Pia Søltoft: Kunsten at vælge sig selv. Om Kierkegaard, coaching og lederskab

Forfatter Pia Søltoft ser i Kierkegaards dialogfilosofi et oplagt bidrag til moderne coaching.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Pia Søltoft: Kunsten at vælge sig selv. Om Kierkegaard, coaching og lederskab. Akademisk forlag, 2015

Når jeg får en selvhjælpsbog i hånden, får jeg lyst til at trække min seksløber. Som regel ender jeg med at kyle bogen i skraldespanden for derefter at sætte mig over i hjørnet og genlæse en af Samuel Becketts romaner eller teaterstykker. Becketts evne til at blæse humor ind på bunden af afmagten gør noget ved selve min evne til at se mig selv og menneskene omkring – jeg ser dem som de er: skrøbelige, latterlige, kærlige.

Vi præsterer. Jeg nævner dette fordi afmagten, eller det som Søren Kierkegaard kalder fortvivlelsen (som ikke helt er det samme), er et udmærket sted at starte hvis man skal forstå hvorfor dette ikke er nogen selvhjælpsbog. Det er ikke en grøntspættebog spækket med positive ord der skal lede os hen mod lyset. Det er en bog der på en måde udsletter alle andre bøger om coaching. Den enkelte kan nemlig først forvandle sig hvis han afstår fra at skubbe smerten og fortvivlelsen foran sig. At se fortvivlelsen i øjnene er en god begyndelse. Fortvivlelsen tilhører nemlig den form for negativitet som Chul Han (Træthedssamfundet) mener er ved at forsvinde i et samfund præget af præstationsfiksering og produktivisme. Chul Hans tanker om præstationssamfundet er en styrende samtalepartner i Søltofts forsøg på at give Kierkegaard fornyet relevans og kraft. Det senmoderne menneskes lidelser og patologiske tilstand kan ifølge Chul Han føres tilbage til dette «overmål af positivitet». Positivitetens herredømme skyldes overmætning, overproduktion, overkapacitet, overkommunikation. Vi vil for meget. Den store taber er evnen til at tvivle, vores kritiske sans, og modet til at stå ved os selv; ikke følge flokken, men gå ned i tempo og gøre det tankearbejde der er nødvendigt for at kunne tage værdier alvorlige, forstå deres almene karakter der hæver os op over egeninteressen.

Kierkegaard var coach, siger hun – ordet var bare ikke opfundet.

Vi fortvivler. Fortvivlelsen knytter sig til menneskets fejlagtige selvforhold, ikke at ville være det selv men er. Der findes forskellige former for fortvivlelse, med mulighedens fortvivlelse som den i dag mest udbredte. Her er alt muligt, men også ligegyldigt. Vi kender ham som den travle der har for travlt med at præstere og derfor ikke tid til at tænke over, hvad og hvorfor han eller hun præsterer. «Der er tale om fortvivlelse, fordi Den Travle egentlig slet ikke elsker sig selv, sit selv, men kun det selv, han eller hun gør sig til ved at være travl. De elsker et selv der andre har bestemt er elskværdigt på baggrund af en række tidstypiske og dermed relative kriterier, der er særligt fremtrædende i det senmoderne præstationssamfund. Som type er Den Travle som oftest blot en uerkendt Spidsborger, men kan udvikle sig både til en Vindbeutel [en bøyle som beveger seg med vindens retning, red.anm.], der hele tiden skifter mening, eller en Vindsluger, der slet ikke har nogen mening.» Den, der hele tiden skal præstere, genopfinde sig selv, vælge vilkårligheden, er dybest set fortvivlet, men holder den gående ved kynisme og ligegyldighed måske mærket af en tomhed af daglig, depressiv melankoli. Borte er sansen for tingenes varighed, skønhed og bestandighed. Livets mening er parkeret i arbejdet styret af en stadig jagt på nye projekter. Måske er han udmattet? Men er han så træt at han er klar til Kierkegaard, klar til at åbne sig for værdiers alvor, klar til den kunst det er at eksistere?

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.