Vanvid, visioner, kynisme og pragmatisme

«GRØN VÆKST»: Etnografen Gökçe Günel har fulgt udviklingen af den planlagt kulstofneutrale Masdar City Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater – finansieret af denne en af verdens mest olieafhængige regeringer.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 26.07.2019
Spaceship in the Desert. Energy, Climate Change, and Urban Design in Abu Dhabi
Forfatter: Gökçe Günel
Duke University Press, USA

Jeg var egentlig taget til Sydkorea for at skrive om en hel masse andet – om transnational adoption, om kunst og politik, om byrummet under et riv ned og byg nyt-regime – da jeg i 2011 blev betaget af konceptet «grøn vækst». På en virksomhedssponsoreret udstilling i det politiske og finansielle centrum af Seoul lærte jeg blandt andet, at landets store floder skulle bygges om, sådan at naturen kunne opføre sig mere hensigtsmæssigt.

Ved at forene kommercielle interesser og den fremmeste teknologiske viden kunne selve økosystemet forbedres, lød løftet, sådan at de igangværende klimaforandringer ikke ville true menneskers frie udfoldelse. Senere vendte jeg tilbage til Sydkorea for at skrive om dette afsindige projekt, og den forbundne strategi om at gøre Sydkorea til en central global kraft i grøn vækst-paradigmet.

Samtidig begyndte jeg at læse mig ind i litteraturen og deltage i seminarer om denne nye ideologi, som Sydkorea havde været central i at lancere på verdensscenen som et dobbelt svar på økonomisk og økologisk krise. Men det lykkedes mig at overse et tidligere – og på sin vis endnu mere fantasifuldt – projekt end de såkaldte flodforbedringer i Sydkorea: Den «futuristiske øko-by» Masdar City, tegnet i London, men på opdrag fra emiratet Abu Dhabi, som blev igangsat allerede i 2006.

Ikke som på tegnebrættet

Etnografen Gökçe Günel har fulgt udviklingen af den planlagt kulstofneutrale Masdar City finansieret af en af verdens mest olieafhængige regeringer, der producerer i et omfang sammenligneligt med Norge, men hvor olieindtægterne udgør en langt større del af den samlede økonomi.

Klimatopmøderne skulle ind under FN-kategorien Clean Development
Mechanism – en kamp hvor Abu Dhabi og Norges delegationer var
tætte.

I et storslået forsøg på indtægtsdiversificering gik Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater i gang med at lancere sig selv som pioner indenfor bæredygtig energi – energiproduktion og energiteknologi, energineutral infrastruktur og energineutral arkitektur. Masdar City skulle være flagskibet, men som det så ofte sker med løfterige visioner, gik det ikke helt som på tegnebrættet.

Gökçe Günel

Det, der gør Gökçe Günels analyse i bogen Spaceship in the Desert så flersporet og tankevækkende, er hendes bevidste beslutning om ikke at anskue Masdar City ud fra en succes/fiasko-skabelon. I stedet går hun oprigtigt nysgerrigt og sympatisk humoristisk til opgaven.

Teksten efterlader ingen tvivl om, at Günel mener, at klimaforandringerne bør give anledning til grundlæggende gentænkning af den politiske og økonomiske orden – og at Masdar City er et forsøg på det modsatte – men der er ingen moraliseren eller løftede pegefingre i bogen.

Det er menneskerne og deres ideer, der står i centrum, og gennem dem skildres den komplekse tilblivelseshistorie, tilpasningshistorie, opgivelseshistorie og gentænkningshistorie, som er Masdar City’s historie.

Arbejdskraft-joule

Beretningen er fra første side mættet med vanvid, visioner, kynisme og pragmatisme, og fortællingen bevæger sig sømløst mellem det ultralokale – som en samtale i en SUV på vejen mellem Dubai og Abu Dhabi – til det internationale, som for eksempel klimatopmøderne i FN-regi og kampen om hvorvidt carbon capture and storage (ccs) skulle ind under FN-kategorien Clean Development Mechanism (cdm); en kamp hvor Abu Dhabi og Norges delegationer var tætte allierede.

Formålet er at bevare nutiden i en æra af økologisk destruktion.

Gennem Gökçe Günels feltarbejde møder vi den højtbetalte konsulent Marco, der – inspireret af esoteriske læsninger af inka- og mayakultur – taler om kulstoffets sjæl, og hvordan vi alle er forbundet af energi, som bølger i havet. Vi møder parret Susan og Jeff, der turnerer blandt grøn vækst-optimister med en vision om energi som global valuta – i deres drejebog for skabelsen af en bæredygtig og retfærdig verden burde arbejdskraft måles i joule og belønnes derefter.

Vi møder også studerende på Masdar Institute, der bliver udrenset fordi de har registreret sig som shia-muslimer: «Mens Masdar-projektet ofte blev begrebsliggjort som et kontekst-frit og flydende rumskib i ørkenen, der lukkede verden ude, viste begivenheden, at dette var en illusion,» skriver Günel.

Visionen om status quo

En af hendes centrale pointer i bogen er, at forsøget på at omstille samfundet til klimaforandringer gennem «teknologiske tilpasninger» netop er dybt politisk.

Planlæggerne og ingeniørerne såvel som de politiske og finansielle kræfter bag Masdar City ønskede «at bygge og fremme teknologiske tilpasninger og derigennem producere og tilbyde en status quo utopi, ved at skabe teknologiske opfindelser med det formål at bevare nutiden i en æra af økologisk destruktion. Sagt helt enkelt: Fremtiden var en dårligt forklædt udgave af nutiden».

Med stor sans for såvel kontekst som detalje, og med stor sans for sine medmennesker i al deres raritet, kortlægger Gökçe Günel en ufærdig fiktion over, hvordan status quo kan fortsætte trods alle advarsler om at det ikke går an.

Gratis prøve