Og:
The Political Vocation of Philosophy
Marranos. The other of the Other
Suveræn virus. Den kapitalistiske åndenød
USA
En politisk træthed og udmattelse har ramt vores tid. Det er svært at sætte ord på eller bare forklare den daglige strøm af problemer, følelsen af afmægtighed, utilfredsstillede behov og frustrerede begær, der gennemsyrer vores verden. De fleste af os har for travlt til at gøre noget ved det, orker ikke, kan ikke andet end nøjes med at forfølge vores eget liv. Ofte i ret så forudsigelige og genkendelige baner.
Og midt i vores travlhed, midt i jagten på ny stræben, ny forandring, ny overskridelse, aner man en flugt, en flugt væk fra angsten over ikke længere at kunne skimte en vej ud. Ingen exit, intet udenfor, ingen virkelig overskridelse. Intet virkelig nyt. «Vi lever i en kvælende nutidsindrettet verden», skriver Donatella Di Cesare i The Political Vocation of Philosophy: «en tid der baserer sig selv på alt det som ikke skal kunne ramme os, gøre skade på os, som hævder at have immuniseret os selv overfor ethvert udenfor. Således har denne tid nedsvælget, forvist og destrueret alt det som er anderledes end den selv. Drevet frem af en stadig mere hoven immunologisk impuls: nemlig, at forblive ubeskadiget, at fortsætte, rask og uskadt.» Samfundene er i dag en trykkoger af frygt, afmægtighed og længsel efter forandring.
Rør mig ikke: Det immunitære demokrati
For Di Cesare er den filosofiske erkendelse af virkeligheden forbundet med vores praktiske forståelse for godhed og skønhed. For hende må vi genopdage en klassisk figur der forbinder det filosofiske kald med det engagerende menneskes kamp mod uretfærdighed.
Di Cesare er kendt som kvinden der gjorde karriere på Heidegger og tysk filosofihistorie, og som i sit sene efterår, hun er nu 66 år. Hun skriver bøger med vrede, engagement og skarpsindighed, der hudfletter en verdensomspændende død politisk kultur lammet af kapitalisme og sikkerhedspolitik: Om vestlige samfund der opretholder status quo og forsvarer eliterne og den privilegerede middelklasse. Resultatet er hvad hun kalder «det immunitære demokrati». Man foretrækker sikkerhed og beskyttelse fremfor deltagelse og kritik.
«Drevet frem af en stadig mere hoven immunologisk impuls: nemlig, at forblive ubeskadiget, at fortsætte, rask og uskadt.»
Denne model der har fundet sit mest eklatante udtryk i USA, er i færd med at sprede sig ud over resten af den vestlige verden. Den kan for Di Cesare summeres op i én formel: noli me tangere – «rør mig ikke». En politisk kultur styret af frygten for den fremmede og fremtiden og et nutidsindrettet markedssamfund hvor der kun er det der er her og nu. Ifølge henne er der næsten ingenting i den politiske kultur som peger ud over nutiden og ind i fremtiden.
Di Cesare skriver en blanding af samtidsdiagnose og politisk filosofi, hvor de gamle politologiske figurer stat og borger, individ og rettigheder, konstituerende og konstituerede krav er brudt sammen og opretholder et skindemokrati til fordel for sikkerhed, kontrol og kortsigtede konkurrencehensyn.
Frygten: Et mentalt klima
Det immunitære demokrati, som hun skriver om i bogen Suveræn virus. Den kapitalistiske åndenød, er en kultur båret frem af frygt, en diffus allerstedsnærværende frygt der truer folket, om det er terrorisme, corona eller hacking. Usikkerhed driver politikken frem. Undtagelser og særlove, skabe uklare og flydende overgange mellem politik, jura og sundhed.
Under coronaperioden accepterede og forstod alle den biologiske sprogbrug om at immunisere og beskytte sig mod udefrakommende fjendtlige bakterier der kunne invadere og skade kroppen. Men for Di Cesare har politikken i Vesten i lang tid gjort immunisering til den afgørende politiske strategi. Det har længe handlet om at inddæmme, afskærme, udelukke, risikovurdere og sikre sig selv mod alt fremmed der måtte trænge ind udefra. Det være flygtninge, virusangreb, hackerangreb, flodbølger, hedebølger, disruptiv finansudsving, klimakollaps, og ja fremtiden selv.
