Ensomhetens misere og magi

Ensomhet er en erfaring som kan berike vår indre verden og styrke samværet med andre, mener Olivia Laing.

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Den ensamma staden. Om kunst, ensamhet och överlevnad

Olivia Laing

Daidalos

Sverige

Mærkeligt med denne ensomhed som vi flygter fra gennem arbejde og adspredelse, som gør os underlegne, men som kan give os det allervigtigste i livet. I en periode mens hun boede i New York, ramtes forfatteren Olivia Laing af den for mange storbymennesker udbredte følelse af ensomhed blandt mennesker. Handlingslammet blev hun liggende hjemme på sofaen og surfede rundt på nettet. Når hun bevægede sig udenfor følte hun en hinde omkring sig selv og andre.

Ensomhetsstudie. En dag fik hun øje på nogle sort-hvide fotos af byen der ramte den følelse hun selv havde. En stemning og sansning der fik næring af byen og tingene. Herefter bearbejdede hun ensomheden ved at studere andre kunstneres arbejde og liv: Edward Hoppers malerier fra NY, Andy Warhols liv, sociale outsidere som feministen Valerie Solanas og fotografen David Wojnarowicz, marginalkunstnere som Henry Darger og skærm- og netkulturens spejlverdener.
Laing fik øje på ensomhedens dobbelthed: på den ene side længslen efter nærhed og kontakt, på den anden side ensomhedens skabende forvandling. Laing blev en byvandrer og efterhånden fremstod ensomheden for hende «som en befolket plads, en by i sig selv». Det gik op for hende hvor mange af vores handlinger og beslutninger der kan føres tilbage til ensomheden. Hun læste Virginia Woolfs dagbøger der beskriver den indre ensomhed som en «fornemmelse af verdens brus når ensomheden og stilheden river dig bort fra den beboelige verden». Mens hun indsamlede sit materiale lyttede hun til en sang hun kendte fra tidligere, Dennis Wilsons «Loneliness is a very special place». Det gik op for hende at ensomhed ikke kun er noget negativt vi skal undgå, en nedtrykthed over afsavn af andres selskab, men «én erfaring som går direkte til hjertet af det vi værdsætter og behøver». Ved at kombinere tolkninger af kunstværker og kunstliv med psykiatriske og psykoterapeutiske fagbøger får Laing skabt et inspirerende dokument om ensomhed i det 21. århundredes urbane liv.

Vegger av glass. I Hoppers malerier kommer hun på sporet af ensomheden som noget der sætter sig i kroppen, i de ting man sanser, for eksempel c. Den ensommes «behov for opmærksomhed og ømhed, af at blive hørt og berørt og set» er vanskeligt at tale om. Det er som «vægge af glas» i det sociale samspil som kun kan males. Hoppers malerier indfanger denne «konflikt mellem selvstændighed og begær», denne «flugt fra intimitet, som en måde at flygte fra virkelige emotionelle krav». Laing henviser til psykiateren Robert Weiss’ studie om den moderne ensomhed som «en oprivende oplevelse i sig selv», men også en «selvbeskyttende amnesi» – og der opstår det han kalder en «pervers tilfredsstillelse af ensomheden». Ensomheden ekspanderer og skaber sin egen hyperfølsomhed. Andy Warhol er et godt eksempel hvis livsværk Laing ser styret af en dyb længsel efter nærhed og samtidig netop rædslen ved selvsamme. «At se og ikke blive set,» sagde han, og: «Jeg vil være en maskine.» Den maskinelle distance var befriende. Men om ensomhed defineres som længsel efter nærhed «rummer den også et behov for at udtrykke sig, blive hørt, at dele tanker, erfaringer og følelser. Nærhed kan kun opnås om de berørte er parate til at blotte sig».

Ensomheten fremstod etter hvert som en befolket plass, en by i seg selv.

