Mens vi venter på kommunismen

Alain Badiou: Un parcours grec. Circonstances, 8. Éditions Lignes

Vi befinner oss i den siste fasen av en reaksjonær periode som har vart i 40 år, mener Alain Badiou: Snart gjenoppstår den kommunistiske idé.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Un parcours grec Circonstances, 8

Alain Badiou

Éditions Lignes

Den franske filosof Alain Badiou er ikke bare en af de vigtigste og mest indflydelsesrige nulevende filosoffer – det er vel kun Giorgio Agamben, Judith Butler og Jürgen Habermas, der er lige så store – han er også en engageret filosof, der siden sin tidlige ungdom har analyseret igangværende historiske udviklinger og kommenteret politiske begivenheder. Det seneste opus fra Badious hånd er en sådan situationsanalyse, hvor han tager udgangspunkt i Grækenland og det voldsomme forløb, landet har været gennem i kølvandet af finanskrisen – med spareprogrammer, oprør, regeringsdannelser og fremvæksten af fascistiske partier og grupperinger. Badiou zoomer ind på Grækenland, men mere end en snæver politisk-historisk analyse af Grækenlands nyere historie, fungerer landet som et prisme for Badiou, ved hjælp af hvilket han kan foretage en kritisk kortlægning af situationen i verden i dag.

Grækenland i opløsning. Grækenland er selvfølgelig valgt som case, fordi Badiou dermed kan accentuere opløsningstendenserne. Scenen er sat for kaos og krise. «Vi lever i en desorienteret tid,» skriver Badiou: en tid som ikke tilbyder ungdommen nogen principper, den kan orientere sig efter. Der er ingen idéer eller fortællinger, som kan skabe rammen for politisk handlen. Og dette er selvfølgelig et problem for filosoffen, for hvem revolutionær handling netop er en subjektiv iværksættelse af den kommunistiske idé om lighed, statens bortfald og ophævelse af adskillelsen mellem håndens og åndens arbejde. Men det betyder også, at hvis denne idéen mangler, slik tilfældet er i dag, så mangler præmisserne for revolutionær handlen. Derfor er det så vigtigt for Badiou at forsøge at tænke den kommunistiske idé og deltage i formuleringen af en sådan.

Grækenland er selvfølgelig et oplagt objekt for en kritisk samtidsdiagnose. Efter at finanskrisen ramte Europa sent i 2008, blev landet hurtigt af politikere og mainstream-pressen identificeret som det brodne kar i EU, hvor staten ikke havde indkrævet skatter, men levet over evne for lånte penge. Diskursen var, at Grækenland havde en ineffektiv offentlig sektor og en doven befolkning. Sandheden er imidlertid, at EU og de forskellige ledere i de europæiske lande så udmærket godt vidste, at Grækenland slet ikke levede op til Maastricht-traktatens budgetmæssige kriterier, men det var vigtigt geopolitisk hurtigt at få Grækenland med i EU’s indre marked. Konteksten var borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og opløsningen af Sovjetunionen. Derfor blev der set igennem fingre med, at landet ikke levede op til de formulerede krav; de geopolitiske forhold var vigtigere.

Demokratiet fungerer i dag kun som et skalkeskjul for økonomiens oligarkiske strukturer.

Ustyrlig kapitalisme. Men da den neoliberale bobleøkonomi sprang i luften i 2008 stod Grækenland med en kæmpegæld og kunne ikke optage nye lån uden at at forpligte sig til et ganske voldsomt spareprogram, hvor den offentlige service blev beskåret og privatiseret, hvor lønninger blev reduceret og mange blev fyret. Konsekvenserne var dramatiske, og landet blev kastet ud i en social og politisk kaotisk tid med valg og løbende regeringsdannelser. Som de fleste sikkert kan huske, begyndte det i november 2011 med Merkel og Sarkozys offentlige tilsvining af den græske premierminister George Papandreou fordi sidstnævnte havde tilladt sig at foreslå en folkeafstemning om den første lånepakke. Merkel og Sarkozy fandt idéen, at den græske befolkning skulle have noget at sige, meningsløs, og tvang Papandreou til at aflyse folkeafstemningen. To dage senere trådte han tilbage og blev afløset af den tidligere vicepræsident i Den Europæiske Centralbank, Lucas Papademos. Så fulgte en kaotisk tid med den ene folkeafstemning efter den anden, et forløb som endte med en stor valgsejr til det venstreorienterede Syriza-parti under ledelse af Alexis Tsipras. Denne blev valgt på et mandat om at genforhandle vilkårene for lånepakkerne med IMF og Den Europæiske Centralbank. Den sidste nægtede dog at ændre noget som helst, og Syriza fremstår i dag mest som et bevis på umuligheden af at styre en kapitalistisk nationalstat på en mere human og socialistisk facon.

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.