De seneste års dramatiske politiske udviklinger – fra Brexit til Trump og det dramatiske kollaps af de store regeringsbærende partier i lande som Frankrig, Spanien og Italien – analyseres ofte som et udtryk for at der har fundet sted et højrepopulistisk backlash i kølvandet på finanskrisen. Store dele af dem der overhovedet gider at stemme, nægter at stemme på de traditionelle partier eller kandidater og protesterer mod det repræsentative demokrati ved at stemme mod systemet. De stemmer populistisk og vender ryggen til et politisk system der på tværs af partiskel og den traditionelle højre–venstre-distinktion synes at have accepteret neoliberal afregulering til fordel for multinationale firmaer som den eneste gangbare politik. Og dét selv efter finanskrisen, der ikke resulterede i nogen nævneværdig politisk selvkritik i de store regeringsbærende partier i USA og Europa.
Populismen – både problemet og løsningen?
I løbet af de seneste par år er det neoliberale hegemoni så blevet udfordret af forskellige partier og bevægelser der iscenesætter sig som modstandere af systemet, de såkaldte populister. Neoliberalismen har nu voldsomme besværligheder med at reproducere sig politisk (gennem valghandlinger) og er nødsaget til at gribe til teknokratregeringer (som i både Grækenland og Italien) eller erstatte globalisering med etnonationalistisk retorik i et forsøg på at dæmme op for folkets utilfredshed. Uanset hvor vi kigger hen i det gamle Vesten, står tiden i populismens tegn, med xenofobi over hele linjen.
. . .
Kjære leser. Du kan lese én fri artikkel per dag. Kom evt. tilbake i morgen. Eller hva med å tegne abonnement? Da kan du kan lese alt (inkludert magasinene) for 69 kr. Om du er det allerede, logg inn i menyen (evt mobilmenyen) i toppen.
