En venstrefløy for nasjonalstaten forandrer intet


Da globale protester skjøt fart i kjølvannet av finanskrisen, nasjonaliserte man protestene og bante vei for en autoritær isolasjonisme

Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 2017-10-12

De fleste af os ved det jo godt: I dag er politik intet andet end et deprimerende skuespil, hvor vi tvinges til at vælge mellem den ene mere intetsigende politikervare end den anden. Politik og vareproduktion er smeltet helt sammen: Vi har varer at vælge imellem – politikerne; vi har forbrugere – vælgerne; og så har vi et veludviklet reklameapparat der ikke blot skal sælge kandidaterne, men også denne politiske elendighed i sin helhed. Valg betyder ikke rigtig noget – der er i de senere år ikke kommet nogen virkeligt afgørende samfundsmæssige ændringer gennem valghandlinger.

I krisetider betyder de endnu mindre, for regeringer har reelt ikke noget manøvrerum, men er tvunget til at spare og privatisere, såfremt de da ikke vil afskaffe pengene og gå over til almindelig fordeling af nødvendigheder. Syrizas triste skæbne taler sit tydelige sprog. Det er ikke muligt at lægge begrænsninger på kapitalen. Hvis de skal finansieres, har regeringer ikke noget andet valg end at opretholde økonomien og dens sociale og økologiske misere. Det er præmisserne. Du kan godt få magten, som Syriza gjorde det, men du kan ikke ændre økonomien, det vil si produktion og fordeling.

Nasjonalisert protest. Udgangspunktet for enhver diskussion af en samfundsomvæltende kamp må derfor være analysen af de omfattende mobiliseringer der fandt sted mellem 2010 og 2012. Folk reagerede på de sparepolitikker som regeringer verden over lancerede i et forsøg på at redde økonomierne (og bankerne).

I Athen, Madrid og Lisabon blev der protesteret voldsomt mod nedskæringer. I Tunesien, Ægypten, Yemen, Syrien og en lang række andre lande i Nordafrika og Mellemøsten udviklede protesterne mod stigende fødevarepriser sig til egentlige opstande, der truede med at omvælte hele regionen. I USA udviklede en kunstnerisk performance sig til en besættelsesbevægelse, der spredte sig til hundredevis af byer i landet. Efter mere end tre årtiers énsidig klassekamp var besættelserne en voldsom opvågnen: Pludselig blev socialiseringen af bankernes gæld og den enorme ulighed et rigtigt politisk problem.

Den europeiske venstrefløyen forsøker ikke å demme opp for det rasistiske tilbakeslaget, men er i dag en del av det. 

Tilsammen udgjorde protesterne begyndelsen på en global revolte med en eksplicit kapitalkritik. De henviste til hinanden og lånte aktionsformer på tværs af landegrænser. Men hurtigt blev …

Abonnement halvår kr 450


Kjære leser. Du har allerede lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?


Legg igjen et innlegg

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)