Ensomhetens misere og magi

Ensomhet er en erfaring som kan berike vår indre verden og styrke samværet med andre, mener Olivia Laing.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Den ensamma staden. Om kunst, ensamhet och överlevnad

Olivia Laing

Daidalos

Sverige

Mærkeligt med denne ensomhed som vi flygter fra gennem arbejde og adspredelse, som gør os underlegne, men som kan give os det allervigtigste i livet. I en periode mens hun boede i New York, ramtes forfatteren Olivia Laing af den for mange storbymennesker udbredte følelse af ensomhed blandt mennesker. Handlingslammet blev hun liggende hjemme på sofaen og surfede rundt på nettet. Når hun bevægede sig udenfor følte hun en hinde omkring sig selv og andre.

Ensomhetsstudie. En dag fik hun øje på nogle sort-hvide fotos af byen der ramte den følelse hun selv havde. En stemning og sansning der fik næring af byen og tingene. Herefter bearbejdede hun ensomheden ved at studere andre kunstneres arbejde og liv: Edward Hoppers malerier fra NY, Andy Warhols liv, sociale outsidere som feministen Valerie Solanas og fotografen David Wojnarowicz, marginalkunstnere som Henry Darger og skærm- og netkulturens spejlverdener.
Laing fik øje på ensomhedens dobbelthed: på den ene side længslen efter nærhed og kontakt, på den anden side ensomhedens skabende forvandling. Laing blev en byvandrer og efterhånden fremstod ensomheden for hende «som en befolket plads, en by i sig selv». Det gik op for hende hvor mange af vores handlinger og beslutninger der kan føres tilbage til ensomheden. Hun læste Virginia Woolfs dagbøger der beskriver den indre ensomhed som en «fornemmelse af verdens brus når ensomheden og stilheden river dig bort fra den beboelige verden». Mens hun indsamlede sit materiale lyttede hun til en sang hun kendte fra tidligere, Dennis Wilsons «Loneliness is a very special place». Det gik op for hende at ensomhed ikke kun er noget negativt vi skal undgå, en nedtrykthed over afsavn af andres selskab, men «én erfaring som går direkte til hjertet af det vi værdsætter og behøver». Ved at kombinere tolkninger af kunstværker og kunstliv med psykiatriske og psykoterapeutiske fagbøger får Laing skabt et inspirerende dokument om ensomhed i det 21. århundredes urbane liv.

Vegger av glass. I Hoppers malerier kommer hun på sporet af ensomheden som noget der sætter sig i kroppen, i de ting man sanser, for eksempel c. Den ensommes «behov for opmærksomhed og ømhed, af at blive hørt og berørt og set» er vanskeligt at tale om. Det er som «vægge af glas» i det sociale samspil som kun kan males. Hoppers malerier indfanger denne «konflikt mellem selvstændighed og begær», denne «flugt fra intimitet, som en måde at flygte fra virkelige emotionelle krav». Laing henviser til psykiateren Robert Weiss’ studie om den moderne ensomhed som «en oprivende oplevelse i sig selv», men også en «selvbeskyttende amnesi» – og der opstår det han kalder en «pervers tilfredsstillelse af ensomheden». Ensomheden ekspanderer og skaber sin egen hyperfølsomhed. Andy Warhol er et godt eksempel hvis livsværk Laing ser styret af en dyb længsel efter nærhed og samtidig netop rædslen ved selvsamme. «At se og ikke blive set,» sagde han, og: «Jeg vil være en maskine.» Den maskinelle distance var befriende. Men om ensomhed defineres som længsel efter nærhed «rummer den også et behov for at udtrykke sig, blive hørt, at dele tanker, erfaringer og følelser. Nærhed kan kun opnås om de berørte er parate til at blotte sig».

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.