars.

Gratis prøve
Kommentarer