En venstrefløy for nasjonalstaten forandrer intet

Da globale protester skjøt fart i kjølvannet av finanskrisen, nasjonaliserte man protestene og bante vei for en autoritær isolasjonisme

Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

De fleste af os ved det jo godt: I dag er politik intet andet end et deprimerende skuespil, hvor vi tvinges til at vælge mellem den ene mere intetsigende politikervare end den anden. Politik og vareproduktion er smeltet helt sammen: Vi har varer at vælge imellem – politikerne; vi har forbrugere – vælgerne; og så har vi et veludviklet reklameapparat der ikke blot skal sælge kandidaterne, men også denne politiske elendighed i sin helhed. Valg betyder ikke rigtig noget – der er i de senere år ikke kommet nogen virkeligt afgørende samfundsmæssige ændringer gennem valghandlinger.

I krisetider betyder de endnu mindre, for regeringer har reelt ikke noget manøvrerum, men er tvunget til at spare og privatisere, såfremt de da ikke vil afskaffe pengene og gå over til almindelig fordeling af nødvendigheder. Syrizas triste skæbne taler sit tydelige sprog. Det er ikke muligt at lægge begrænsninger på kapitalen. Hvis de skal finansieres, har regeringer ikke noget andet valg end at opretholde økonomien og dens sociale og økologiske misere. Det er præmisserne. Du kan godt få magten, som Syriza gjorde det, men du kan ikke ændre økonomien, det vil si produktion og fordeling.

Nasjonalisert protest. Udgangspunktet for enhver diskussion af en samfundsomvæltende kamp må derfor være analysen af de omfattende mobiliseringer der fandt sted mellem 2010 og 2012. Folk reagerede på de sparepolitikker som regeringer verden over lancerede i et forsøg på at redde økonomierne (og bankerne).

I Athen, Madrid og Lisabon blev der protesteret voldsomt mod nedskæringer. I Tunesien, Ægypten, Yemen, Syrien og en lang række andre lande i Nordafrika og Mellemøsten udviklede protesterne mod stigende fødevarepriser sig til egentlige opstande, der truede med at omvælte hele regionen. I USA udviklede en kunstnerisk performance sig til en besættelsesbevægelse, der spredte sig til hundredevis af byer i landet. Efter mere end tre årtiers énsidig klassekamp var besættelserne en voldsom opvågnen: Pludselig blev socialiseringen af bankernes gæld og den enorme ulighed et rigtigt politisk problem.

Den europeiske venstrefløyen forsøker ikke å demme opp for det rasistiske tilbakeslaget, men er i dag en del av det. 

Tilsammen udgjorde protesterne begyndelsen på en global revolte med en eksplicit kapitalkritik. De henviste til hinanden og lånte aktionsformer på tværs af landegrænser. Men hurtigt blev oprøret forsøgt oversat til lokale nationale kampe; venstrefløjens politiske partier og fagforeninger hæftede sig på protesterne og kanaliserede dem ind i det etablerede nationaldemokratiske rammeværk med politiske partier, arbejdsmarkedsoverenskomster og national velfærd.

Nasjonal forestilling. Denne nationalisering af protesterne er en del af forklaringen på den efterfølgende udvikling, hvor en autoritær isolationisme har sat dagsordenen: Brexit, Trump og truslen fra højrepopulismen. I dette forløb har den såkaldte venstrefløj spillet en svært problematisk rolle ved hele tiden at forstå både protesterne, altså genkomsten af en international klassekamp, og den økonomiske krise, der har at gøre med grundlæggende lige så internationale strukturelle modsætninger i den kapitalistiske produktionsmåde, som en modsætning mellem det nationale og det globale, hvor det nationale bliver et svar på en amokløben globalisering. Nationalstaten bliver hele tiden løsningen. Årsagen til finanskrisen er jo de uansvarlige og uregulerede banker, overnationale institutioner og ikke-valgte bureaukrater i EU, IMF og Verdensbanken. Løsningen er derfor at genskabe en forestillet national suverænitet ved at stemme for forestillingen om den.

Vi kender omkvædet: Vi skal have beslutningskraften tilbage, og vi vil selv styre økonomien. Som om en statstyret nationaløkonomi kan tøjle globaliseringsbevægelserne og vende en 40 år lang, langsom økonomisk stagnation i de avancerede økonomier. Det er en ideologisk forskydning, hvor modsætningen mellem kapital og arbejde erstattes af en modstilling mellem «det internationale» og «det nationale». Selv om grunden til at stagnationen kunne vare så længe var informatikkens globale gennembrud og adgangen til at udnytte billig arbejdskraft i Kina og omegn.

Nasjonen utelukker per definisjon alle som er utenfor og som utgjør rammen for de kapitalistiske sosiale relasjoner

Den rasistiske venstrefløy. Nationalstaten er altså løsningen; «vi» skal selv bestemme. Den etablerede venstrefløj i Vesten synes desværre ude af stand til at hæve sig op over nationaldemokratiet som ramme for sine handlinger. Dermed er der tilrettelagt en hel palet af racistiske politikker.

Den europæiske venstrefløj forsøger ikke at dæmme op for det racistiske tilbageslag, men er i dag en del af det. De sidste rester af republikansk statsborgerskab er under hastig afvikling overalt, og det samme gælder hvad der endnu måtte findes af almen menneskelighed i Europa. Det danske socialdemokrati er i en liga for sig: Racismen er så indgroet i partiet at det ikke er muligt at se forskel på Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

I Danmark kender kampen om de racistiske stemmer ingen grænser. Men også andre steder glider tingene: I Norge begynder Arbeiderpartiet mere og mere at ligne sit danske søsterparti og taler om «en streng, men retfærdig» asylpolitik; i Storbritannien er Corbyn fortaler for managed migration; i Tyskland taler Die Linke om alle de problemer immigranter slæber med sig til Tyskland om om at Merkel er for slap; og i Grækenland farer Syriza hårdt frem mod flygtninge/migranter og rydder besatte huse i stor stil.

Det er forstemmende at det ikke er muligt at se forskel på venstre og højre, men sådan er det i dag i Vesten. Det kalder på behovet for en gennemgribende selvkritik på venstrefløjen, lokalt og globalt. Hvis venstrefløjen stadigvæk har det som sit projekt at afvikle kapitalismen, så må den nødvendigvis også gå til kamp mod nationalstaten. I Det kommunistiske manifest slutter Marx og Engels af med at skitsere et revolutionært minimumsprogram: Den private ejendomsret skal ophæves, og nationalstaten skal afvikles. Der er løbet meget sand i åen siden da, men det er stadigvæk et godt udgangspunkt for formuleringen af en revolutionær position.

Oppgi nasjonalstaten. Hvis Enhedslisten vil bekæmpe den nationaldemokratiske isolationisme og vil noget andet end den socialdemokratiske racisme og hvid velfærd, må den tage et opgør med idéen om nationalstaten og forestillingen om «national velfærd»: Det er ikke nok fra tid til anden at rynke brynene af endnu en racistisk kommentar eller kritisere endnu en stramning af den i forvejen umenneskelige flygtninge- og indvandringspolitik; det er nødvendigt at give slip på forestillingen om politisk suverænitet. Det er på tide at opgive nationen, der per definition udelukker alle de der er udenfor og som udgør rammen for de kapitalistiske sociale relationer. Hvis du er imod udbytning og fremmedgørelse, så er du imod nationalstaten, der kun skjuler disse forhold.

---
DEL