Den politiske utopi har længe været udskældt, og utopiens forsvarere henvist til skammekrogen, hvorfra de kunne skrive sætninger af fra Kommunismens sorte bog og opregne deres anpart i alt fra Stalins til Pol Pots forbrydelser. Men i dag, små fire årtier efter at Margaret Thatcher i firserne populariserede den berømte neoliberale «There Is No Alternative»-doktrin, kan vi igen bevidne en åbning af den politiske horisont og en reaktivering af den utopiske forestillingsevne. Kapitalismens åbenlyst destruktive amokløb hvad angår klima, natur og mennesker har nemlig betydet et vældigt hak i den neoliberale ideologis spejlglatte overflade. Mange, især yngre mennesker, har svært ved at genkende sig selv i forestillingen om at kapitalismen er uden reelle politiske alternativer. Den historiske afvikling af neoliberalismen har affødt en strøm af litteratur, der mere eller mindre åbent vedkender sig en nymarxistisk orientering mod utopien. Et af de seneste skud på stammen af politisk fremtidslitteratur er Peter Frases bog Four Futures: Life After Capitalism, publiceret i 2016.
Luksuskommunismen. Frase skriver sig ind i en igangværende diskussion om teknologiens frisættende potentialer, hvor fællesantagelsen på tværs af forskellige positioner synes at være at kapitalismen på trods af sig selv frembringer midlerne til sin egen overvindelse. Den britiske BBC-journalist og debattør Paul Mason står med sin bestseller Postcapitalism: A Guide to Our Future (2015) som bannerfører for denne nye genrelitteratur, hvor spekulationer om automatisering af produktionen møder de mere traditionelt socialistiske forestillinger om en anden og mere retfærdig fordeling af arbejde, indkomst og samfundsgoder.
Helt centralt i Frases bog, så vel som i den øvrige litteratur på området, er ideen om automatiseringens velsignelser – at avanceret teknologi og maskiner helt eller delvis vil erstatte arbejdslivets trængsler med en slags fuldt ud automatiseret luksuskommunisme. Om vi ligefrem er på vej mod en «kommunisme de luxe» kan naturligvis debatteres, men meget tyder faktisk på at betingelserne for en totalautomatiseret produktion er godt undervejs. Prognosen for fuld automatisering støtter sig op af en Oxford-studie fra 2013, som peger på at op mod 47 procent af alle amerikanske jobs vil være overflødiggjort frem mod 2050. Der er altså tilsyneladende grund til optimisme, hvis man – som fortalerne for en fuldautomatiseret luksuskommunisme – ikke ser massiv strukturel arbejdsløshed som et problem, men derimod som en mulighedsbetingelse.
Automatisering er, som Marx påpegede i sit berygtede «maskinfragment», en uundgåelig konsekvens af konkurrencens effekter, hvor den enkelte kapitalist tvinges til at indføre arbejdsbesparende teknologier for at være konkurrencedygtig på markedet. Derved overflødiggøres menneskeligt arbejde, hvilket fra en automatiseringsoptimistisk synsvinkel (der kun i begrænset omfang kan tilskrives Marx selv) betyder en stadig tiltagende frigørelse fra arbejdets åg. Frase tilslutter sig, med egne ord, postkapitalismelitteraturens vidt spredte optimismes præmis om, «at vi indenfor få årtier kunne leve i en Star Trek-agtig verden, hvor […] robotter kan gøre alt hvad mennesker kan, men uden at klage», og «hvor knaphed i almindelige forbrugergoder hører fortiden til».
«Å yte etter evne og nyte efter behov» fortolker forfatteren som «just do what you feel, man, and it’ll all be cool».
Ja til planøkonomi. Frase præsenterer os, som titlen angiver, for fire mulige fremtidsscenarier: kommunisme, rentisme, socialisme og exterminisme. De fire fremtider er tænkt som «simplificerede idealtyper der skal illustrere fundamentale principper», og skal altså tages med et gran salt, som den legende og somme tider (lidt for) kække skrivestil indikerer.
