“Jeg er. Men jeg har mig ikke. Derfor bliver vi først.”
Ernst Bloch, Spor
«Jeg er. Vi er. Det er nok. Så kan vi begynde.» Sådan indleder Ernst Bloch (1885-1977) sit tidlige værk: Utopiens ånd (Geist der Utopie) fra 1923. Med første verdenskrig som bagtæppe beskriver Bloch den vestlige civilisation som en proces af revolutionære sprængninger der slår hul i traditioner og levemåder, hvor kunst og filosofi viser os glimtet af en anden horisont, et andet fællesskab. Der er altid dette ‘noget mere’. Uden en tro på utopiens glød, skriver Bloch, ender vi som T. S. Eliots hulemænd med et «hult verdensrum i en affortryllet ateisme».
En opsporing på kryds og tværs, i fortællinger, drømme, anekdoter, tanker, håb, ønsker og utopiske verdener.
Forandring er forudsætningen for livsprocessen, men forudsætningen for forandring er foregribelse, at stirre krisen i øjnene, tiden selv. Der hvor jeg er: «Det nærmeste er det mest ubegribelige af alt, at vort her og nu altid lever i en dæmring, det levede øjebliks mørke» (Spor, 1930, dansk 1984). Vi må tilbage til det allernærmeste: at vi altid er udenfor os selv, altid foregribende, aldrig helt tilstede hvor vi er. Ude af synk er vi med det givne, ved ikke hvem vi er og hvornår vi virkelig lever, sådan er menneskelivets normalstand. Men sporene findes og Blochs forfatterskab er en opsporing på kryds og tværs, i fortællinger, drømme, anekdoter, tanker, håb, ønsker og utopiske verdener. Sporene er ikke uforpligtende drømmerier, men tingenes uind-løste potentiale. Begyndende mønstre, i venskabet, i relationerne. Utopien er ikke et abstrakt ideologisk udkast, noget der nemt får slagside, men en konkret livgivende kilde for erfaring, opfindsomhed og levemåde. Det er sporene der overrasker os. «Man må netop have øje for små ting, gå dem efter» (Spor). Det er de små håbefulde fortællinger, fablerne og eventyrets indirekte tale der viser vejen til godhed, skønhed og sandhed, først i fragmentsamlingen Spor, siden i hovedværket Håbets princip (Das Princip Hoffnung, 1938-1947).
Mens mange andre tyske intellektuelle under fascismens fremmarch i første halvdel af det 19. århundrede er mærket af pessimisme (Benjamin, Adorno, Lukásc, Brecht m.fl), genopdager Bloch den tillid til livet der genkender varmestrømmen i det levede liv, i den menneskelige historie, det, som holder livet åbent og eventyrligt. Det er denne tillid der adskiller Bloch fra så meget i tidsånden, kynismens kortsigtede nytte og kulden, som Sloterdijk skriver i Kritik af den kyniske fornuft (dansk, 1989). For ham var kritik aldrig blot negerende, men altid affirmativt skabende der åbner for tingenes spirituelle kraft.
Økonomisk realisme
To spor løber ned gennem Blochs forfatterskab: et messiansk-religiøst-marxistisk og en økologisk materialisme med fokus på naturen (stoffet) og tingenes virkelige muligheder.
Den teknologiske acceleration, samtidens politiske tomgang og en nu overhængende økologisk katastrofe har givet Blochs tanker fornyet relevans. I bogen Ernst Bloch – Speculative Realism. Ontology, Epistemology, Politics (2020) beskriver Cat Moir den økologiske krise som en krise der hører til selve materialismens problem: For Bloch er den materielle verden langt mere end produktion og arbejde. Det som blev omdrejningspunktet for marxismen, socialismen og senere liberalismen og nu nyliberalismen. Materialismens problem handler om selve betingelserne for vores relation til naturen, tingene og det trans-historiske. Bloch kalder det «livets-endnu-ikke». Ved at begrænse materialismen til produktion, vækst og arbejde begrænser vi vores egen forståelse for hvordan vi kunne leve.