Di Cesare tænker videre på sine to kollager og landsmænd Giorgio Agamben og Roberto Esposito sine tanker om biopolitik. Men for hende er det mere eksistentielt, mere omsiggribende. Det handler om at vi i dag har skabt et mentalt klima for en måde at tænke politik på, der holder os fanget og som låser megen politik fast.
Flygtninge, virusangreb, hackerangreb, flodbølger, hedebølger, disruptiv finansudsving og
klimakollaps.
Det som for Di Cesare bliver tydeligt i disse år, er at liberal politik har fejlet. Som sagt i Suveræn virus: «Liberalismens største begrænsning er at den forveksler garanti med frihed.» For bag sin frihedstrang stikker det borgerlige menneske sit sande ansigt frem: den borgerlige opfatter verden som farlig. Og livet skal leves under så få elementære trusler og forstyrrelser som muligt. Man påvirkes ikke – men pånødes.
Det være sig banker, luksusbutikker, Appleforretninger, lukninger af humanistiske studier,
ligegyldigheden overfor vækstens naturødelæggelser.
Det er dette borgerlige mikrokosmos der forskanser sig i sit hjem, sin privathed, sin mikroverden. Massen er i dag disciplineret til denne selvindlemmelse i privatheden, den relative sikkerhed, som hun skriver med Elias Canetti (Masse og magt). Den liberale politiks slogan «Du kan selv, du er ikke et offer», lyder godt, men lider under en bekvem abstraktion der forveksler individualitet med individualisme. Men der er langt fra lykkeridderens opportunisme til den politisk engagerede entreprenør. Det menneske der i dag ynder at kalde sig selv «liberal», har meget lidt at stå imod de irrationelle impulser og beslutninger der styrer markedet og jagten på den kortsigtet vinding. Dette har vist sig ødelæggende for den politiske kultur, for klimakampen og troen på fremtiden.
Danmark
Dette sætter sit præg på hele det politiske landskab. I den danske valgkamp appellerer man overalt til tryghed og følelsen af usikkerhed. Herunder frygten for den fremmede og frygten for at miste den velstand og rigdom man allerede har. Skattelettelser og mere forbrug topper den politiske fantasi. Resultatet er en lukkethed hvor frygt og arrogance går hånd i hånd.
Fra Suveræn Virus: «Fattige og udstødte vækker ikke medfølelse, men derimod en blanding af vrede, misbilligelse og frygt.» Og glidningen fra det sociale til det biologiske holdes intakt: «Gennem virussens briller viser demokratiet i de vestlige lande sig at være et immunitetssystem som har fungeret længe og nu skrider frem på en mere åbenlys måde.» Det immunitære demokrati kan derfor ikke adskilles fra sikkerhedsstaten der længe har udgjort paradigmet for politisk ledelse – hvor sikkerhed ikke handler om forebyggelse men at styre usikkerheden i en normaliserende retning. Staten styrer på virkningerne og ikke årsagerne, med det resultat at den skal bruge stadig flere ressourcer og opmærksomhed på kontrol, politi, overvågning og inddæmning.
Stadig flEre ressourcer og opmærksomhed på kontrol, politi, overvågning
og inddæmning.
En ven af mig, siger at vi ikke har brug for mere politik, men terapi. En anden dansk ven, der har boet det meste af sit voksenliv i UK, siger til mig: «Alt i Danmark handler om politik, reformer, kommissioner, reguleringer, alt kan ordnes med ’administration’.» Begge udsagn har for mig at se meget at gøre med det Di Cesare omtaler som «det tabte kald», der igen er forbundet med en tro.
