Vejen mod en ægte anarkisme


AGAMBEN: Arkæologien om religion, kunst, politik og kapitalisme er ikke en søgen efter nogen form for oprindelse – men en søgen efter et fundament, der river fortidige forestillinger op med roden.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 2020-03-02
       
Creation and Anarchy. The work of Art and the Religion of Capitalism

Religion, kunst og politik har alle dage været fælles om en søgen efter et fundament eller en oprindelse for henholdsvis troens magt, kunstnerisk skaben og samfundets grundlæggelse. I den kristne tro er det Faderen, i kunsten det kreative geni, i det liberale demokrati den enkeltes frihed. Vores trang til at søge mod en oprindelse hører tilsyneladende aldrig op. I begyndelsen var ordet, siger Bibelen, en sætning der befaler os at forholde os til en begyndelse. Ligeså er filosofien fristet til at betragte vores historie som en videregivelse af en skjult begyndelse. Økonomerne fortæller os desuden at kapitalismen begynder med den innovative idé.

Men som Agamben bemærker, så er arkæologien om religion, kunst, politik og kapitalisme ikke en søgen efter nogen form for oprindelse. Den er derimod en søgen efter et fundament, der river fortidige forestillinger op med roden. Arkæologien stopper op ved tingene, undersøger deres forbindelser og skaber en konfrontation med den materielle verdens anarki. Og i denne sammenhæng må vi ikke glemme Walter Benjamins ord: «Der findes intet mere anarkisk end den borgerlige samfundsorden.»

Kapitalismens anarki

Med opsigelsen af den amerikanske dollars konvertible guldstandard (Bretton Wood, 1971) skabtes en situation der gjorde kapitalismen til et system uden ydre henvisning til nogen højere instans. Som Agamben bemærker, blev kapitalismen fra da af ophøjet til en ny religion, hvor kreditten trådte i stedet for Gud. Men til forskel fra den religiøse tro er kapitalismens tro uden en genstand (syndsforladelse), uden soning og uden frelse. Der er kun troen på den rene kredit, det vil sige penge. Banken er kirken. En parodi på tro. En tom anarkisme der er nødt til ved hjælp af finansielle instrumenter, derivater og gældspapirer, at styre og lede gennem kredittens teologiske karakter. Den «redder» sig selv ved at henvise til en ny begyndelse, ny innovation, ny helliggørelse af arbejdet indhyllet i en glorie af religiøse termer som kreativitet og selvrealisering. Hvis folk stoppede med at tro på kapitalismens religion, stoppede med at leve et liv på kredit, ville kapitalismen kollapse. Det bliver tydeligt at økonomi og nyliberal politik ikke har sit grundlag i væren, men i ledelsen og forvaltningen af en tom afgrund.

Heideggers ide om lysning som et anarkisk sted.
Heideggers ide om lysning som et anarkisk sted.

Kunstens anarkisme

Til vores forestilling om kunstnerisk skaben klæber sig stadig idéen om en særlig ophavsmand, et kald (Gud), et kreativt geni (romantik), noget skjult, en oprindelse (arché) som er adskilt fra den udøvende aktivitet (Ergon). Agamben bemærker det resultat at kunstnerisk praksis er ophøjet til æstetisk mystik uden en virkelig transformativ kraft til at ændre vores liv. Det som går tabt, er den energi der stråler fra arbejdet med et materiale eller selve udførelsen. Agamben nævner liturgien som et centralt eksempel på en kunstnerisk praksis der ikke binder det skabende til hverken Gud eller menneske, men til den rene praksis. Leitourgia betyder «et fælles virke eller performance», der folket og udøvelsen er forbundet. Fra denne praksis udgår et mysterium, ikke i betydningen en hemmelig religiøs bekendelse (kristendom), men som en specifik praksis der virker helende for de deltagende. Den skaber sin egen begivenhed, der senere inspirerer poesi, performance, dans og malerkunst.

Kreditten trådte i stedet for Gud.