Kommunisme, den første af de mulige fremtider der skitseres, karikeres således med Marx i rollen som en skæv hippiefilosof der prædiker den socialistiske læresætning om at «yde efter evne og nyde efter behov», hvilket Frase lidt vel friskt fortolker som «just do what you feel, man, and it’ll all be cool».
Den anden fremtid, rentisme, er et anderledes dystopisk scenarie, som tager udgangspunkt i allerede kendte samfundstendenser i retning af gated communities. I rentismen består størstedelen af arbejdet (den smule der ikke endnu udføres maskinelt) i opretholdelsen af sikkerhedsordenen for de superrige, og i beskyttelsen af privat ejendom overfor et stadigt voksende forarmet pjalteproletariat af boligløse, bistandsmodtagere og misbrugere. Som Frase pointerer er denne tendens allerede ganske omfangsrig i USA, hvor der i 2011 var registreret over 5,2 millioner ansatte alene i vagtsektoren.
Den tredje fremtid, som tilsyneladende er den Frase håber på at fremskrive som et reelt alternativ til den bestående ordens desintegration, er desværre en temmelig fantasiforladt genaktualisering af en planøkonomisk socialisme, med fuld automatisering og borgerløn. Det er ikke uden en vis komik når Frase præsenterer kernetraditionelle socialdemokratiske forestillinger som resultat af hans egne spekulative ekstrapolationer fra den kapitalistiske samtid. Men Frases socialdemokratisme reloaded beløber sig egentlig ikke til meget mere end et traditionelt forsvar for velfærdsstatens historiske klassekompromis, nu bare plus automatisering, kernekraft samt en smule geoengineering for også at redde klimaet: «Når de teknologier vi har skabt ender med at have uforudsete og frygtindgydende konsekvenser – global opvarmning, forurening, uddøende arter – skyer vi angste tilbage for disse teknologier. Men vi kan ikke, og bør ikke, overlade naturen til sig selv. Vi har ikke andet valg end at blive endnu mere involverede i den bevidste omskabelse af naturen. Vi har ikke andet valg end at elske det monster vi selv har skabt.»
Et politisk spørsmål. Med Frankenstein-metaforikken bag os, kommer vi til fjerde og sidste fremtid: exterminismen – og hér finder vi på én gang bogens helt afgørende teoretiske bidrag og det (desværre) mest realistiske billede på den fremtid vi styrer mod med stadig accelererende fart. Frase aftegner her slagsiden af automatiseringen, der består i overflødiggørelsen af mennesker fra kapitalens standpunkt. Der tegnes i kapitlet linjer fra Gaza til fængslerne i USA, og understreges hvordan forvaltningen af såkaldte overskudsbefolkninger, hvad enten det er under en israelsk besættelsesmagt eller verdens mest udbyggede fængselsvæsen (der lige nu har mere end to millioner indsatte) tenderer mod folkemordskategorien. Det er skræmmende læsning.
Om vi vælger den ene eller den anden fremtid er først og fremmest et politisk og ikke et teknologisk spørgsmål, hævder Frase, der med sit indspark i automatiseringsdebatten ønsker at stimulere den politiske forestillingsevne til at undgå at havne i for eksempel exterminismen. Men om teknologien virkelig er «neutral», og om det blot er et spørgsmål om at omlægge den politiske kurs, kan relativt let problematiseres. Hvis Frases bog har en berettigelse på det voksende marked for postkapitalistisk «social science fiction» er det åbenlyst ikke i kraft af dens teknologifilosofiske indsigter, der halter meget, og næppe heller for dens rituelle gentagelse af plansocialismens hellige treenighed «reform, borgerløn og automatisering», men alene for at have fremhævet hvordan de nuværende kapitalistiske produktionsforhold i kraft af automatiseringen tager form af et racistisk udskillelsesløb, hvor kampen om bevarelsen af «arbejdets velsignelser» i høj grad bidrog til at bringe en politisk demagog som Trump til magten i «Gods own country».