Overalt er det politiske klima mærket af én ting: Vi er bange. Vi er bange for den fremmede, for fremtiden, for det ukendte, for arbejdet, for ikke at slå til, for os selv, for livet. Vi mangler troen, ikke troen på Gud, men en tro på verden. Tro forstået som en tillid, en tillid til den anden, til os selv, til forestillingsevnen, til stedet, til jorden, til livsrytmen, det lokale, til meningen. Derfor er megen politisk kultur død og ernærer sig af afmagt og spontane affekter. Partier har skiftet principper og langsigtede mål ud med hurtige meningsmålinger og fokusgrupper, valgkampen er flyttet fra gader og stræder til tv og sociale medier. Alt er koreograferet og iscenesat.
Der er «noget i atmosfæren, den luft vi indånder», siger Di Cesare, noget i den disciplinære sprogmaskine. Overalt vænnes vi til at tale på bestemte måder. Tingene er allerede indrettet på en talemåde. Som et teflonlag smurt udover sproget. Det er blevet svært at høre en anden stemme. Noget som forbinder én med alt det som er vidunderlig langt væk og helt tæt på, som løber i mine vener, i halspulsåren. «Luften er ikke længere uskyldig», skriver De Cesare, «der er noget i luften som får os til at gispe». Som om vi mangler frisk luft. Det har stået på længe, også før corona, sidstnævnte har bare udstillet det.
Oprørets impuls: et hul midt i staten
Hvordan slå hul i dette politiske dødvande, hvordan bringe modstandens impuls tilbage til den politiske arena? Hvordan forstå oprøret i dag? De etablerede politiske institutioner og deres ledelse forbinder oprør med noget ikke-styrbart og kaotisk. Men oprør for Di Cesare lader sig ikke styre og tæmme, som hun skriver i sin sidste bog, The Time of Revolt. Det handler om at genvække en forbindelse med dette udenfor, det som åbner for et hul midt i staten.
Historisk har det tidligere været den «nomadiske barbar», som hun beskriver i Marrano. The Other of the Other, hvor jødiske minoriteter der ikke ville assimileres under det kristne Spanien, som flygtede og immigrerede til andre lande bl.a. Holland – og dér var med til at skabe ét af datidens mest progressive samfund.
Vor tids migrant er vor tids barbar, der ikke taler ind i det officielle politiske sprog og som med sit liv og handlinger kæmper mod den etablerede civilisations normer. Dette «udenfor» siger Di Cesare, er ikke bare kaos og anarki: det er et nyt politisk rum der åbner sig med migranternes bevægelser, de unge i forstæderne, kampen mod den økonomiske elendighed og udsathed. Det handler om at opdage at vi er fælles om en politisk dissens, en modstand og afsky – overfor en statslig orden der styrer enhver kritik og modstand gennem politi og øget militarisering af det offentlige rum.
Men modstandskampe og bevægelser har ændret sig. Man besætter ikke længere universiteterne og fabrikkerne. Det som tidligere forenede de politiske bevægelser med kommunister, syndikalister og anarkister til midten af det 20. århundrede var en forståelse af arbejdet og arbejderklassen som gennem en overvindelse af kapitalismen skulle skabe en ny fælles horisont. Men i dag hvor det globale proletariat er opdelt i lønmodtagerklasser, prekære arbejdere, industrielle reservehære og et overflødigt proletariat, er det blevet vanskeligt at skabe en kollektiv organisering. Ikke kun arbejdet men hele livet er nu underlagt kapitalens og forbrugets magt. Magten virker ikke længere gennem forbud og undertrykkelse som i det gamle fabrikssamfund, men gennem kommunikation og forførelse. Magten er uden centrum, uden ansigt, den er alle steder og ingen steder. Med den konsekvens at modstanden bliver eksistentiel. For Di Cesare lever den oprørske kamp i en spænding mellem «modstand og resignation.»
Dens impuls er gennemtrængt af en negativitet, ikke en modsætning. Den siger nej til at vi blot accepterer verden som den er, men den siger ja til en tro på verden, til skabelse og forandring, ja til naturen, til den anden, og den fremmede. Di Cesare henviser til Camus’ Oprøreren (1964), hvis styrke var at introducere den eksistentielle dimension i oprøret – en skabende impuls, en bekræftelse af noget fællesmenneskeligt, udsatheden – det som åbner for noget kommende. Uden dette dybere ja, vil oprøret forblive kortvarigt. Oprøret baserer sig ikke på repræsentation og synlighed, et identificerbart «vi», der i det offentlige rum insisterer på en demokratisk legitimitet og anerkendelse. Et sådant politisk engagement og krav om synlighed befinder sig stadig indenfor rammerne af den etablerede politiske anerkendelse. Det nuværende politiske systems spilleregler og den heri fødte kamp for synlighed, fungerer ifølge Di Cesare som et magtdispositiv der neutraliserer oprørets impuls, som regulerer modsætningerne til døde og styrer konflikterne bort.
