Venstrepopulistisk luftslott

Svenske Göran Greider og Åsa Linderborg legger frem et idealistisk prosjekt, men overser både dagens økonomiske kontekst og vesentlig historisk kritikk i sitt forsvarsverk for venstrepopulismen.

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

De seneste års dramatiske politiske udviklinger – fra Brexit til Trump og det dramatiske kollaps af de store regeringsbærende partier i lande som Frankrig, Spanien og Italien – analyseres ofte som et udtryk for at der har fundet sted et højrepopulistisk backlash i kølvandet på finanskrisen. Store dele af dem der overhovedet gider at stemme, nægter at stemme på de traditionelle partier eller kandidater og protesterer mod det repræsentative demokrati ved at stemme mod systemet. De stemmer populistisk og vender ryggen til et politisk system der på tværs af partiskel og den traditionelle højre–venstre-distinktion synes at have accepteret neoliberal afregulering til fordel for multinationale firmaer som den eneste gangbare politik. Og dét selv efter finanskrisen, der ikke resulterede i nogen nævneværdig politisk selvkritik i de store regeringsbærende partier i USA og Europa. 

Populismen – både problemet og løsningen?

I løbet af de seneste par år er det neoliberale hegemoni så blevet udfordret af forskellige partier og bevægelser der iscenesætter sig som modstandere af systemet, de såkaldte populister. Neoliberalismen har nu voldsomme besværligheder med at reproducere sig politisk (gennem valghandlinger) og er nødsaget til at gribe til teknokratregeringer (som i både Grækenland og Italien) eller erstatte globalisering med etnonationalistisk retorik i et forsøg på at dæmme op for folkets utilfredshed. Uanset hvor vi kigger hen i det gamle Vesten, står tiden i populismens tegn, med xenofobi over hele linjen. I USA har Trump ikke blot travlt med at bekæmpe pressen og FBI, han uddeler samtidig gigantiske skattelettelser til erhvervslivet og de allerrigeste og indfører told på udenlandske varer. I USA kombineres neoliberalisme med protektionisme i en hidtil uset bizar blanding med en crazy Ubu Roi ved roret. Det er ikke meget bedre i Vesteuropa, hvor de store partier flere steder er i frit fald eller voldsomt udfordret af partier der præsenterer sig som systemkritiske og lover at værne om de nationale fællesskaber.

Det nye venstres identitetspolitikk har fremmedgjort arbeiderne og overlatt dem til høyrefløyen, hevder Greider og Linderborg.

Med bogen Populistiska manifestet intervenerer de to svenske journalister og forfattere Göran Greider og Åsa Linderborg i denne udvikling. De slår et slag for venstrepopulismen, der ikke blot skal tage kampen op mod højrepopulismen, men endnu vigtigere gøre det af med den neoliberalisme der selv er ansvarlig for populismens nuværende styrke. Populismen er således ikke blot et problem, men også løsningen, viser det sig. Målet er at erstatte højrepopulisme med venstrepopulisme. Som de formulerer det: «Populismen signalerer et opbrud fra det markedsliberale paradigme.» Det er blot et spørgsmål om at give populismen en anden retning. Greider og Linderborg vil bruge den (højre)populistiske modstand mod hvad de kalder markedsliberalismen for at puste nyt liv i socialdemokratismen og igen gøre den til et folkeligt projekt der kan samle arbejderklassen. 

151 teser

Greider og Linderborgs bog består af 151 teser og er lige dele analyse af den igangværende udvikling, højrepopulismens kritik af markedsliberalismen og begyndelsen på formuleringen af et politisk program i form af en venstrepopulisme der kan genintroducere det sociale spørgsmål og erstatte identitetspolitik med (arbejder)klassepolitik. Beskrivelsen af højrepopulismens fremkomst som betinget af de seneste 40 års gradvise afvikling af efterkrigstidens velfærdssamfund, med særligt fokus på Sverige, er ikke uinteressant. Det samme gælder analysen af neoliberalismen. Men desværre er begge forankret i en alt for kort analyse af den politisk-økonomiske udvikling i den anden halvdel af det 20. århundrede. Greider og Linderborg har slet ikke blik for de strukturelle økonomiske begrænsninger der sætter rammen for politiske valg, og de tror at alt er et spørgsmål om politik og ideologi. Hvis vi nu appellerer til folket på en anden måde end højrepopulisterne – i Sverige Sverigesdemokraterne, i Danmark Dansk Folkeparti, i Norge Fremskrittspartiet – så kan vi genetablere efterkrigstidens løn-produktivitets-kompromis, hvor den kapitalistiske stat og arbejderbevægelsens fagforeninger sammen skabte den nationale socialstat og forvandlede den kommunistiske trussel til kollektive aftaler, velfærd og konsum (for de vestlige nationaldemokratiers arbejderklasser). Greider og Linderborg er så begejstrede for efterkrigstidens velfærdsstat at de ikke blot overser at periodens store reformer blev gennemført for at undgå revolution, men også negligerer at arbejderne aldrig får det de kæmper for. Maj’68 er et godt eksempel, hvor drømmen om autonomi blev til prekært arbejde og stressfremkaldende individualiseret selvoptimering.

