Venezia har perfeksjonert løgnen og fasaden og skapt en ekstremt todelt by av rike og fattige, turister og migranter

Wolfgang Scheppe m.fl.: Migropolis Venice / Atlas of a Global Situation Hatje Cants Foundation, 2016 For the commodity the strangers have With us in Venice, if it be denied, Will much impeach the justice of his state; Since that the trade and profit of the city Consists of all nations. Shakespeare The Merchant of Venice […]

Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Wolfgang Scheppe m.fl.:
Migropolis Venice / Atlas of a Global Situation
Hatje Cants Foundation, 2016

For the commodity the strangers have
With us in Venice, if it be denied,
Will much impeach the justice of his state;
Since that the trade and profit of the city
Consists of all nations.
Shakespeare
The Merchant of Venice

I et fire år langt studie har Wolfgang Scheppe, filosof fra Universitet i Venedig, sammen med et hold af medarbejdere og frivillige, skabt et studie af en urbanitet under social kontrol hvor migration og turisme indgår i et afhængigt samspil, alt sammen i et forsøg på at forklare den globale by. Men hvordan forklare den globale by ved hjælp af billeder og kort [kart, red.anm.] uden at forfalde til samme visuelle behagesyge billedeffekt der styrer og kontrollerer de globale byers skuespilsamfund? Scheppe og hans hold har gjort brug af den franske kunstner Guy Debords situationistiske afledninger – kritiske redskaber for datavisualisering, mangefacetterede kort der lag for lag beskriver eksempelvis arbejdstilladelser helt ned i konkrete cases: ankomst, bopæl, daglig færden – med andre ord, den jagede arbejder. Afledninger der bevæger sig væk fra det spektakulære og det genkendelige henimod det hverdagslige, det marginale, det ejendommelige, det anonyme. Metoden kaldes detournement, en fordrejning som skaber ny viden om det eksisterende. Ligesom fotografier ikke er tilstrækkelige i sig selv til at forstå Las Vegas (Robert Venturi), gælder dette også i tilfældet Venedig – ja, i en hvilken som helst by. Det er snarere variationen og detaljerigdommen af sammenvævningen af kort, grafer, fotos, tekst og interviews, der gør det muligt at forstå forandringer i de menneskelige handlinger og dermed forklare den globale by. Migropolis Venice / Atlas of a Global Situation udgør en transversal udforskning af to heterogene subjekter – migranten og turisten – hvis interesser og livsformer krydser hinanden.

Den generiske by. Nøglen til at forstå den globale by ligger i det lokale. Men man skal dog ikke falde for fristelsen til at idealisere det lokale, men zoome ind på det og på denne måde skabe atlas for det globale. Som Venturi sagde om Las Vegas, må man begribe «arketypen snarere end prototypen, det overdrevne eksempel for at udlede en lære om det typiske». Det betyder at man i stedet for at karakterisere byen som en serie af ikoniske billeder der fremhæver spektakulære scenerier, fokuserer på det generiske, det vil si det anonyme: de ordinære detaljer, løsarbejderes boligforhold, gadesælgere der slæber rundt på deres ulovlige varer i en gyde [bakgate, red.anm.], soveværelset til en ung sydkoreansk kok, endagsturistens bus, migrationspapirer, klondike-varehuse udenfor Venedigs historiske centrum, immigrationskøer, fængsler, hegn [gjerder, red.anm.], zoner, hunde. Migropolis Venice er en analyse af denne Venedigs «normalitet» og dens forhold til resten af verden.

Bizar fetich eller alle byers by? «Hver gang jeg beskriver en by, siger jeg noget om Venedig.» (Marco Polo, i Calvino: De usynlige byer.) «At man ikke kan finde vej i en by, er ingen kunst. Men at fare vild i en by, som man farer vild i en skov, kræver træning,» skriver Walter Benjamin i sine barndomserindringer. Snarere end bare at slentre tilfældigt rundt, anstrenger flanøren sig for at opdage hengemte gyder og baggårde og bevægelige modstrømme. Og findes der et bedre sted at flanere end Venedig? Venedig har siden middelalderen fungeret som model for urban kompleksitet og labyrintens barokke spejlkabinet, som katalysator for turistens længsel. I dag har byen en million besøgende om året hvis kommercielle ressourcer fungerer som en magnet for emigranter. Én af Scheppes hovedpointer er at Venedig slet ikke er en global by, men et produkt af industrisamfundets ruiner. Bevægelsen fra brugsværdi til symbolværdi har forvandlet Venedig til et tegnstudie, en slags tidløs ø, en forførende real abstraktion. Man spadserer rundt, ikke i en by, men i et erindringens teater (Guilio Camillo), der ikke kun er det du kan se med øjnene, men netop en billedmaskine, som også inspirerede blandt andet Marcel Proust. «Venedig er en urban kopi, sin egen ikonicitet, der har mistet sin mester,» skriver Scheppe. Man kunne også argumentere for at den fortættede overflade er med til at aktivere fantasien fordi den ikke illuderer en mesterfortælling, men en barok verden på nippet til at bryde sammen. Men fra et økonomisk-socialt og æstetisk synspunkt er Scheppes pointe vanskelig at overse: Det er nemt at lokke en kinesisk turist til at købe en falsk taske af en afrikansk flygtning; det blotte faktum at tasken er købt i Venedig tilfører den en særlig værdi. Byen som brand har skabt sin egen ekstreme fetich.

