Vi er nødt til å snakke om Duterte

Vulgært språk, snedig-aggressiv bruk av sosiale medier og et nonchalant forhold til menneskeliv har plassert Filippinenes folkekjære president solid på den internasjonale scenen. Det er gode grunner til å snakke om Rodrigo Duterte, skriver antologi-redaktør Nicole Curato.

Nina Trige Andersen
Andersen er historiker og frilansjournalist.

A Duterte Reader. Critical Essays on Rodrigo Duterte’s Early Presidency

Nicole Curato (red.)

Ateneo de Manila University Press

Filippinene

«Diktatorer er som myg,» sagde en filippinsk bekendt engang, og fortsatte: «De udklækkes i et usundt miljø.» Det var Marcos-æraen, han talte om, og han havde selv arbejdet for regimets propagandaapparat, indtil han ikke længere kunne holde det ud og migrerede til Danmark.

Ferdinand Marcos var ved magten i Filippinerne fra 1965 til 1986 og regerede fra 1972 pr. dekret, mens hele landet var under militær undtagelsestilstand. I dag er landets sydlige del, Mindanao, igen under militær undtagelsestilstand og har været det i snart et år, for nylig forlænget til udgangen af 2018.

Det er første gang i filippinsk historie post Marcos med så vidtrækkende en undtagelsestilstand, der i praksis betyder, at borgerlige rettigheder er ophævet for omkring en fjerdedel af landets befolkning. Præsidenten, der sidder med ansvaret for denne situation, er også den første i filippinsk historie post Marcos, der aktivt forsøger at rehabilitere den gamle diktator, og selv flirter (eller joker?) med muligheden for at gøre sig til enehersker. For at kunne få tingene gjort, som han siger.

Brutalitet som regjeringsprinsipp. Rodrigo Duterte har allerede radikalt forrykket grænserne for, hvad en præsident kan foreta sig, og han vil med rette kunne sige, at hans indførelse af brutalitet som regeringsprincip skete med folkets opbakning.

Antologien A Duterte Reader undersøger, hvordan det lykkedes Rody, som han blandt andet kaldes i folkemunde, at opbygge sin «multiclass base». Den undersøger anatomien i hans spektakulært vulgære sprog, hans snedig-aggressive brug af sociale medier og mildt sagt nonchalante forhold til menneskeliv. Men den går videre, og den går bagom. Den spørger og søger svar og tager på alvor, hvor andre bliver stående og enten måber i forargelse eller hujer i begejstring.

Indtil videre har intet kunne stoppe Duterte. Ikke højesteret og ikke Kongressen. Ikke landets ngo’er eller det såkaldt internationale samfund. Han har beordret formodede narkokriminelle sendt til lighuse i bundter og frihedsberøvet folk uden rettergang i fængsler, der nu er oppe på 558 procents overbelægning. Han forfølger eller freder landets virksomheder, alt efter om deres ejere har bevist deres loyalitet mod præsidenten, sådan helt personligt og betingelsesløst. Han har sendt forhenværende justitsminister Leila de Lima bag tremmer uden mulighed for kaution, angiveligt på anklager om narkokriminalitet, men aktionen er nok ikke helt uden forbindelse til de Limas tidligere rolle i efterforskningen af organiserede dødspatruljer i Davao, den by, Duterte regerede som borgmester i perioderne 1988-1998 og 2001-2011.

I Vesten er Filippinernes præsident ikke mindst kendt for at have sendt svadaer af obskøniteter efter både paven og adskillige statsoverhoveder. «Indeed, we need to talk about Rody,» skriver redaktør Nicole Curato i antologiens indledning, «but we need to talk about him differently. A lot has been said about the president’s eccentricities and character flaws, but more can be said about the broader context that gives rise to such a controversial personality to take power.»

Man skulle tro, at det var umuligt på én gang at allierede sig med Marcos-dynastiet – der fortsat spiller en væsentlig rolle i filippinsk politik og økonomi og vel bedst kan beskrives som neokorporatistiske kleptokrater – og med landets venstrefløj, men det har netop været en af Rodrigo Dutertes mange bemærkelsesværdige bedrifter.

A Duterte Reader tilbyr en begavet, sober og flerstemt analyse av en av vår tids mest foruroligende politiske fenomener.

Dog er alliancen med Communist Party of the Philippines for nylig brudt sammen, og partiets væbnede gren er på vej tilbage på terrorlisten. Andre dele af venstrefløjen er for længst blevet utålmodige med den selverklærede «socialistiske» præsident, der – når det kommer til stykket – hellere på mafiøs vis regerer landets erhvervsliv med trusler og løfter end gennemfører de lovede sociale reformer til gavn for den mest økonomisk marginaliserede del af vælgerbasen.

Ingen samlet opposisjon. Der findes imidlertid endnu ikke en samlet eller stærk opposition. Nogle af antologiens bidragydere mener, at militæret faktisk er det mest sandsynlige sted, et eventuelt oprør vil komme fra. Ikke fordi de er optagede af menneskerettigheder, men fordi de er slidt af at udføre krævende politiske bestillingsopgaver.

Den venstreintellektuelle veteran Walden Bello er tydeligt slået ud af situationen og beskriver i sit bidrag Duterte som fascist, omend en «original» en af slagsen. Det er desværre ikke nogen overbevisende analyse af fascismens karakter, Bello leverer, først og fremmest fordi han ikke inkluderer økonomisk politik i landskabet, men forholder sig idealistisk til Dutertes autoritære tilbøjeligheder, brug af «karisma», anti-liberale dagsorden, disrespekt for menneskerettigheder og evne til at tale til alle samfundslag; Dutertes støtter bor nemlig både i de interimistiske blikskure i hovedstadens randzoner og i Forbes Parks afskærmede rigmandsvillaer med egen helikopterlandingsbane, og de findes blandt såvel jordløse bønder og muslimske separatister i Mindanao som blandt middelklassefilippinere i udlandet. De har hver deres grunde til at tro, at Duterte vil gøre netop deres liv lettere.

Verdens tilstand. Det mest opsigtsvækkende ved Bellos bidrag er den kuldslåede tone fra en ellers altid veloplagt analytiker. At hans spinkle håb om, at ulykken dog vil få en ende, stadig holder sig vaklende oprejst, skyldes tilsyneladende primært, at det støtter sig til Dutertes høje alder og svækkede helbred. Rådvildheden i Bellos insisterende opfordring til modstand hænger sammen med hans egen politiske investering i det, flere af bidragyderne – inklusive ham selv – peger på som forudsætningen for Dutertes succes, nemlig det liberale demokratis fiasko.

Som Curato – der karakteriserer Duterte som populist – skriver i indledningen: «For populists to be effective speakers, they are first strategic listeners who can spot simmering public discontent.» EDSA-republikken, som Filippinerne post Marcos kaldes, indfriede nemlig aldrig løfterne om velstand og frihed til flertallet af befolkningen. Det stod den nationale elite og de økonomiske doktriner fra internationale institutioner i vejen for. Og der er, i Filippinerne som i Europa, grænser for, hvor længe folk flest er villige til at vente. A Duterte Reader tilbyder en begavet, sober og mangestemmig analyse af en af vor tids mest foruroligende politiske fænomener. Vi er nemlig nødt til at tale om Rody. For fænomenet Rody – og manglen på overbevisende alternativer – har noget vigtigt at sige os alle; det taler om verdens tilstand.

---
DEL