Resultatet ser vi nu hvor en fastlåst politik opfatter mere arbejde og produktion som løsningen på alle samfundets problemer. En politisk og menneskelig afmægtighed hvor vi ikke længere får øje på virkeligheden, vi ser og lever kun efter en økonomisk realisme hvor der kun er det der er, mere af det samme (Mark Fischer).
Som hovedpersonen siger det i Christian Lollikes teaterstykke All my dreams come true – et Disneydrama: «Der er simpelthen for få Hobbitter, for få eventyr, for få myter, for lidt at tro på, for lidt at leve for og dø for […] Eventyret er ikke pynt på virkeligheden, eventyret er mere oprindeligt end virkeligheden», eller en del af selve virkeligheden som Bloch ville have sagt.
Evnen til at foregribe mulige fremtider
Hvis verden og politikken er kommet til at ligne en dårlig film, så er det fordi tingene ikke længere gør indtryk på os (Gilles Deleuze).
Nyhedsstrømmen og vores viden om naturødelæggelse, ulighed, fattigdom, skamløst forbrug, dumhed og teknologisk selvforførelse bider ikke rigtig på os.
Nyhedsstrømmen og vores viden om naturødelæggelse, ulighed, fattigdom, skamløst forbrug, dumhed og teknologisk selvforførelse bider ikke rigtig på os. Så hvor skal den komme fra denne utopiens impuls? For Bloch næres den af en konkret erfaring, evnen til at foregribe mulige fremtider i det virkelige her og nu. Hvis ikke vi mærker en afsky og en vrede, er det nok fordi vi ikke er tilstrækkelig opmærksomme på det som sker omkring os. Utopien er den plads vi afsætter til forudsætninger, der ikke er givet med os selv. I det åbne møde med stoffet, med natur, kunst, smerte, nye fortællinger: «Uden stof ingen virkelig foregribelse, uden en foregribelse ingen forståelse for stoffet.» (Håbets princip).
For bagefter at leve for at arbejde og ikke omvendt.
Først når vi stopper op, skærper vores opmærksomhed, hvor noget får lov at sætte sig, gør indtryk, først da kan vi være åben over for denne verdens endnu-ikke. For hvad sker der når der for politik og kunst ingen objekter og naturting findes, men kun hvad vi selv kan tænke om dem? Blochs svarer: Vi mister sansen for det dyrebare ved livet, evnen til at lade os gribe og forundres over det eventyrlige, «det tingene laver uden os», og, «gør ved os», «sælsomme fortællinger for en anden levemåde». Det som gør livet værd at leve. Det vi opdagede som børn, men siden glemmer. For bagefter at leve for at arbejde og ikke omvendt. Heraf den stress, ulykke og fortvivlelse der præger de velstående samfund i dag: en mangel på dybtfølt glæde som vi kompenserer for gennem abstrakte drømme og tomt forbrug.
Man må gøre sig sårbar
Fortællingen «Faldet ind i nuet» fra bogen Spor, om en tigger der på en rabbiners forespørgsel fremsætter et ønske, der tager hans egen øjeblikkelige situation alvorlig og ikke projicerer sit håb ud I en fjern fremtid (hans største ønske er at få en skjorte), viser at vort her og nu er en tærskel til noget andet og ikke en lukket dør.
I Blochs fortællinger oplever menneskene livet som en tærskel, en porøs og åben søgen, den vitalitet der holder livet åbent. Håbet kan skuffe, men netop skuffelsen hører med til håbets kraft, som han skriver. Man må gøre sig sårbar.
