Vest for Vestbredden

Konflikten mellom Israel og Palestina er vanskeligere å løse enn noen gang, fastslår midtøstenforsker i ny bok. 
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.
Email: fafner4@yahoo.dk
Publisert: 02.05.2018
The Limits of the Land. How the Struggle for the West Bank Shaped the Arab-Israeli Conflict
Forfatter: Avshalom Rubin
Indiana University Press, USA

Da Oslo-aftalerne blev underskrevet i september 1993, var der 111.600 israelske bosættere på Vestbredden. Inkluderer man Øsjerusalem, Gazastriben og Golanhøjderne, var tallet 281.800.

I dag har antallet af israelere, som lever på besat område, for længst rundet de 600.000. Oslo-aftalerne, der optimistisk beskrev oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat indenfor en tidsramme af fem år, betragtes av de fleste som et stykke mislykket fortid, og i det hele taget er det vanskeligt at se, hvordan en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske strid kan omsættes i virkelighed.

Fastkjørt konflikt. De mange bosættere er et håndgribeligt eksempel på, hvor fastkørt konflikten er. Et andet er de omkring 6 millioner palæstinensiske flygtninge, der fortsat kræver deres gode ret til at vende hjem. Elementer som disse tegner billedet af en konflikt om et land, der bliver sværere og sværere at dele, fordi to folk slås om det samme land, og fordi tro og benhård ideologi spiller en stadig større rolle.

Man føler sig fristet til at antage, at det hele engang var noget lettere at få rede på. At et kompromis måske var opnåeligt. Fra den første mellemøstkrig i kølvandet på staten Israels oprettelse i 1948 og frem til skæbneåret 1967 lå Vestbredden der jo. Området, der er en smule større end Akershus fylke, var godt under jordansk besættelse, men der fandtes ikke en eneste bosætter, og det er jo i virkeligheden det, vi har i tankerne, når vi i dag taler om en fremtidig palæstinensisk stat.

I dag har antallet israelere som lever på okkupert område, for lengst rundet 600 000.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”1,2,4,7,9,10,11,12,13″ ihc_mb_template=”1″ ]

Palestinske statister. I sin nye bog beskriver Avshalom Rubin, der er mellemøstanalytiker ved det amerikanske udenrigsministeriet, hvordan striden om Vestbredden i disse 19 tidlige år var med til at forme konflikten. Udgangspunktet er den lokale befolkning, palæstinenserne. Lige fra starten var de mere eller mindre tildelt rollen som statister. PLO og den palæstinensiske nationalbevægelse så først dagens lys sent i forløbet, hvor Vestbredden var kastebold i spillet om helt andre interesser.

Det var en tid, hvor den egyptiske leder, Gamal Abdel Nasser, gik i nationalt fællesskab med Syrien og i det hele taget søgte at gøre sin regionale indflydelse gældende. Som bagtæppe rasede den kolde krig, hvor både USA og Sovjetunionen kæmpede om herredømmet i regionen og derfor spillede alle ud mod hinanden. Midt i denne kappestrid lå Jordan, et forarmet kongedømme, der når som helst kunne blive løbet over ende af et ekspansionslystent Irak, men alligevel formåede at holde tungen lige i munden.

Seksdagerskrigen – en forløsning? Israelerne vaklede. De indgik stiltiende ikkeangrebsaftaler med kong Hussein i Amman, som for sit vedkommende sikrede roen på Vestbredden. Men tanken om at Jordan kunne falde i hænderne på irakerne, eller på den egyptisk-syriske alliance, talte i flere politikeres øjne for en erobring af Vestbredden, for at komme denne strategiske trussel i forkøbet. Det var også i denne sags tjeneste, at Israel i de år stablede sine atomprogrammer på benene. Krigen i 1967 kom derfor som en slags forløsning – samtidig med at den blev indledningen på Israels nuværende tragedie. Hvad nu?

Landets politiske ledelse var stærkt delt. Den ene fløj holdt på, at man omsider havde skaffet landet strategisk dybde og derfor skulle beholde Vestbredden. Eller i hvert tilfælde dele af området. Og på den anden side advarede man om følgerne af besættelsen og af at lægge en stor palæstinensisk befolkning under sig.

Oslo-avtalene står som en diplomatisk oppvisning med gode intensjoner som løp på grunn.

Ingen ny problemstilling. Det interessante er imidlertid, at dette ikke var nogen ny problemstilling. I en længere årrække forud for 1967 havde dette dilemma været en del af Israels politiske debat. Derfor var holdningerne allerede cementerede, og det handlingslammede på mange måder den israelske ledelse. Højrefløjens Menachem Begin frygtede at en annektering af Vestbredden ville isolere Israel internationalt, mens arbejderpartiets Yigal Allon insisterede på at man skulle sætte sig fast på i det mindste Jordandalen for at have en bufferzone mod kommende angreb fra øst.

Dette gav spillerum for kræfter, der ville noget andet. Ingen havde politisk åndsnærværelse til at standse de første bosættere, da de drog ud for at skabe kendsgerninger i landskabet. For de var på mange måder de eneste, der ikke var i tvivl om noget. De havde et klart mål.

Komplisert konflikt med historiske røtter. For den store majoritet var Vestbredden slet ikke hovedsagen. Man så besættelsens moralske dilemma, og man så de strategiske udfordringer, men i bund og grund handlede det om landet vest for Vestbredden – altså selve Israel. Det gør det på sin vis stadig. Men fortidens delte meninger og deraf følgende ubeslutsomhed skabte grundlaget for at konflikten i dag forekommer endnu mere uløselig. Set i den optik kommer Oslo-aftalerne derfor til at stå som en diplomatisk opvisning med smukke intentioner, der løb på grund, fordi problemet består af meget mere end resultatet af seks dages krig i 1967. Og det skal man også holde sig for øje, når man i dag taler om en tostatsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt.

[/ihc-hide-content]
Kommentarer