En politisk-eksistentiel relation
«Når vreden indtager gaden, søger den at ramme magten», skriver Di Cesare i The Time of Revolt. Oprøret er ikke destruktivt i sig selv, men må forstås som et symbolsk angreb på den «planetære styring» – det være sig banker, luksusbutikker, Apple-forretninger, lukninger af humanistiske studier, ligegyldigheden overfor vækstens naturødelæggelser. Oprøret må demaskere magtens skjulte ansigter, vise at den er blevet en del af de institutionelle former.
Når studerende i Danmark demonstrerer mod statens lukninger af uddannelser, skal de ikke bare fremvise tal der viser at de er dygtige til at komme i arbejde også med deres uddannelse. De skal afvise de betingelser der begrunder deres uddannelse. Di Cesare efterlyser på en måde mere punk, mindre borgerlighed – mere livsetik. Det hun kalder en «politisk-eksistentiel relation» til én selv, andre og verden, må afløse strejken på fabrikken. Ubehaget og begrænsningen ved strejken er at den mister vægt og intensitet så snart den institutionaliseres. Det samme kan man sige om de studerendes ’oprør’ rundt om i DK og andre steder. For Di Cesare ernærer oprøret sig af ekstra-legale kræfter. En sand civil ulydighed må også være villig til at overtræde den gældende ret, for at synliggøre den rådende retsordens uretfærdighed. Anonymous fx bruger masken til at skjule sig selv, som vitterlig udfordrer staten der kun anerkender sin egen ’maske’ når det kommer til spørgsmålet om at skjule statshemmeligheder. Staten bryder sig ikke om de der ikke har en klar identitet, de usynlige, de anonyme, de tilbagetrukne uproduktive og umærkelige. Men netop disse stemmer og kræfter rummer for Di Cesare et stærkt politiske potentiale. Anonymiteten er en ressource der lægger afstand til magtens former og som gradvis får øje på andre måder at arbejde, producere, leve, tænke og bo på. Di Cesare ser afståelse af magten ( destitution og Marcello Tari), at lægge afstand til staten som et skridt på vejen – men det er først og fremmest oprørets etiske og eksistentielle dimension der optager hende.
Grænseregime
Den tavse majoritet hylder konsensus, staten og de nationale tanker om statsborgerskab. Nationalstaten tages for givet i ethvert spørgsmål om flygtningepolitik, åbningen af nationale grænser. Oprøret derimod må handle om dette grænseregime, om selve den politiske arkitektur, om borgerskab som sådan. Den statsløse og de fremmede med midlertidige ophold er vigtige forbilleder for den politiske kamp ifølge Di Cesare. Hun angriber den fiktion hvorved borgerens forhold til staten baserer sig på en kontrakt der gennem identitetspapirer yder borgeren en bestemt identitet, der til gengæld skal tilpasse sig tingenes rådende ejendomsorden.
Man kan flygte fra dette, som Edward Snowden, gøre krav på at denationalisere sig selv, stille spørgsmålstegn til at skulle høre til statens territorium. Også migranten insisterer på en fri bevægelse, men også på at blive accepteret som en fremmed. Oprøret er åbningen af de frie bevægelser. Oprøret er det som bryder frem midt i tiden, det som bryder med et ensformigt liv, det ensomme liv, det lineære liv, det falske liv. Oprørets impuls kan være det som får os til at vågne op. Det ene øjebliks potentiale kan forbindes med andre momenter andre steder. Andre blokader, andre standsninger, det der standser hverdagslivets vaner og åbner for en anden tid. Det er sådan det oprørske menneske kan vende tilbage.
