Små stumper af skønhed


HVERDAG I GAZA: Filmen skildrer den resignation, der i virkeligheden er en vilje til at finde et liv og en lykke midt i alle tragedierne.

Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 2019-02-28
Gaza

Garry Keane Andrew McConnell (Tyskland, Irland og Canada)

«Jeg er født ved havet, jeg vil blive ved havet og jeg vil dø ved havet!»

Ordene kommer fra Ahmad Jamal al Aqraa. Han er 14 år gammel og drømmer om at blive fisker, ligesom sin far. Men omstændighederne er ikke lette. Han kommer fra al-Shati, som er en af de store palæstinensiske flygtningelejre på Gazastriben, og vi møder ham, mens han er ved at iklæde sig kraftige overtræksbukser for at stå til søs.

Han er den første af en stribe menneskeskæbner i filmen Gaza, der panoramisk beskriver livet for de næsten to millioner palæstinensere på den smalle stribe land langs Middelhavet. Den israelske blokade har været en benhård kendsgerning i mere end ti år, og for hovedparten af befolkningen er nød og elendighed en mere eller mindre permanent tilstand.

Drømmen om frihed

Det er gribende at opleve, hvordan palæstinenserne hver især finder holdepunkter, der kan værne mod den brutale hverdag. For Ahmad Jamal al Aqraa er det havet. Pladsforholdene i hjemmet er trange. Han har 13 brødre og 22 søstre, så når vejret tillader det, tager han ofte ned og tilbringer natten på stranden, som for de fleste mennesker på Striben har stor symbolsk betydning.

Abonnement halvår kr 450

Kun et fåtal af Gazastribens unge mennesker har nogensinde set verden udenfor, men de drømmer alle sammen om den. Der er kun to grænseovergange – Rafah til Egypten og Erez til Israel – og begge er de hermetisk lukkede for almindelige mennesker. Der er en tredje udvej, siger en af filmens personer, og det er havet, men kommer man for langt ud, møder man døden.

«Jeg er født ved havet, jeg vil blive ved havet og jeg vil dø ved havet!»

Det er realiteten for fiskern. De ved, at det er yderst risikabelt at sejle mere end tre sømil ud. Det er dér vandet bliver dybt og de store fiskestimer går, men det er også dér den israelske marines patruljebåde lurer. I filmen møder vi den gamle fisker, hvis søn er på vej hjem til Gaza. Sønnen havde vovet sig for langt ud med sine net, hvilket førte til opbringning af båden og flere års israelsk fængsel. Den gamle mand er ved at forberede sine små børnebørn på mødet med den far, de stort set ikke kender, og da den store dag oprinder, bliver den løsladte fisker ledsaget på turen fra Erez til hjemmet i al-Shati af bevæbnede mænd fra PFLP, der skyder i luften og gør dagen til en national markering. Den gamle fisker siger gang på gang, at sønnen …


Kjære leser. Du har allerede lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?


Legg igjen et innlegg

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)