Vannstyringens vanstyre

Vannkildene til Mexico City, en av verdens største byer, er i ferd med å løpe tørre. Dette er historien om en varslet katastrofe.
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 02.01.2019

A City on a Lake. Urban Political Ecology and the Growth of a City

Matthew Vitz

Duke University Press

USA

Kender du det, når vandet fra hanen er så beskidt at man må sætte en klud om for at filtrere det værste fra? Eller når man står op om morgenen, tænder bruseren og der kun falder et par dråber ud? Eller når man opdager at alt vasketøjet er fuld af sæbe, fordi der ikke var mere vand da maskinen var halvvejs i programmet? Formentlig ikke. Men sådan er hverdagen for flertallet af Mexico Citys indbyggere.

Ikke i downtown, naturligvis – der rinder vandet lystigt. Ligesom det gør på byens fabrikker og i indkøbscentrene. Det betyder også at når en stor virksomhed åbner i et område af byen, kan tusinder af lokale beboere risikere at miste deres vandforsyning. Vand er en social kampplads i millionbyen, og sådan havde det ikke behøvet at være. Som professor i latinamerikanske og caribiske studier Matthew Vitz skriver i City on a Lake. Urban Political Ecology and the Growth of a City: «De tidlige koloniale landkort viser det vandområde hovedstaden engang lå i, som en påmindelse til lokalbefolkningen om den oprindelige civilisation der gik tabt.»

Offer for egne udskejelser

Iztapalapa, et af Mexico Citys fattigste byområder, ligger midt mellem det der engang var den mægtige Texcoco-sø og de to lidt mindre søer Xochimilco og Chalco. I dag er området støvet som en forladt fabrik, og den ramponerede betoninfrastruktur er fuld af meterstore huller og sprækker efter det seneste omfattende jordskælv i efteråret 2017. Da blev store dele af Iztapalapa fuldstændig afskåret fra vandforsyning i månedsvis, og fik den kun tilbage gennem lokale initiativer hvor nye vandrør og vandforsyninger blev indkøbt, røvet undervejs i transporten, generobret og endelig bragt frem til de lokale beboere.

Mexico City er «den første megaby der bliver offer for sine egne udskejelser»

Det er en utålelig situation – som bliver værre for hver dag. Og som Vitz’ historiske studie viser, var denne «økologiske katastrofe» allerede i midten af det 20. århundrede så iøjnefaldende at den blev et af hovedtemaerne i Excélsiors internationale kunstkonkurrence «Mexico City as Interpreted by Its Painters».

I september 1985, da det mest ødelæggende jordskælv forinden 2017 ramte hovedstaden, beskrev den anerkendte mexicanske forfatter, journalist og aktivist Carlos Monsiváis Mexico City som «den første megaby der bliver offer for sine egne udskejelser».

Naturkatastrofers konsekvenser er nemlig altid intimt forbundet med menneskers måde at indrette samfundet på. At Mexico City snart er løbet helt tør for vand, har det fattige flertal af byens indbyggere været ubærligt bevidste om i årtier. At byen samtidig ligger midt i en af verdens mest aktive jordskælvszoner, er også noget der først og fremmest påvirker dagliglivet for det fattige flertal. Når katastroferne er så ødelæggende som jordskælvene i 1985 og 2017, ramler de riges bygninger ganske vist også ned om ørerne på dem – men bliver bygget op igen, ligesom deres infrastruktur i øvrigt bliver det. Modsat for eksempel i Iztapalapa.

Kolonial arv – igjen

Den aktuelle vandsituation i en af verdens største byer er ifølge Vitz ikke mindst et resultat af kolonial politik. Eliten fra «den gamle verden» ryddede skovområder så deres hovdyr kunne græsse og tømmeret kunne bruges til byggeri og industri. Deres overforbrug af jorden forårsagede jordskred og vandforurening, og de massive dræningsstrukturer de anlagde for at beskytte deres pragtbyggerier mod oversvømmelser, fik søerne til at svinde med næsten 80 procent i perioden 1519–1850.

Naturkatastrofers konsekvenser er altid intimt forbundet med menneskers måde at indrette samfundet på.

Mexicos egen lokale økonomiske og politiske elite udviste imidlertid ikke større ansvarlighed efter uafhængigheden. «Denne monolitiske, monstrøse by var barn af et lige så monolitisk og monstrøst parti, Partido Revolucionario Institucional,  der regerede Mexico fra 1929 til 2000 og ledte hovedstaden ud i uhæmmet vækst,» skriver Vitz. I City on a Lake følger forfatteren vandets, affaldets, støvets og vareproduktionens historie i Mexico City som en nøgle til at forstå hvordan urban magt bliver udøvet – og udfordret – i en moderne megaby.

Historien i nutiden

Gennem arkivstudier viser Vitz hvordan Mexico City af i dag – med al sin ulighed, umulighed, uoverskuelighed og helt igennem ikke-bæredygtige vandsituation – er blevet til gennem bevidst «undertrykkelse af mere egalitære, alternative visioner». Kapitalistisk jordspekulation og industriel hyperudvikling på bekostning af økosystemets og lokalbefolkningens behov har historien igennem fået lov at sætte dagsordenen for byplanlægningen.

At de historier, arkiverne fortæller, griber ind i nutiden, beskriver Vitz på begavet vis i A City on a Lake. Han beskriver også, hvordan nutidige forsøg på at rette op på fortidens ødelæggelser, ofte ender med at forstærke eksisterende uligheder. Revitaliserede dele af byen og dens vandressourcer bliver genstand for ny jord- og ejendomsspekulation, der fører til nye fordrivelser af den fattige del af bybefolkningen.

«At gentænke retningen for og indretningen af byer bør være i fokus for ethvert forsøg på at skabe social retfærdighed og bæredygtighed,» skriver Vitz, og opfordrer til at følge ham med ned i arkiverne i jagten på alle de andre veje Mexico Citys byplanlæggere kunne være gået, og som – måske – havde ført et andet sted hen end den urbane apokalypse.

Kommentarer