Vår konstante travlhed

SØVNEN: Samtidens arbejdsliv og økonomi har skabt et mentalt klima, der fremmer individer som konstant er optaget, interagerende, responderende, kommunikerende – og dermed en mennesketype der vænnes fra at dvæle, tøve, undre sig eller dagdrømme.

Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.
Email: ac.mpp@cbs.dk
Publisert: 01.10.2019
           24/7. Senkapitalismen og angrebene på søvnen
Forfatter: Jonathan Crary Oversat af Mathias Ruthner
Antipyrine, Danmark

Når man går en tur i det offentlige rum i de europæiske hovedstæder, kan man støde på bænke med riller i. Man kan godt sidde på bænken, men man kan ikke sove. Det er ubehageligt at ligge ned. Folk der ønsker at tage sig en lur, må gå et andet sted hen.

Det lille eksempel er ikke kun et billede på hvordan man fjerner uønskede elementer fra det offentlige rum, for eksempel hjemløse, fattige, skæve eksistenser – det er også et angreb på det hvilende, uproduktive menneske.

Mange ting er i disse år under angreb: den frie legende tid, pensionsalderen, venskab, uddannelse og klogskab, mental sundhed, alt sammen fordi vi skal producere, løbe stærkere, konsumere, døgnet rundt, 24/7. Men vi har dog søvnen tilbage, vores helle. Den kan de ikke tage fra os. Stedet for hvile, tilbagetrækning, genopladning, drømmeriets frizone, det sande liv, den fase, hvor vi bearbejder håb, bekymringer og uro. Søvnen er måske det sidste sted, der skaber et brud med det evigt aktive vågne og stadig mere målstyret liv.

pixabay

Den søvnløse soldat

Men også søvnen er under angreb. I USA findes en spurveart der kan holde sig vågen op til syv dage i stræk under trækperioderne. Det amerikanske forsvar har undersøgt hjerneaktiviteten hos disse fugle under de søvnløse perioder i håb om at det kan bruges på mennesker. Kan man reducere behovet for søvn, har man opskriften på den perfekte soldat: mere effektiv, mere lydig, billig i drift. Historien viser at de tiltag der foretages i hæren, ender med at indtage andre samfundsområder: Den søvnløse soldat ender som den søvnløse arbejder og den søvnløse forbruger. Søvnens skandale er nemlig at ingen værdi kan udvindes af den.

Under industrisamfundet sørgede man for arbejderens hvile, fordi han bagefter var mere effektiv. Men ikke i videnssamfundet, hvor hvile og genopladning er blevet for dyrt for kapitalismen. Kravet om en hurtig output, fravær af langsigtet planlægning, køb og smid-væk forbrug, afmonterer incitamentet til at gøre hvile og sundhed til økonomiske prioriteringer. Antallet af piller mod søvnløshed er steget dramatisk de senere årtier. Vores liv bliver fattig på mellemtider, erfaringsrige pauser. Den eneste undtagelse er søvnen, som ikke er beslaglagt af arbejdstid, forbrugstid, reklametid. Jo, vi vil stadig sove, men samtidens arbejdsliv og økonomi har skabt et mentalt klima, der fremmer individer som konstant er optaget, interagerende, responderende, kommunikerende, og dermed en mennesketype der vænnes fra at dvæle, tøve, undre sig, dagdrømme, de sider af livet, der faktisk er forbundet med søvnen. Som vi ved fra forfatteren Marcel Proust, er hvilen en forudsætning for opvågnen, for vækkelse, hukommelse, idéudvikling, ja, hele rigdommen i vores sjæle- og bevidsthedsliv.

Løftet om at vågne

Gray deler ikke 90’ernes og nullernes optimisme for «informationssamfundets pluralisme» – det skaber mere homogenisering, hvor det performative og operationelle erstatter kvalitativt indhold. Til tider bliver hans kapitalismekritik for skinger og sort/hvid. Han er bedst når han griber til kunstnere og filminstruktører som Jean Luc Godard og Chris Marker, fordi de begge peger på billedet og det visuelle som afgørende for hvordan vi ser og tænker over vores verden. Måden vi ser på, har over de seneste 50 år «ændret sig fundamentalt» (Godard). Billedet og billeddannelse er kongevejen til hukommelsen, til visioner, til sorgarbejd, til dyb historisk bevidsthed, kort sagt, hvordan vi bliver mennesker, hvordan vi skaber bånd til hinanden og til verden. 24/7-samfundet sætter alt dette under pres.

Køen er ifølge Gray et billede på noget ofte overset: evnen til at vente.

I sit filmessay La Jetée viser Marker hvad det vil sige at være omgivet af billeder uden en indre nødvendighed, leve i en verden bedøvet af billeder. Filmen viser vanskeligheden ved at virkeliggøre det som altid har været filmmediets egentlige ærinde: «At forestille sig eller drømme en anden tid frem […] at lokalisere et utopisk øjeblik.» Drømmen om livet er «et løfte om at vågne, at vågne fra en søvn…».

De to ting hænger sammen, drømmen om liv og det at vågne. Derfor er søvnen en økologisk drivkraft: Uden søvnen mister vi sansen for årstidernes skiften, for dagens rytme, tidens puls og varen (Bergson), for det begivenhedsløse (Blanchot), for opmærksomheden over for hverdagens små gentagelser (Lefebvre), erindringsarbejdet (Proust), altså, den forbundethed med verden der ikke først og fremmest er styret af akkumulation og konstant produktion, men som er en medtænkende, opdagende og omsorgsfuld vågenhed. Med til denne økologi hører også evnen til at vente.

24/7: Illusionen om en tid uden ventetid

I en scene fra instruktøren Chantal Akermans dokumentar D’est (From the East, 1993) om Sovjet før kollapset ser man mennesker der står i kø – måske de venter på bussen? Alle står de stille, kigger, nogen hvisker, andre taler. En gribende scene. Køen er ifølge Gray et billede på noget ofte overset: evnen til at vente. Som ikke bare er en tom venten, men noget mere basalt, det som spirer frem gennem «det uproduktive fravær», evnen til at lytte til andre, vente med at tale til det bliver ens tur. Venten er for Gray kimen til det sociale. Venten er en optræning i tålmodighed og respekt som er en forudsætning for demokrati.

Den søvnløse soldat ender som den søvnløse arbejder og den søvnløse forbruger.

1990’ernes kontrolformer er blevet invasive. De har spredt sig til områder vi slet ikke havde forestillet os, ædt sig ind i det sociales inderste maskinrum. Kontrol i dag virker gennem vores konstante travlhed, som har gjort os utålmodige, dårligere til at vente, dårligere til at lytte, dårligere til at tænke. Hvis klimakampen skal lykkes, skal vi optræne vores tålmodighed, fordi venten og pauser i vores liv fungere som en afgørende opladning af sensibilitet og modtagelighed for hvor sårbare vi alle er og hvor rigdommen i livet er at finde.

Af og til når jeg er ved at vågne, ligger jeg og lytter til lyde fra gaden, en rullekuffert i de tidlige morgentimer, en hund, en kirkeklokke om lørdagen og lyden fra færgen, som jeg husker fra min barndom … så er det som om jeg er mere vågen …

Gratis prøve