Det er et utpreget nostalgisk prosjekt forfatterne formulerer.

At kæmpe mod Trump og Sverigesdemokraterne om retten til at lede turen tilbage til 1950’erne forekommer mig lidet socialistisk. Og det er i hvert fald svært at se hvad det har med ophævelsen af nationalstaten og pengeøkonomien at gøre. Det var jo ellers det program Marx og Engels i sin tid fremlagde i Det kommunistiske manifest, som Greider og Linderborg indledningsvist sammenligner deres populistiske manifest med.

Tilbake til klasse og nasjonalstat

De to svenske forfattere er imidlertid noget mindre ambitiøse end deres forgængere. Markedsliberalismens individualisering og højrepopulismens etnonationalisme skal bekæmpes med forestillingen om den nationale arbejderklasse. Vi skal med andre ord tilbage til klasse og nationalstat. Det nye venstres identitetspolitik har fremmedgjort arbejderne og overladt dem til højrefløjen, skriver de. Opgaven er således at overtage eller vinde den nationaldemokratiske ideologiske interpellation, som Greider og Linderbogs inspirationskilde Chantal Mouffe ville formulere det. Socialdemokratierne skal tale til arbejderne, til den nationale arbejderklasse, ligesom Jeremy Corbyn gør det i Storbritannien. Corbyn viser vejen. Han har taget et opgør med Blairs tredje vej og dens knæfald for markedsliberalismen til fordel for en fornyet klassekampsretorik der taler om social ulighed og stagnerende lønninger. Det er den vej Greider og Linderborg vil. Arbejderen og nationen skal igen udgøre grundpillerne i en ny (eller gammel) socialdemokratisme der skal skrue lidt ned for den værste racisme og skrue op for statens styring af kapitalismen (men altså ikke forsøge at afvikle den).

Det er et meget idealistisk (modsat materialistisk) projekt Greider og Linderborg fremlægger, i den forstand at det politiske indsnævres til ideologiske valg løsrevet fra en økonomisk kontekst. Men det er også et udpræget nostalgisk projekt de formulerer. Det er som om de helst vil glemme den vigtige kritik som venstrekommunismen og det nye venstre i løbet af 1950’erne og 1960’erne formulerede af socialdemokratismen og leninismen, der ville give arbejderen kontrollen over den kapitalistiske produktionsmåde fremfor at afvikle den (til fordel for kommunistisk distribution). Socialdemokratismen og leninismen hypostaserede den industrielle (hvide, mandlige) arbejder og ville bare overtage styringen af kapitalismen og ikke ophæve den.

Grunnlaget for en reform av kapitalismen har forsvunnet

Den politisk-økonomiske udvikling siden 1970’erne har imidlertid fjernet de sociohistoriske mulighedsbetingelser for efterkrigstidens velfærdssamfund. Socialstaten var afhængig af en voksende økonomi. Det gjorde den i stand til at indoptage arbejdere og udvide sig. I de seneste tre årtier er de avancerede økonomier imidlertid blevet stadig mindre og kan derfor ikke absorbere arbejdere, men smider dem ud af økonomien. Det er baggrunden for den lange neoliberale nødlanding hvor der er blevet sparet på den sociale reproduktion og skruet op for statens repressive side i form af overvågning, antiterror og stram immigrationspolitik. 

I USA kombineres neoliberalisme med proteksjonisme i en hittil usett bisarr blanding.

Selv hvis arbejderklassen har en fremtid som middelklasseforbrugere foran sig – og det vil så nok være i Kina og Indien – så er fundamentet for en reform af kapitalismen forsvundet. Drømmen om forvandlingen af de lokale arbejderklasser til en universel middelklasse er død. Og valget står nu mellem mere udbytning og den strukturelle vold det indebærer, eller en overskridelse af kapitalismen. Kun en gennemgribende forvandling af den vestlige kapitalistiske civilisation som vi kender den kan bremse kapitalens sumpede grådighed fra at ødelægge planeten og os alle. Reformisme er desværre ikke længere en mulighed. 

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.