En af de formaninger, vi er blevet vant til at høre under pandemien er, at vi skal sørge for «at holde R under 1». Det betyder at virussens reproduktionsrate skal holdes nede, således at hver smittet person statistisk set smitter mindre end én anden person. Derved forhindres den i at sprede sig eksponentielt. Det giver umiddelbart samfundsmæssig fornuft.
Men det fører så også til et fænomen, vi er kommet til at kende alt for godt, nemlig den omfattende selvisolation, der har været normen i det meste af verden i et par år. Og det har drastiske mentale konsekvenser.
Det giver nu mening at tale om corona-generationen.
En af de meget udsatte grupper hvad dette angår, er den unge generation, hvor netop denne abrupte begrænsning af social kontakt bryder stærkt destruktivt ind i en lang række normer og aspirationer, der alle knytter sig til den vigtige fase, hvor man lærer sig selv at kende på en ny måde ved at interagere . . .
Kjære leser.
For å lese videre, opprett ny fri leserkonto med din epost,
eller logg inn om du har gjort det tidligere.(klikk på glemt passord om du ikke har fått det på epost allerede).
Velg evt abonnement (69kr)