Fra den anden side af jordkloden modtager jeg nu og da fra min søn, små digitale postkort, der vidner om at han tager én dag ad gangen og samtidig er helt åben for at alt kan ske. Hver dag ser og lytter han til dyr, forunderlige landskaber og generøse mennesker på sin vej. Han har det, som står han og kigger ud mod en åben horisont, samtidig med at han er til stede her og nu. Hans tanker er ikke styret af fremtiden, studier, karriere, penge, sikkerhed, men først og fremmest om at gå på opdagelse uden at vide hvad han søger …
Er det ikke denne åbne søgen vi mister som voksne? Som om den utopiske glød forsvinder i et politisk klima som Danmark og Norges tynget af store voksne årgange der sidder på magten. En generation af boomere og Gen-x’er der lever et liv i komfort, travlhed og sikkerhed.
De sociale og politiske forandringer afhænger af billedernes evne til at bevæge og forbinde sig med åbne og udsatte kroppe.
Som Laura Marks viser i sine studier om arabisk filmkunst i Hanan al-Cinema Affections for the Moving Image (2015) afhænger de sociale og politiske forandringer af billedernes evne til at bevæge og forbinde sig med åbne og udsatte kroppe. Det er når vi føler en ændring i vores handlekraft, at vi øjner nye åbninger og potentialer. Det er som at få en ny krop!
«Vær opmærksom, vær opmærksom!» siger en stemme til journalisten Farnaby i Aldous Huxleys utopiske roman Ø (1962). Farnaby der repræsenterer oliemagnaten og som vil have fat i øens naturrigdomme, opdager en dag at den stemme der talte til ham om opmærksomhed – ikke kommer fra et menneske, men en fugl! Ordene genlyder som et ekko overalt på øen, der minder Farnaby om det som trækker menneskene væk fra fantasier og distraktioner for at vende tilbage til der hvor man er her og nu. Han opgiver sit forehavende.
En fyldt nutid – mellem forjættelse og opfyldelse
Håbe kan man kun på det man ikke har nogen magt over. Håbet fødes med de spor og den fortryllelse der lyser op når vi trækker os tilbage fra en konstant virksomhed handlen. Allerede i hverdagens små detaljer gemmer sig de ‘ønskebilleder’, og dermed konturerne om en anden fremtid hvis vi er opmærksomme og kan vikle dem ud.
I den jødiske Sabbat, er måltidet ikke kun et sted hvor man spiser, men også en måde sammen at regenerere kroppen og ånden. Hver især har sit liv og sine bekymringer, men sammen gentager og genopliver man opfyldelsen af en anden tid. Dette faktisk kommende fællesskab, skriver den italienske forfatter Marcello Tari med henvisning til Ernst Bloch «er det sted hvor kammeraten og den anden ledsager mig på rejsen mod en mulig omvending.» (Tari: There is no Unhappy Revolution. The Comnmunism of Destitution, Common Notions. 2021.). Vi skal ikke som i ortodoks jødedom tilbagerulle tiden til en paradisisk-messiansk tilstand, men give plads til en fyldt nutid der åbner en portal til en anden fremtid.
Det messianske er hos Bloch som et lys der kaster en glød over den allerede eksisterende verden og tingene på en måde, der gør det umuligt at betragte den aktuelle verden på samme måde som før. I denne historieforståelse befinder tiden sig allerede i en spænding mellem forjættelse og opfyldelse – et korrelat mellem forjættelsens håb og materiens egne konkrete muligheder. Der er noget iboende revolutionært i denne tilgang til tiden, der skal bryde med den politiske gentagelse af det samme. Det er os der er i tiden, og det at leve, er at nærme sig et omslag i tiden. Den tid vi gennemlever, er ladet med et u-indløst potentiale, eller, tiden er ikke færdig med sig selv, den arbejder, den går ikke bare.
Det hører med til en forandring af samfundet, at den skaber sig selv i den modstandsdygtige handling, som først bliver tilgængelig for os i det øjeblik vi tør forbinde os med noget andet, kræve noget andet af os selv. Bevæge os hen til det sted, som endnu ikke har nogen identiteter. At nærme os noget, det kommende samfund, som vi endnu ikke kender.
