Abonnement 790/år eller 190/kvartal

Vilje-til-ikke-at-ville-vide

Katastrofer, Pandemi!2, Corona, Climate, Chronic Emergency
ØKOLOGI / Vil vi bukke under for fristelsen til at ville uvidenheden? Øko-revolutionen må enten være global, eller den er intet.

Covid-19-pandemien bragte risici frem i lyset, som kun få havde forudset det – hundrede år efter den spanske syge. Mange spørgsmål toner frem om vores nye liv med pandemien. Men også sommerens hede, skovbrande og oversvømmelser rejser nye spørgsmål om vores sårbarhed.

I Danmark har Beredskabsstyrelsen defineret en katastrofe som noget man «ikke kan håndtere med det beredskab man har til rådighed». Men som Kristian Cedervall Lauta også påpeger i sin bog «Katastrofer», så frembringer katastrofer også en erfaring, som giver mulighed for læring og ny indsigt – om «håndtering af klimakriser, biodiversitet, nye teknologier, krig og sammenbrud».

Lautas hensigt med bogen er at indlede en samtale om, hvad det er «vi bør ændre for at kunne blive ved med at leve». Og så spørger han: «Hvad lærte COVID-19 os om Danmark og danskerne? Var vi onde eller gode, solidariske eller gridske, hvem var sårbare, hvad holdt samfundet oppe, og hvad kunne vores institutioner klare? Hvem fik ret og til hvad?»

Som juraprofessor med speciale i katastroferet bringer Lauta mange beskrivelser af omstændigheder ved katastrofer og ulykker frem. I et afsluttende kapitel redegør Lauta for, hvad katastrofer fortæller os om fremtiden. Lauta påpeger, at myndigheder kendte til faren ved pandemier, som kan true samfundets funktionsdygtighed – og alligevel stod hele verden uforberedt. Lauta afslutter bogen med en kategorisering af risici og indleder med at slå fast, at man naturligvis skal turde møde faren.

I et afsnit «Indirekte vores skyld: klimaforandringer, biodiversitets tab, pandemier» påpeger Lauta det dilemma de nationale beslutningstagere står i: som sikkerhedsspørgsmål skal de varetage nationens interesser, men reelt kan de skitserede risici kun løses globalt.

I afsnittet «Klart vores skyld: tåbelighed, terrorisme og teknologi» er den store ubekendte netop teknologien, som «med hvert skridt i retning af mere potent og effektiv teknologi også (rummer) en risiko for misbrug eller fejl».

Lauta sætter sin lid og sit håb til FN’s 17 Verdensmål og slutter bogen af med at henvise til en kinesisk vismand: «Det hele skal nok gå, hvis vi alle husker at hæve blikket og hjælper hinanden med at flytte én sten ad gangen».

Den perfekte storm

Hvor andre henholder sig til etik og tro, så fastholder klimabevægelsen, at det er videnskabens forskningsresultater, vi må tage udgangspunkt i, når vi skal orientere os ind i en fremtid med forudsigelige klimaændringer.

Pave Benedikt XVI og filosoffen Jürgen Habermas skrev i 2011 sammen bogen Dialektik der Säkulariesierung. Heri føjede de to forfattere sig ind i en tradition om at reducere tiltroen til videnskabens resultater. Traditionen fremstår som et ekko fra Kant, som hævdede, at man bliver nødt til at «afskaffe viden for at skabe plads til tro». For – som Zizek refererer filosoffen Kant for at mene – «kun tro kan redde vores frihed og moralske autonomi».

Den vilje-til-ikke-at-ville-vide – som verden over har manifesteret sig da befolkningsgrupper afviste at tage Covid-19-pandemien alvorligt – kan identificeres til to hovedstrømninger, der findes hos både højrepopulisterne og hos «nogle venstreorienterede under forskellige former, herunder de direkte benægtere og i tilflugten til konspirationsteorier».

Det grundlæggende spørgsmål vi – som Zizek ser det – må stille os er: «Vil vi bukke under for fristelsen til at ville uvidenheden, eller er vi klar til virkelig at gennemtænke pandemien, ikke kun som et biokemisk sundhedsproblem, men som en problematik, der er rodfæstet i den komplekse helhed af vores (dvs. menneskehedens) plads i naturen og af vores sociale og ideologiske forhold – en beslutning, der vil kunne medføre, at vi kommer til at opføre os «unaturligt» og må konstruere en ny normalitet».