De annerledes tenkende. Warhol var en afviger, en skæv eksistens, men han bekæmpede følelsen af at være udenfor samfundet på en passiv måde, skriver Laing. Men hvad sker der hvis man vil bekæmpe følelsen af at være udenfor på en aktiv måde, hvis man vil gå til angreb på de etablerede samfundsnormer? For feministen Valerie Solanas, berømt for både at skyde Andy Warhol på åben gade i New York, som dog overlevede, og for sit SCUM-manifest («Society for Cutting Up Men»), blev resultatet ekstrem isolation. «Hun lykkedes aldrig med at skabe kontakt ved hjælp af ord.» Hun døde ensom på et hotelværelse. Fotograf Wojnarowicz havde også en følelse af at være fra en anden planet. Han slog igennem med fotoserien Rimbaud in New York med billeder af en mand der går rundt i gaderne med en papirmaske der forestiller den franske digters ansigt. Billeder taget steder hvor Wojnarowicz selv levede sin desperate barndom og ungdom i 70’ernes runned down NY. «Fortællingen om Wojnarowicz’ liv er en fortælling om masker, hvorfor de behøves, hvorfor de kan mistros, hvorfor de kan være nødvendige for at overleve.» Han opsøgte byens havnekvarter og den homoseksuelle afsondrethed gjorde det her muligt at nyde ensomheden midt i byen. Ensomheden, adskiltheden og akut dødsbevidsthed havde ifølge Laing afgørende indflydelse på det homoseksuelle og AIDS-ramte kunstmiljø i NY op gennem 80’erne.

Følelsenes gentrifisering. Den warholske følelse af slægtskab med maskinen kalder Laing «en hunger efter elektroniske kalorier, en længsel efter at gå ind i en artificiel spejlverden». Ligesom teknopsykologen Sherry Turkle ser Laing en sammenhæng mellem ensomhed, tab af koncentration og intimitet og menneskers konstante opkobling. Vi er alle blevet små andy-warholer med dyb længsel efter kontakt, men skræmte ved intimitet. Hun spørger: «Hvad længes vi efter når vi lægger billeder op?» Hun ser eksponeringskulturen som totalitær fordi den knuser det selvværd der er en forudsætning for nærhed. Men hendes scoop her er ikke denne velkendte patologikritik, men koblingen til eksponeringskulturens skræmthed ved den anderledes tænkende, anderledes udseende, de sultne kroppe, den prostituerede, den fremmede indvandrer, den urene. Hun kalder det moderne storbylivs netkultur for «gentrificering af følelsen». Ligesom høje huspriser skaber homogenisering og ensretning i byrum blandt mennesker og kultur, skaber nettets spejlverden en «dyb rædsel for uenshed, en rædsel for det smudsige og besmittende, en uvilje mod at lade uensartede livsformer sameksistere». Det hun kalder «den sterile netkultur» er de nemme følelsers holdeplads, hvor man ikke bearbejder og reflekterer, men bedøver sig med billeder og oneliners som var det stoffer. Hun funderer over om denne selvbedøvelse «bunder i angsten for at vi en dag vil forblive ensomme, den sidste art som overlever denne mangfoldige blomstersmykket planet som svæver gennem et tomt rum». Flere vigtige pladser i NY, blandt andet Time Square, friholdes for «urene typer». Et homogent glat rum skal sikre konsumkulturens tomme reproduktion. «Men at lukke bykernen indebærer ensomhed for alle.» De skæve følsomme eksistenser kryber ind i deres huler. Som Henry Dager, en udsat marginalkunstner der i 40 år arbejdede som altmuligmand på et hospital og som boede alene på et hummer (knøttlite værelse, red. anm.) hele sit liv. Fremfor at stemple hans kunst som en skizofren sygdomshistorie argumenterer hun overbevisende for Dagers malerkunst som et gentagelsens rum der skaber egne overvirkeligere riger.

«Den sterile nettkultur» er de enkle følelsers holdeplass, hvor man bedøver seg med bilder og oneliners som var det narkotiske stoffer.

Ensomheten er politisk. Ensomhed vækker normalt ikke nogen empati, men Laings studier af kunstnere og skæve socialt udsatte eksistenser bekræftede hende i «ensomhedens potentielle skønhed». «Meget af det plagsomme ved ensomheden beror på hemmelighedsmageri, på en følelse af at sårbarhed må gemmes væk, unddrage sig det ubehagelige, at ar må skjules, som om de var noget modbydeligt. Hvad er det som er så pinligt ved savn, ved attråen (længslen), ikke at være tilfreds, men at føle bedrøvelse? Hvoraf kommer dette behov for hele tiden at skulle være på toppen, eller at være bekvemt indesluttet i en tosomhed, at vende sig indad, bort fra denne ydre verden?»
Vi har brug for ensomhed, og vi har brug for kunsten for at give os noget af det tilbage som vi savner og har mistet.

---
DEL