Facaden og løgnen. Den engelske kunsthistoriker John Ruskin dokumenterer i bogen Stones of Venice hvordan renæssancearkitektur i løbet af 1800- og 1900-tallet har tjent den magtfulde elite, opretholdt gennem facadens teatralske dekoration, og lammet nybrud og intellektuelle eksperimenter. Brugen af marmor og opbygningen af byzantinske og antikke ruiner stadfæster denne imperialisme. Ruskins stærke metafor beskriver Venedig som et «stenbrud af forgangen betydning». Og historien fortsætter: I 1920’erne brugte industrigiganten Volpi det monumentale bygningsprogram i det historiske centrum til at manifestere sin magt og den fascistiske propaganda. Globalisering reduceret til privatisering og standardisering begynder allerede her. Siden har byen levet af en konserverings- og sminkemaskine der får den til at fremstå som et pyntet lig. Migropolis Venices hovedfokus er dog ikke konsumkulturen som sådan, men hvordan et nyttesløst forbrug producerer et stigende humant affald.

I stedet for spektakulære scenerier, fokuserer man på det anonyme: løsarbejderes boligforhold, gadesælgere og deres ulovlige varer, endagsturistens bus, klondike-varehuse udenfor centrum, fængsler, hegn, hunde.

Den opdelte by. Boken udforsker dette mødested mellem den fritidsbaserede mobilitet og den mobilitet som er motiveret av økonomisk nød, turisten versus flygtningen. Velkendt er det europæiske synspunkt der ser den illegale migration som «en kvasi-naturlig hændelse der gør den vestlige verden til et passivt vidne». Dette selvom folkevandringen faktisk er et resultat af en global økonomi der har forvandlet selv de mest afsidesliggende områder af verden til verdens privilegeredes private ejendom, noget der gradvist udsletter lokale livsformer og traditioner. Ydermere har selve den kendsgerning at krydse en grænse forvandlet mennesker til kriminelle. Når den liberale juridisk-politiske kultur fortsætter med at sætte lighedstegn mellem personers individstatus og abstrakt rettighedsstatus, for eksempel statsborgerret og retten til kontraktindgåelse, understøtter og anerkender man et juridisk system der i realiteten fordømmer et utal menneskers eksistensgrundlag. Mange af disse er de facto statsløse og kan ikke vende tilbage til deres hjemland, men kan heller ikke assimileres i det nye land. Denne abstrakte afpolitisering af migranten forpasser en chance for netop at behandle flygtningen som et politisk menneske hvis særegenhed er givende for integration: «Flygtningen skal ses som det han er, nemlig som et grænsebegreb» (Giorgio Agamben). Migropolis Venice demonstrerer til fulde hvordan migranten optræder som det den tyske digter Rainer Maria Rilke kaldte «de bortkastede, ikke bare tiggere» […] «affald, skaller af mennesker som skæbnen har spyttet ud» […] «de som er krøbet ned i et eller andet hul». I Migropolis Venice har vi billeder af bådvaskeren (afrikaner, østeuropæer) som bor i et fugtig kælderværelse før han i de tidlige morgentimer trasker af sted med sin klud og sin spand så gondolerne kan stå klare til næste dags turister; vi har den unge tiggerdreng som i måneder går klædt som en blind gammel dame med nedbøjet ryg i håb om at kunne skrabe sammen et par skillinger; afrikaneren der sælger falske varer, som ofte gemmer sig samme sted hvor han gemmer sine tasker og varer: under broer, under trapper, i sin konstante flugt fra politiet.

Migropolis Venice / Atlas of a Global Situation er mere end en billedcollage; den fremviser en ny måde at skabe viden på om vores verden, byer og mennesker. En tilbagevenden til det generiske, det uanseelige, tingene, objekterne, livet i mellemrummet. For magtpolitikken findes der ingen objekter. Dette er den nye diskursive fremtid for billedet: at genoptage kontakten med verdens umenneskelige overraskelser, at vise at virkeligheden er mere end det vi ønsker at forsvare i en model for fremskridt eller en beskyttende indstilling. En nytænkning for billeder og tekst hvor vi først får øje på politikken i grænsetilstande, i det som deler, det som udelukker, de usynlige, de som ikke bliver set og hørt, de som lever livet i mellemrummet, livet på grænsen.

---
DEL