Med den teknologiske reproduktion fjerner vi os ganske vist fra kunstens mere rituelle praksis. Men hvorfor skulle de nye materielle betingelser med teknologi ikke også skabe nye muligheder for sansning og tænkning? Med sin ready-made (pissoirkumme) fra 1916 forsøgte Duchamps at flytte opmerksomheden fra værket og ophavsmanden til kunsten som udøvelse. Agamben: «Ved kunst forstår vi ikke andet end netop den måde hvorpå forskellige mennesker som kaldes kunstnere, indtager en særlig praksis og gør det til deres levemåde.» Men spørgsmålet er hvordan denne levemåde forbinder sig med modstand, kritik og forvandling.

Modstand

Martin Heidegger
Martin Heidegger

Kernen i den skabende akt er en modstand der står i opposition til noget udenfor (Deleuze). Men for Agamben er dette at gå for hurtigt frem: «At modstå» hedder på latin sisto, der betyder «at stoppe», «holde nede». Modstand er ikke først en reaktion mod noget udenfor, men en vækkelse af en intern kraft i handlingen: Styrken ved den skabende aktivitet, evnen til at «se» virkeligheden, beror på en tilbageholdt operation. Mellem vores handlingspotentialer og vores realiseringer finder vi de mere usynlige handlinger som tøven, skælven, undren, dovenskab, kedsomhed og leg. Disse er ikke negative områder udenfor den virksomme aktivitet, men inderligt forbundet med den.

Usynlige handlinger som tøven, skælven, undren, dovenskabkedsomhed og leg.

For eksempel skal dovenskab ikke ses som en negation, der er styret af uvirksomhed og lediggang (Lafargue: Retten til dovenskab), men som en praksis med et potentiale i sig selv. Herfra spirer en opmærksomhed, en vågen morgendag. At betænke (kontemplere) sin egen aktivitet er ikke forbeholdt den frie tid udenfor arbejdet, men må netop ledsage denne, give den liv, åbne den for muligheder. Også kedsomhed er en praksis i sig selv, en opmærksom venten, der udruger erfaringens æg.

Afståelse: Andre levemåder

Det er næsten blevet umuligt at bestemme vor samtid som andet end identisk med penge og velstand. Men hvordan se fattigdom ikke som velstandens modsætning, men som den levemåde der rummer forandringens potentiale?

Et tidligt eksempel er de franciskanske munkebevægelsers afståelse af ejendom; i dag er det athos-munkene i det nordlige Grækenland der forener malerkunst (ikon), liturgi, arbejde og bøn. I poesien (#Hölderlin) og filosofien (#Heidegger) har man forsøgt at tænke på fattigdom ikke som afkald på velstand og forbrug, men som en åndelig rigdom. Men der skal mere til for at skabe denne løsrivelse fra økonomiens idé om velstand. Heidegger er inde på et rigtigt spor når han betoner fattigdom som en erfaringsform i sig selv og ikke et afkald på velstand, ikke mindst hvis vi skal omlægge vores forbrugsvaner under klimakrisen, men hans greb forbliver passivt. Hvad der kræves, er en praksis for aktiv afståelse af det at eje og besidde.

Georgio Agamben
Georgio Agamben

Afståelse skal ikke forstås som ophør af aktivitet, men som en opmærksom aktivitet, der ønsker at løsrive arbejdet, kunstværker og goder fra simpelt forbrug for at åbne dem for en ny mulighed for fri brug. I politik ses afståelsen som en moralsk appel hvis mål ikke er indførelse af nye principper eller institutioner, men afsætning af magtkoncentrationer som sådanne og indledelse af en ny politisk erfaring (demonstranter i Hong Kong). I litteratur er afståelsen en svækkelse af det kommunikative sprog og dets informative funktioner for at åbne op for en ny brug, for eksempel en ny erfaring med køn, intimitet og klima. Og i performance: Hvad er dansen hvis ikke kroppens befrielse fra dens nyttebevægelser, dens relation til højtider og ritualer (liturgien)? Der er en sammenhæng mellem levemåde, afståelse af besiddelser (fattigdom), skabende aktivitet og politisk transformation. En udforskning af vores erfaring af en fælles afgrund. Vejen mod en rig anarkisme.