I 2017 besøgte fotograf Kajsa Gullberg en swingerklub i København i et privat ærinde. Gullberg ville udvide billedet af sig selv og sin seksualitet, og for første gang følte hun sig rigtig tryg: I sexklubben kunne hun udforske sit begær uden at frygte overgreb eller verbal udskamning, fordi klubbens husregler er faste: Et nej er altid et nej, intolerance er uacceptabelt, og alkohol må kun indtages i beskedne mængder. Regler som disse skaber et seksuelt safe space for klubbens brugere: et sted, hvor de tør udfolde sig, fordi det, så længe reglerne overholdes, ingen fysiske eller sociale konsekvenser har. Gullbergs erfaring var, at det især var et rum, som klubbens kvinder havde glæde af.
I et interview i Weekendavisen i Danmark i forbindelse med udgivelsen af bogen The House of Mirror , der tager os med ind i klubben, sådan som Gullberg oplevede den, udtalte hun: «Jeg tror bestemt ikke, at alle mænd er krænkere, men lige nu er de helt på herrens mark, fordi de skal stå for hele det seksuelle initiativ, samtidig med at kvinder aldrig får lov at definere deres egen lyst. MeToo var i høj grad en undersøgelse af retten til at sige ‘nej’, og den er ekstremt vigtig. Men vi bliver også nødt til at undersøge, hvad vi ønsker at sige ‘ja’ til.»
Kvindens dobbeltrolle er svær at forvalte. Som kvinde må man navigere mellem forbud og påbud, være dydig ude og begærlig hjemme. Og mens en mand med mange sexpartnere vinder anerkendelse, vil en tilsvarende kvinde tabe den.
Egen tilfredsstillelse
MeToo rettet et kærkomment søgelys på krænkelses- og overgrebssager, på kulturens syn på kvinden og kvindens ret til at sige ‘nej’, men vi mangler ifølge Gullberg stadig anerkendelsen af kvindens ret til at sige ‘ja’, på egne præmisser. Og det var det, der skete i klubben: Reglerne satte kvinderne fri, de blev deres begær bevidst. Med fremmede analogier sætter Gullberg uvante kvindebilleder i omløb. Hun sammenligner klubbens kvinder, én efter én, med sultne løver, kloge høge og børn i slikbutikker uden voksne. Alle er de kvinder, der ikke efterlever patriarkatets retningslinjer for kvinden. Det er kvinder, der er mere optaget af deres egen tilfredsstillelse end af mandens.
The Houses of Mirrors vil statuere nye eksempler på kvinden.
I klubben er fat shaming forbudt, og inde bag murerne vendes samfundets traditionelle magtstrukturer spontant og uden overlæg på hovedet: «I do not define myself as a feminist, she responded, but I can see what you mean. And she laughed.»
Et krops- og sexpositivistisk manifest
Gullberg er en Sokrates light i sexklubben. Spørgsmål får klubbens brugere til selv at reflektere: «Do you feel yourself dominated when you get penetrated, I asked. Many men say yes without hesitation.» Og alligevel mener en mand ikke, at han dominerer Gullberg, når han penetrerer hende: «No, of course not, one of them answered, but maybe I would feel dominated if you penetrated me because it’s not part of the norm?» Et ræsonnement afprøves, forsigtigt som et spørgsmål, og ikke kun følelsen af at blive domineret. Valoriseringen af denne følelse er kulturelt betinget – afhængig af, hvilket køn der oplever den.
Ironisk nok er det ikke fotografierne fra klubben, slørede og rødtonede, men ordene, der gør størst indtryk på mig. Gullbergs bog er både et krops- og et sexpositivistisk manifest: The Houses of Mirrors vil statuere nye eksempler på kvinden.
Spejlinger i andre kvindetyper kan potentielt forandre et selvbillede, som er begrænset af kulturen. Hvad ser du, når du kigger dig i et spejl? Sociale magtstrukturer? For hvis skyld holder vi fast i stereotyperne? Vil du have noget imod, at din partner havde flere elskere, hvis det var almindeligt? Hvad gør, at vi føler, som vi gør? Hvor påvirkelige er vi? Og hvor bekendt er du med dine egne lyster?
