Vejen mod en ægte anarkisme


AGAMBEN: Arkæologien om religion, kunst, politik og kapitalisme er ikke en søgen efter nogen form for oprindelse – men en søgen efter et fundament, der river fortidige forestillinger op med roden.

Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2020-03-02
        Creation and Anarchy. The work of Art and the Religion of Capitalism
Forfatter: Giorgio Agamben
Stanford University Press, USA

Religion, kunst og politik har alle dage været fælles om en søgen efter et fundament eller en oprindelse for henholdsvis troens magt, kunstnerisk skaben og samfundets grundlæggelse. I den kristne tro er det Faderen, i kunsten det kreative geni, i det liberale demokrati den enkeltes frihed. Vores trang til at søge mod en oprindelse hører tilsyneladende aldrig op. I begyndelsen var ordet, siger Bibelen, en sætning der befaler os at forholde os til en begyndelse. Ligeså er filosofien fristet til at betragte vores historie som en videregivelse af en skjult begyndelse. Økonomerne fortæller os desuden at kapitalismen begynder med den innovative idé.

Men som Agamben bemærker, så er arkæologien om religion, kunst, politik og kapitalisme ikke en søgen efter nogen form for oprindelse. Den er derimod en søgen efter et fundament, der river fortidige forestillinger op med roden. Arkæologien stopper op ved tingene, undersøger deres forbindelser og skaber en konfrontation med den materielle verdens anarki. Og i denne sammenhæng må vi ikke glemme Walter Benjamins ord: «Der findes intet mere anarkisk end den borgerlige samfundsorden.»

Kapitalismens anarki

Med opsigelsen af den amerikanske dollars konvertible guldstandard (Bretton Wood, 1971) skabtes en situation der gjorde kapitalismen til et system uden ydre henvisning til nogen højere instans. Som Agamben bemærker, blev kapitalismen fra da af ophøjet til en ny religion, hvor kreditten trådte i stedet for Gud. Men til forskel fra den religiøse tro er kapitalismens tro uden en genstand (syndsforladelse), uden soning og uden frelse. Der er kun troen på den rene kredit, det vil sige penge. Banken er kirken. En parodi på tro. En tom anarkisme der er nødt til ved hjælp af finansielle instrumenter, derivater og gældspapirer, at styre og lede gennem kredittens teologiske karakter. Den «redder» sig selv ved at henvise til en ny begyndelse, ny innovation, ny helliggørelse af arbejdet indhyllet i en glorie af religiøse termer som kreativitet og selvrealisering. Hvis folk stoppede med at tro på kapitalismens religion, stoppede med at leve et liv på kredit, ville kapitalismen kollapse. Det bliver tydeligt at økonomi og nyliberal politik ikke har sit grundlag i væren, men i ledelsen og forvaltningen af en tom afgrund.

[caption …

Abonnement kr 195/kvartal

Kjære leser. Du har allerede lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?


       

Legg igjen et innlegg

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)