I kølvandet på Trumps forskellige udskejelser hævder Zizek, at vi er nødt til at ændre verden radikalt, hvis vi bare vil have den til at forblive som den er. Hvis vi ikke gør noget, så vil vores verden snart blive uigenkendelig for dens beboere. Men frem for som paven at hævde, at hvad der skal til er en helt ny etisk dimension, så bør vi sammen arbejde på at forstå «alle dimensionerne i den krise som vi befinder os i». Vi skal nemlig undgå at trække kun en enkel dimension frem, f.eks. den økologiske – i stedet skal vi udvikle en helhedsforståelse.

Zizek fremfører, at det globale kapitalistiske system nærmer sig den perfekte storm. De internationale konflikter, de antiracistiske protester kombineret med sundhedskrisen og de økologiske og økonomiske kriser skaber i kraft af de mange kampe grobund for et enormt frigørelsespotentiale.

Malms krigskommunisme

De mange naturkatastrofer hænger sammen og er indbyrdes forbundne. Forskeren ved Lund Universitet, Andreas Malms ærinder med bogen Corona, Climate, Chronic Emergency er at han vil belyse den dybere sammenhæng mellem Covid-19 pandemien og klimaændringerne. Som med oversvømmelserne, hedebølger og skovbrande – de kan føres tilbage til den globale opvarmning. De omtalte udtryk for den globale opvarmning er menneskeskabte.

Malm har hvad han kalder en øko-leninistisk plan: Han har fundet inspiration i den «war communism», som bolsjevikkerne introducerede de russiske arbejdere til forud for Oktoberrevolutionen i 1917. Malms bog bærer derfor også undertitlen «War communism in the twenty-first century».

Men hvordan og af hvem forestiller Malm sig at krigskommunisme skal organiseres i samfundet?

Siden – efter revolutionen – søgte bolsjevikkerne krigskommunismen praktiseret gennem arbejderråd (sovjetter). Formålet med «war communism» var iflg. Malm at tvinge verdenssamfundet til at gennemføre omlægninger af samfundene, så udbytningen kunne standses og befolkningen kunne blive introduceret til at leve meningsfulde liv. I dag forestiller Malm sig at en sådan udvikling må ske med staten i en deltagende central rolle.

Men hvordan og af hvem forestiller Malm sig at krigskommunisme skal organiseres i samfundet? Og hvorledes skal et sådant samfund forberedes? Og hvorledes tænker Malm, at etableringen af krigskommunisme vil påvirke den personlige myndighed og friheden for mennesket? Sådanne spørgsmål blæser i vinden.

Rusland 1917 – med en stor forarmet og krigshærget industriarbejderklasse – kan naturligvis ikke sammenlignes med det samfund vi kender i dag. Rusland – et tilbagestående land – udgjorde det svageste led i verdensimperialismen. Kun for en kort periode udgjorde Rusland en mulighed for at indtage en position som fortrop i verdensrevolutionen.

I dag fremstår verdenssamfundet helt anderledes økonomisk, politisk og kulturelt komplekst. Samtidig står civilisationen i en eksistenskamp. Nationalisme, højrepopulisme, kulturel forarmelse med drugs, sexisme, underholdning og forbrug truer den almindelige humanisme, der ellers havde fået et opsving efter Anden Verdenskrigs rædsler. Den gamle trotskistiske formulering «humanismens krise er udtryk for krise i det revolutionære lederskab», trænger i den grad til at blive opdateret, noterer Malm.

Men hvordan man i dag i 2021 kan mobilisere arbejderklassen og andre sociale – er det store spørgsmål. Og hvem kan i øvrigt overhovedet forestille sig et nyt samfund eller bare et overgangssamfund uden arbejderens og håndværkets medvirken?

Ligesom russernes efterfølgende vision om «socialisme i ét land» – på bekostning af internationalismen – ikke tilbød nogen bæredygtig vision der kunne bidrage til et verdensomspændende paradigmeskifte, således gør isolerede øko-samfund det ej heller i sig selv. Øko-revolutionen er enten global, eller den er intet. Den globale opvarmning og biodiversiteten kender ingen fysiske eller geografiske grænser – scenarierne er pr. definition globale.

Vinduet til et frihedsrum

I dag ser verden en mangfoldighed af isolerede initiativer, der samlet giver et billede på et regenerativt, resilient, inkluderende, mere lige og bæredygtigt samfund inden for planetens grænser.

Til slutt: Filosoffen Ernest Block påpegede, at vinduet til et frihedsrum i 1917 stod åbent en kort stund inden vinduet blev smækket i og har været lukket lige siden. Kan vi i dag få øje på noget vindue og hvis vi kan, er vinduet så åbent og hvor længe vil det i givet fald være det?

Niels Johan Juhl-Nielsen
Niels Johan Juhl-Nielsen
Juhl-Nielsen er bosatt i København.

Du vil kanskje også like