Bestill sommerutgaven her

Den omfattende selvisolation

The Corona Generation. Coming of Age in a Crisis
Forfatter: Jennie Bristow og Emma Gilland
Forlag: Zer0 Books (Storbritannien)
COVID19 / SARS i 2003, fugle-influenza i 2005, MERS i 2012, Ebola i 2014, kombineret med finanskrise, massive flygtningestrømme, og revolutioner i Mellemøsten og Greta Thunbergs skingre dommedagsrøst, havde i vid udstrækning immuniseret befolkningen mod noget så abstrakt som Covid19.

En af de formaninger, vi er blevet vant til at høre under pandemien er, at vi skal sørge for «at holde R under 1». Det betyder at virussens reproduktionsrate skal holdes nede, således at hver smittet person statistisk set smitter mindre end én anden person. Derved forhindres den i at sprede sig eksponentielt. Det giver umiddelbart samfundsmæssig fornuft.

Men det fører så også til et fænomen, vi er kommet til at kende alt for godt, nemlig den omfattende selvisolation, der har været normen i det meste af verden i et par år. Og det har drastiske mentale konsekvenser.

Det giver nu mening at tale om corona-generationen.

En af de meget udsatte grupper hvad dette angår, er den unge generation, hvor netop denne abrupte begrænsning af social kontakt bryder stærkt destruktivt ind i en lang række normer og aspirationer, der alle knytter sig til den vigtige fase, hvor man lærer sig selv at kende på en ny måde ved at interagere med andre mennesker. Så hvor vi hidtil har haft Generation Z som pejlemærke for udviklingen, giver det nu mening at tale om Corona-generationen.

Covid19

Den britiske sociolog Jennie Bristow har sammen med sin datter skrevet en klog og indtagende lille bog om fænomenet. Det er blevet en dybt personlig beretning, hvilket giver argumenterne en særlig vægt, men forfatteren tager så også forskerbrillerne på, og sætter det hele ind i et større samfundsmæssigt perspektiv. Hvad betyder dette for den unge generation her og nu, og hvordan vil det forme fremtiden?

Som nyttig referenceramme benytter bogen AIDS-epidemien tilbage i 1980’erne. Den satte en naturlig frygt i den unge generation, som ikke mindst fik et skævt forhold til forældregenerationen, der havde haft det privilegium at kunne dyrke sex uden frygt for mulige konsekvenser.

Men AIDS fremstod på den anden side også som noget relativt konkret. Man kunne bare beskytte sig, eller afholde sig fra sex. Covid19 kom til at stå som en diffus trussel på en helt anden måde, og da de første lukninger kom, reagerede de unge nærmest med fornøjelse, for fri fra skole og aflyste eksaminer kunne da ikke være andet end en god ting. En professor i politologi, Matthew Flinders, foreslog, at den udbredte apati skyldtes, at den nye norm allerede i nogen tid er blevet krise. SARS i 2003, fugle-influenza i 2005, MERS i 2012, Ebola i 2014, kombineret med finanskrise, massive flygtningestrømme, voldelige revolutioner i Mellemøsten og Greta Thunbergs skingre dommedagsrøst, havde i vid udstrækning immuniseret befolkningen mod noget så abstrakt som Covid19.

Den unge generation kunne umuligt tage dette alvorligt. Derfor iværksatte de britiske myndigheder hvad bedst kan betegnes som en skræmmekampagne. Bogen citerer en meningsmåling, der midt i 2020 viste, at næsten 60 pct. af aldersgruppen 18-34 år betragtede virussen som en alvorlig trussel, til trods for at deres risiko for at dø af covid19 er nærmest forsvindende lille.

Permanent angst

Dette har skabt en ny virkelighed, hvor store dele af befolkningerne i begyndelsen af det 21. århundrede lever i en tilstand af permanent angst. Emma, datteren skriver således om sin følelse af at bevæge sig ude i samfundet, om folk i supermarkedet, der «ikke bare var bange for sygdommen, men for hinanden. Og jeg tror, folk var endnu mere vagtsomme overfor unge, ganske enkelt som følge af fordommene mod at være ung.»

De britiske myndigheder iværksatte hvad bedst kan betegnes som en skræmmekampagne.

Dette er ungdommens dilemma og vanskelige situation. Ved at være afskåret fra den vigtige overgangsrite, der ligger i så tilsyneladende banale ting som den store afslutningsfest i gymnasiet, føler ungdommen ikke, at den træder ind i den voksne verden. Og denne voksne verden er blevet til et frygtsamfund, hvor skyhøje boligpriser og dårligt betalt arbejde gør det ekstra svært at finde en plads i livet.

Babyboomer-generationen der gennem overforbrug og ansvarsløst ressourcespild har gældsat hele den vestlige verden.

Hertil kommer, at det store ansvar for babyboomer-generationen kommer til at falde på de unge af i dag. Det er den nok mest forkælede generation af alle, der gennem overforbrug og ansvarsløst ressourcespild har gældsat hele den vestlige verden, og de lever tilmed længere end forventet. Som en uundgåelig konsekvens føler den unge generation sig svigtet, og set på den led kan de enorme forandringer, som pandemien allerede har skabt i vores samfund, nemt føre til åben krig mellem generationerne.

Der ligger muligvis et positivt element i, at den sociale konkurrence om at være populær og vellidt i skolens dagligdag kan siges at være trådt ud af kraft i takt med at undervisningen er blevet digital. Og på samme måde er der ikke længere den samme prestige i at klare sig godt til en eksamen. På den måde er der opstået en anden følelse af samhørighed, fordi pandemien stiller krav om kollektivt ansvar. Det er noget, som i den positive optik kan skabe øget ansvarsfølelse overfor eksempelvis klima og miljø – og babyboomernes øvrige forsyndelser.

Set i det store perspektiv løber denne generation imidlertid panden mod muren, når de på et tidspunkt kommer ud på et jobmarked, som har forandret sig drastisk og ikke længere giver de samme muligheder, som tidligere generationer havde. Det skaber frygt og angst, og netop fordi der er en generation, som ikke har været gennem de klassiske overgangsriter, vil den enkelte her mangle følelsen af fællesskab og stå helt alene.

Avatar photo
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Du vil kanskje også like