Forestil dig at du i lang tid kun har henvendt dig til mennesker, men så en dag henvender dig til et blad og dernæst til det træ, som bladet har siddet på. Forestil dig nu at ethvert træ har sin historie, der er sjældne træer, gamle træer, seje træer, selskabelige træer, anonyme træer. Forestil dig at mennesker har skrevet på nogle af disse træer, som en hilsen, fra forskellige familier som boede der mens træet voksede. Forestil dig at der findes steder, for eksempel i Lissabon, hvor et udendørsbibliotek får folk til at sidde og læse under træerne. Forestil dig at mennesker sætter sig under et bestemt træ og fører en samtale med sig selv og universet. At de føler en lindring ved at sidde under netop dette træ i parken. Eller at dette sted i en forstad til London ville være uendelig trist hvis man fjernede træet. At visse træer vækker sorg når de fældes, som kastanjetræet på Enhaveplads i København. Forestil dig så at en forfatter besøger byer som New York, Paris, København, London, at han indlogerer sig på et hotel tæt på det træ han er kommet for – og finder viden om et særligt træ på det lokale museum eller bibliotek, tager billeder, noterer ned, finder citater frem hos forfattere som Pessoa, Thoreau og Calvino. Og imens han bevæger sig omkring, sker der noget med ham, han ser sit eget liv i et nyt perspektiv, som om det at henvende sig til træer, gør noget ved ham, hans relation til mennesker, til verden. Hvad sker der? Han opdager at det at eksistere, at finde et ståsted i verden, ikke er noget man vælger eller opfinder. Disse ting er givne, noget mennesket kan blive opmærksom på og gradvist opdage.
At lære noget om egekrattet, takstræet og fyrreskoven.
At være et ordentligt og levende menneske handler ikke først og fremmest om at vælge dette eller hint, men derimod om at være opmærksom: opmærksom på træer, på jorden, på andre, på verden. Forestil dig alt dette, så har du et nogenlunde billede af C.Y. Frostholms hybrid af en essayfortælling Træmuseet, en bog om at opleve natur og litteratur og skrive om det. En forunderlig tekstsamling i ord og billeder (smukke sort-hvide fotos af træer), dagbogsnotater, botanik, rejsereportage, optegnelser og kampskrift for en ny type opmærksomhed på det ikke-menneskelige, i vores antropocæne tidsalder.
Ikke naturforherligelse, men samtale
Et træ er en måde at være plante på. Det er én og flere på en gang, en koloni, som man kan opsplitte uden at slå ihjel, en superorganisme. Men det er også et alfabet: «Et træ er et bibliotek fuld af blade af viden», skriver Carol Mavor. Ifølge visse biologer er det livet i trækronerne, der gjorde os til intelligente væsner. Vores liv i træerne er flettet ind i vores civilisation. Træmuseet er dog ikke en konserverende forherligelse og dyrkelse af naturen, men en invitation til opdagelse og samtale. Træer og mennesker er ikke det samme. Vi skal ikke menneskeliggøre træerne, men bevare træernes anderledeshed.
Vi må se sproget som en forlængelse af naturen, af kroppen, sanserne, af det ikke-menneskelige. Litteraturens bidrag til denne samtale handler om at skærpe vores opmærksomhed på det som findes, men dermed også en grundlæggende tvivl om hvorvidt det findes, om verden er til, om måden vi ser, sanser og forstår verden på. En forståelse der igen er betinget af vores sprogbrug, af andre måder at navngive tingene på. At have et mellemværende med træer er hos Frostholm både et samfundsmæssigt og et eksistentielt anliggende. Vi lærer noget om at tage vare på steder og byer og hinanden ved at lære noget om egekrattet, takstræet og fyrreskoven. Træer er helende for udsatte mennesker og børn. Vi lærer også noget om vores eget liv. Gennem en samtale med træer bliver han klogere på sit forhold til ensomhed, sårbarhed og sorgen over tingenes forsvinden.
Blikkets poetik
At skrive er at samle ting sammen; ordene er som løse blade, en springene tankerække, og imens man samler, har man en fornemmelse af at steder og byer (for eksempel Lissabon) gror omkring én. Til grund for Frostholms arbejdsmetode hører synlighedens betydning (Calvino), en måde at se på, en måde at være i verden på, lade fortællerens blik på fiktionen fremkalde landskaber hos læseren. At læse byen med bogen, som han skriver. Her især med Pessoas Rastløshedens bog, der skærper hans opmærksomhed og tilfører en overraskende ro.
At finde et ståsted i verden er ikke noget man vælger
eller opfinder.
Gennem den franske forfatter Jean Gaston Alfred Ponge har Frostholm lært at tage tingenes parti, at alt findes på overfladen. Lykken findes ved at vi vender os mod tingene, beskriver dem igen og igen, fra flere sider, fordi det at tænke er en bro mellem ting. At tænke er at være blandt tingene, at lade sig bære.
(Du kan også lese og følge Cinepolitical, vår redaktør Truls Lies kommentarer på X.)
