NY TID BA OM TO OMTALER AV SAMME BOK: Dette er den første:
De falder på stribe i Danmark for tiden; de mandlige politikere hvis hånd befandt sig på et kvindelår for år tilbage. Nu rammes de af tidens moralske vogtere og bringes ud af spil. Først faldt Morten Østergaard, formand for partiet Radikale, som ellers havde gjort det til en mærkesag at bekæmpe krænkelse og sexisme. Derpå kom turen til Københavns overborgmester, socialdemokraten Frank Jensen, der ligeledes blev sendt ud i kulden efter at flere kvinder stod frem med anklager om krænkende adfærd. Han fik prædikatet seriekrænker, men havde yderst svært ved at se at han havde gjort noget galt. Jensen trak sig primært, fordi han nu ville få svært ved at få arbejdsro til den politiske mission.
Det store spørgsmål er så, om disse mandlige politikere på unfair vis er ramt af tidens identitetspolitiske vinde, der agerer med et ganske andet moralkodeks end det, som fremstod, da krænkelserne foregik? Eller om de blot endelig får den straf, som de gennem alle årene har fortjent, nemlig ved at anvende magten til at skaffe sig adgang til kvinder på misbrugende vis?
Spørger man den engelske debattør Douglas Murray, vil han uden tvivl mene det første. Murray har med Hordernes Hærgen skabt et fyrigt kampskrift mod samtidens moralske strømninger. I fire kapitler – med de sigende titler «homoseksualitet», «kvinder», «race» og «trans» – går Murray i infight med alle de, der blot bruger et af disse ord til at sige noget helst om vores tid. Og dermed taler Murray også til alle de, som gerne vil sige noget kritisk eller ligefrem nedladende om de fire områder – men som ikke tør i frygten for at blive kaldt hadefuld, homofobisk eller politisk ukorrekt.
Murray mener nemlig, at demokratiet er i fare, fordi samtalen udelukkende foregår på de marginaliseredes politisk korrekte principper, som ovenikøbet er funderet i fatalt fejlagtige analyser. Murray allokerer en stor del af miseren til universitetets humanistiske afdelinger, hvor en socialkonstruktivistisk tilgang, der engang var marginal nu er blevet mainstream, og hvor man derfor hurtigt – ifølge Murray altså – ender i et tankegods, der opfatter køn som blot en konstruktion og alting som magt og dermed potentielt undertrykkende.
Ingen er bare offer eller bare overgriper.
Journalistik og Metoo
Noget er uden tvivl under forandring i vor tid. Tillad mig at komme med et anekdotisk om end sigende eksempel. Jeg underviser i disse måneder en række journaliststuderende fra vidt forskellige nationer og kulturer. Ofte har vi diskussioner om hvad journalistik er og bør være. Engang – og det vil sige for 4–5 år siden – sagde de studerende ord som objektiv, neutral, balanceret, substantiel. Nu siger de ord som empatisk, menneskelig, bør give stemme til de, der ingen stemme har.
Er det et problem? Ikke nødvendigvis. For det første er der noget ganske naturligt i, at den slags forandrer sig i takt med, at nye generationer og dermed nye blikke kommer til. Nye anskueliggørelser vinder frem, og nye erfaringer gør sig gældende. Dette er i sig selv befriende.
For det andet kunne journalistikken sikkert godt trænge til en menneskeliggørelse. Den har længe haft en dels en forudsigelig konfliktsøgen og dels en iboende dovenskab, der ofte har gjort, at det er de samme historier, der fortælles, på den samme vis og med brug af samme kilder. De studerendes nye ord kan dog blive et problem, hvis deres tilgang umuliggør en kritisk presse, der er i stand til at kigge demokratiet efter i sømmene. Hvis de forpurrer visse dele af den offentlige samtale i en sådan grad, at denne samtale enten ikke føres eller føres efter så ensidige rammer, at den ligeså godt ikke kunne finde sted.
MeToobevægelsen må ikke ske på bekostning af en åben debat, hvor alle kan komme
til ordre. Også de sexistiske slyngler.
Metoo-bevægelsen
Og sådan har jeg det generelt med tidens ånd. Tag MeToo-bevægelsen. Der er uden tvivl behov for en konfrontation med en kultur, som alt for længe har været funderet på mandens præmisser. Hvor han har raget magt til sig og i denne proces og med denne magt også raget på kvinden i seksuel forstand. Dette bør stoppe. Men det må ikke ske på bekostning af en åben debat, hvor alle kan komme til ordre. Også de sexistiske slyngler. Også de, der stadig synes at det skal være helt rimeligt at flirte løs. Også de, der tilfældigvis er født med en pik og ikke en kusse.
Hvis debatten indskrænkes, har vi flyttet vort samfund til et sted, hvor det aldrig burde kunne komme igen. Den samme gælder bortcensureringer med tilbagevirkende kraft og at dømme fortidens gerninger ud fra et nutidigt standpunkt. Vi skal ikke fjerne fortiden, for det kan vi ikke. Vi skal dermed tage favntag med den, vende og dreje den i vores nutid og derved sikre en fælles fremtid, som er langt bedre og mere menneskelig end det, vi er kommet fra.
Også højreekstremister
Den slags nuanceringer er ikke noget for polemiske Murray. Han har blot én tordnende mission. Og det er en skam, for dermed bliver bogen mere ensidig end godt er. Ved at lade sig opsluge af sin egen tro på samtidens frie liv set i forhold fortidens trældom, formår Murray nærmest at blive blind overfor selve eksistensen af racisme og sexisme. Endvidere er han kun i stand til at se de venstreorienteredes anvendelse af identitetspolitik og glemmer helt at også højreekstremister – eksempelvist Alt Right-bevægelsen i USA – gør brug af præcist samme fundament.
Hordernes Hærgen er en bog til tiden. En flammeskrift med en tydelig agenda. Den vil vække de slumrende, overbevise de tøvende. Gør den så det? Det gør den nok primært, hvis man allerede er enig i Murrays udlægning og dermed på hans side. Jeg tvivler på, at Murrays verden får mange ny abonnenter med dette værk.
Se også: Antirasisme som totalitær ideologi