«We, the Nature»

Daniel Christian Wahl: Designing Regenerative Cultures: Living the Questions Together Triarchy Press. UK

Narrativet om mennesket som adskilt fra naturen må vike for narrativet om interbeing.

Med kombinationen af den globale opvarmning og urbaniseringen er menneskeheden tvunget til at stille sig – og at leve med – spørgsmål på et dybere plan. Refleksionen har været under udvikling under nogle århundreder, som reaktion på antropocentrismens iboende mindset.

Nu tvinges menneskene til at skulle forholde sig til livet som en planetarisk proces, før eller siden. For ikke alene har vi på en række parametre i vores livsførelse bevæget os ud over de planetare grænser, men med «den store acceleration» i form af den eksponentielle vækst er vi nu fanget i de traditionelle løsningsplatforme og må udvikle en systemisk tænkning. Her er det holistiske svar, ifølge Daniel Christian Wahl, «designing regenerative cultures». «Sustainability is not enough; we need regenerative cultures».

Det regenerative tankesæt har Daniel Wahl udviklet med basis i studier i holistisk videnskab på Schumacher College. Hans ph.d.-teser omhandlede Design for Human and Planetary Health, hvori der blev redegjort for, hvorledes der – konfronteret med det komplekse og nødvendigheden af at indføre bæredygtighed – kan anbefales nye udviklingsveje ved øget borgerdeltagelse.

«We, the People» burde ha hett «We, the Nature».

Strandet på en udviklingsvej og med et narrativ, der ikke tilbyder menneskeheden nogen fremtid vi kan forbinde os med, er vi som pilgrimme tvunget til at skulle vælge det transformative frem for den gængse videreudviklende innovation.

Med sin bog udstyrer Wahl den søgende pilgrim med en række spørgsmål, der kan guide til transformativ innovation og resiliens. For eksempel: Hvorfor er det, at vi skal tænke og handle mere systemisk? Hvorfor understøtter resiliens og helhedstænkning sundheden?

Designing holistisk. Design-begrebet har de seneste årtier opnået en fremtrædende plads i samfundsdebatten. Fra et fokus på industriprodukter og indretning af menneskeboligen er begrebet mere og mere anvendt for eksempel ved indretning af boligkvarterer. Med livet som en planetarisk proces nu også som en kultur, hvor nødvendigheden af det regenerative får en særlig plads.

Indledtes en ny historisk periode efter 2. verdenskrig med FN’s formålsparagraf og «We, the People …», så tilsiger systemanalysen med design af regenerative kulturer, at en formulering i stedet nok burde have været «We, the Nature ….».

Bogen tilfører – med den vejledning som den tilbyder – sin læser en appetit på ny indsigt. Hele tiden nødvendigvis i en dialog og i et opgør med indlærte forestillinger. Et narrativ om adskillelsen (menneske–natur) må vige for narrativet om interbeing, som udtryk for altings indbyrdes afhængighed, som proces og relation.

Ved læsningen af bogen toner en gigantisk folkeoplysningsopgave frem i horisonten. Den transformative innovation nødvendiggør en omfattende økologisk og social dannelsesproces, i uddannelse og forskning, i samfundsinstitutioner og ved etablering af nye enheder, der kan fungere som drivere for transformationen. «To care for the Earth and to care for others is to care for ourselves».

Med indretningen af en livsførelse med fokus på transformativ innovation skærpes interessen for at udvikle og forfine et begrebsunivers, der matcher udfordringerne. Indholdet i loven om den ujævne og kombinerede udvikling, forsigtighedsprincippet, omstillingsprocessens forskellige udviklingshorisonter med videre udfoldes for den pilgrimssøgende, til refleksion og efterprøvelse i virkeligheden, hvor «spørgsmålene må leves».

Periodens karakter. For den samfundsborger, der traditionelt har taget et samfundsansvar, har udgangspunktet for engagementet ændret sig i efterkrigstiden.

Med afslutningen på krigen i 1945 fandt sejrherrerne sammen om at etablere et system af internationale institutioner som samtidig lagde kimen til en ny verdensorden. Loven om den ujævne og kombinerede udvikling klarlagde, at der var tale om center–periferi-relationer samtidig med, at Sovjetunionen og den russiske revolution medførte sociale og politiske efterklange helt frem til århundredets afslutning.

«To care for the Earth and to care for others is to care for ourselves.»

Med afkoloniseringens første fase intensiveredes en række vestlige landes udviklingsbistand for at bringe de tidligere kolonilande på fode, men den humanitære indsats var hæmmet af, at den politiske uafhængighed ikke blev ledsaget af en økonomisk uafhængighed. Med altovervejende statslige midler etableredes miljøer i en række vestlige lande med fokus på menneskerettigheder og global retfærdighed, i et velment ønske om et opgør med kolonitidens normer.

Med konsekvenserne af den accelererende økonomiske globalisering udvikledes en mere grundlæggende kritik af væksten. Rachel Carson dokumenterede i sin bog Silent Spring de skadelige konsekvenser for miljøet ved anvendelsen af DDT, og Club of Rome bidrog i årene der fulgte med at dokumentere, at der er grænser for væksten. En fordybelse i og en dekonstruktion af den økonomiske væksts mange elementer eller indikatorer udvikledes med degrowth-bevægelsen.

På det politiske plan afspejledes truslen sig i første omgang mod miljøet, men med «den store acceleration» også mod civilisationen, som ved FN’s konferencer i 1972, 1992 og 2012. Den foreløbige kulmination på denne udvikling har været «the Big Five» – fem FN-konferencer i 2015–16, heriblandt konferencen om de 17 verdensmål («Sustainable Development Goals»).

Med 1968 som året med en samlet global manifestation og samtidig en introduktion til en mere grundlæggende systemkritik med udvikling af forskellige nye livspraksis udvikledes alternative miljøer, hvor tanke, følelse og vilje og kombinationer heraf sås inden for politik, de eksperimenterende kunstneriske miljø og ved etablering af forskellige former for produktionskollektiver. Den globale opvarmning, nødvendigheden af en omlægning til vedvarende energi samt kritikken af det industrielle landbrug med videre affødte udviklingen af grænseoverskridende livspraksisser som permakultur, transition towns og ecovillage-bevægelsen.

Wahls bog formulerer sig helt uden det aktuelle politiske univers, og uafhængigt af, hvor på planeten man befinder sig. Han minder os om, at vi som mennesker er en del af naturen, men at vi med «den store acceleration» har bevæget os væk fra den udviklingsvej.   Ved at tage i brug transformativ innovation og regenerativ kultur-design kan en ny generation søgende pilgrimme forhåbentlig «bringe Titanic i havn».