Mens vi venter på kommunismen

Alain Badiou: Un parcours grec. Circonstances, 8. Éditions Lignes

Vi befinner oss i den siste fasen av en reaksjonær periode som har vart i 40 år, mener Alain Badiou: Snart gjenoppstår den kommunistiske idé.

Mikkel Bolt

Un parcours grec Circonstances, 8

Alain Badiou

Éditions Lignes

Den franske filosof Alain Badiou er ikke bare en af de vigtigste og mest indflydelsesrige nulevende filosoffer – det er vel kun Giorgio Agamben, Judith Butler og Jürgen Habermas, der er lige så store – han er også en engageret filosof, der siden sin tidlige ungdom har analyseret igangværende historiske udviklinger og kommenteret politiske begivenheder. Det seneste opus fra Badious hånd er en sådan situationsanalyse, hvor han tager udgangspunkt i Grækenland og det voldsomme forløb, landet har været gennem i kølvandet af finanskrisen – med spareprogrammer, oprør, regeringsdannelser og fremvæksten af fascistiske partier og grupperinger. Badiou zoomer ind på Grækenland, men mere end en snæver politisk-historisk analyse af Grækenlands nyere historie, fungerer landet som et prisme for Badiou, ved hjælp af hvilket han kan foretage en kritisk kortlægning af situationen i verden i dag.

Grækenland i opløsning. Grækenland er selvfølgelig valgt som case, fordi Badiou dermed kan accentuere opløsningstendenserne. Scenen er sat for kaos og krise. «Vi lever i en desorienteret tid,» skriver Badiou: en tid som ikke tilbyder ungdommen nogen principper, den kan orientere sig efter. Der er ingen idéer eller fortællinger, som kan skabe rammen for politisk handlen. Og dette er selvfølgelig et problem for filosoffen, for hvem revolutionær handling netop er en subjektiv iværksættelse af den kommunistiske idé om lighed, statens bortfald og ophævelse af adskillelsen mellem håndens og åndens arbejde. Men det betyder også, at hvis denne idéen mangler, slik tilfældet er i dag, så mangler præmisserne for revolutionær handlen. Derfor er det så vigtigt for Badiou at forsøge at tænke den kommunistiske idé og deltage i formuleringen af en sådan.

Grækenland er selvfølgelig et oplagt objekt for en kritisk samtidsdiagnose. Efter at finanskrisen ramte Europa sent i 2008, blev landet hurtigt af politikere og mainstream-pressen identificeret som det brodne kar i EU, hvor staten ikke havde indkrævet skatter, men levet over evne for lånte penge. Diskursen var, at Grækenland havde en ineffektiv offentlig sektor og en doven befolkning. Sandheden er imidlertid, at EU og de forskellige ledere i de europæiske lande så udmærket godt vidste, at Grækenland slet ikke levede op til Maastricht-traktatens budgetmæssige kriterier, men det var vigtigt geopolitisk hurtigt at få Grækenland med i EU’s indre marked. Konteksten var borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og opløsningen af Sovjetunionen. Derfor blev der set igennem fingre med, at landet ikke levede op til de formulerede krav; de geopolitiske forhold var vigtigere.

Demokratiet fungerer i dag kun som et skalkeskjul for økonomiens oligarkiske strukturer.

Ustyrlig kapitalisme. Men da den neoliberale bobleøkonomi sprang i luften i 2008 stod Grækenland med en kæmpegæld og kunne ikke optage nye lån uden at at forpligte sig til et ganske voldsomt spareprogram, hvor den offentlige service blev beskåret og privatiseret, hvor lønninger blev reduceret og mange blev fyret. Konsekvenserne var dramatiske, og landet blev kastet ud i en social og politisk kaotisk tid med valg og løbende regeringsdannelser. Som de fleste sikkert kan huske, begyndte det i november 2011 med Merkel og Sarkozys offentlige tilsvining af den græske premierminister George Papandreou fordi sidstnævnte havde tilladt sig at foreslå en folkeafstemning om den første lånepakke. Merkel og Sarkozy fandt idéen, at den græske befolkning skulle have noget at sige, meningsløs, og tvang Papandreou til at aflyse folkeafstemningen. To dage senere trådte han tilbage og blev afløset af den tidligere vicepræsident i Den Europæiske Centralbank, Lucas Papademos. Så fulgte en kaotisk tid med den ene folkeafstemning efter den anden, et forløb som endte med en stor valgsejr til det venstreorienterede Syriza-parti under ledelse af Alexis Tsipras. Denne blev valgt på et mandat om at genforhandle vilkårene for lånepakkerne med IMF og Den Europæiske Centralbank. Den sidste nægtede dog at ændre noget som helst, og Syriza fremstår i dag mest som et bevis på umuligheden af at styre en kapitalistisk nationalstat på en mere human og socialistisk facon.

Grunnet Balkan-krigene og Sovjetunionens fall EUs ledere gjennom fingrene med Hellas’ økonomi; geopolitiske forhold var viktigere.

Mangler en idé. Badiou gør ikke så meget ud af det faktiske forløb, der fandt sted i Grækenland, men han ser det som et udtryk for en amokløben kapitalisme, der er totalt ligeglad med de menneskelige omkostninger ved økonomien. Markedet regerer uindskrænket, og vi er konfronteret med en genkomst af en ’ren’ kapitalisme, som Marx kendte den i 1850’erne, skriver Badiou, en kapitalisme der ikke er underlagt nogen begrænsninger eller kender nogen grænser. Pengene styrer verden i dag. «Det er som om intet kan standse kapitalismens totale herredømme,» skriver filosoffen. Og da slet ikke demokratiet. Badiou er svært kritisk over for, hvad han kalder, «kapital-parlamentarismen». Det betegner, at demokratiet er smeltet sammen med kapitalismen og derfor på ingen måde formår at tøjle denne. Demokratiet er i dag et udtryk for «en politisk afmagt». Den demokratiske ideologi fungerer i dag blot som et skalkeskjul for økonomiens oligarkiske strukturer.

For Badiou er svaret på denne misere, kapitalismens totale dominans, at forsøge at udvikle en strategi. Pladsbesættelsesbevægelserne og samtidens andre protestbevægelser, som Badiou selvfølgelig er sympatisk indstillet over for, bliver nemlig hængende i rent taktiske gestus: De besætter pladser, de mobiliserer mod spareplaner – men de formår ikke at nå videre og agere strategisk. Det gør de ikke, fordi de mangler en idé. Deraf vigtigheden af at få præsenteret den kommunistiske idé, finde ud af hvad den består af i dag.

Desorientering. Den kommunistiske idé har ifølge Badiou udviklet sig i faser siden begyndelsen af det 19. århundrede. I tiden før 1848 var idéen endnu i sin vorden. Men i perioden fra 1848 til 1871 brød den igennem og blev en egentlig idé, der orienterede politisk handlen. I denne fase var det især idéer om opstand og bevægelse, der var vigtige. Efter nedkæmpningen af Pariserkommunen blev den kommunistiske idé trængt i baggrunden og dukkede så op igen i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor vi får den næste store etape, der går fra 1905 til 1976. I denne periode er det selvfølgelig partiet og staten, der er de centrale kategorier, og de store revolutionære projekter var Sovjetunionen og Kina, der begge forsøgte at iværksætte den kommunistiske idé. De projekter løb som bekendt ud i sandet, og er siden blevet forlenet med totalitære konnotationer. Det emancipatoriske perspektiv, der ifølge Badiou var i både sovjetkommunismen som i Maos kommunisme, er blevet forsøgt skjult. Kapitalismens dominans er nemlig i høj grad et forsøg på at umuliggøre en læsning og genlancering af de tidligere forsøg på at være tro mod den kommunistiske idé. Desorienteringen tager på den måde form af en ødelæggelse af de tidligere strategiske positioner, de forvandles til «opake [uklare, red. anm.] patologier».

Kommunismen reformulert. I dag er kommunismen Stalins skueprocesser, Gulag og Pol Pot. Det er derfor pladsbesættelsesbevægelserne bliver hængende i idéer om direkte demokrati og umiddelbarhed, eller afviser det politiske. De kan ikke aktivere de historiske aktualiseringer af den kommunistiske idé. Men vi skal videre, ifølge Badiou, der argumenterer for, at vi befinder os i den sidste fase af en reaktionær periode, der har varet i små 40 år. Vi er på nippet til at genfinde den kommunistiske idé i en ny udgave, men vi er der ikke endnu. I stedet for at afvise det politiske, som det sker i pladsbesættelsesbevægelserne, fordi der har fundet en afpolitisering sted i samfundet generelt, skal der genpolitiseres. Her placerer Badiou sig et andet sted end eksempelvis Agamben og Comité Invisible, der begge søger en position hinsides det politiske og i etikken. Badiou vil genpolitisere som svar på økonomiens forrang, tilbage til kommunismen som idé og engagement.

---