Utforskningen av de journalistiske grenser

Grænsesøgende journalistiske projekter og en dansk digter på hæsblæsende biljagt.

Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

Der er givetvist noget på færde i udforskningen af de journalistiske grænser i disse år. Journalistikken og definitionen af denne har som sådan altid været til forhandling. Tænk blot forholdet mellem litteraturen og journalistikken og en genre som den litterære reportage, der i den grad har lånt fortællemæssige teknikker fra litteraturen og i den forstand udfordret og diskuteret journalistiske konventioner som autenticitet og sandfærdighed.
Men disse år er vi vidne til en række nye journalistiske udtryk, der både anvender nyere teknologiske muligheder, men også udfordrer de gængse opfattelser af journalistrollen og det råderum, som traditionelt set har været tildelt journalisten.

AnitaAnita har brækket hjernen. Den multimodale non-fiktions-fortælling er en historie, der er journalistisk fremskaffet via research og interview, men iscenesat ved at kombinere forskellige type medier og modaliteter såsom lyd, billede, foto og film. Tanken er, at de forskellige modaliteter har forskellige funktioner, og når de optræder sammen, afgiver de en styrke til fortællingen, som de ikke kan tilvejebringe hver for sig. Et eksempel på den multimodale, journalistiske fortælling er Anita har brækket hjernen, der omhandler en kvinde, der hører stemmer.
Straks man træder ind på sitet, mødes man af en iscenesættelse af temaet. Et rystet billede, der viser et udsnit af et ansigt med fokus på øret, vibrerer på skærmen, mens en kvindestemme begynder at fortælle om, hvordan hun hører en masse mennesker, som ikke er der. Derpå følger en længere iscenesættelse af et portræt af en kvinde, der samtidig fungerer som case til at forklare om en sygdom, der rammer hen ved 40 000 danskere hvert år.
Det skrevne er nok det mest tungtvejende element ved fortællingen, men man kan heller ikke se bort fra de mange fotografier, der bryder fortællingen om og muliggør andre indgange og måske en anden form for indlevelse, ligesom man heller ikke kan se bort fra de forskellige, fakta-baserede grafikbokse samt små lydklip, der kan vælges til og fra undervejs. Netop interaktiviteten eller valgmuligheden er en central del af den multimodale fortælling, hvor brugerens valg resulterer i en vis variation af hvordan historien stykkes sammen.

Anita har brækket hjernen. Lyd, billede, tekst og grafik. Tilrettelagt af Kim Schou med fotos af Leif Tuxen.

Off the Page og det journalistiske liveshow. Her er vi et stykke videre i den performative retning. Udgangspunktet er stadig en journalistisk tilvejebragt historie fra The Guardians journalister, men i projektet Off The Page formidles historien som scenekunst i samarbejde med The Royal Court Theatre. Teaterstykkerne bliver til på baggrund af samtaler mellem journalisterne og teaterinstruktøren, og visualiseres både som teaterstykke og som korte film på 3–10 minutter. Et eksempel er stykket/filmen Britain isn’t Eating, som ved at anvende setuppet fra tv-kokkeshow og inkorporere en fiktiv politiker får leveret en satirisk, men journalistisk forankret skildring af måske især de konservative politikeres fordomme når det gælder klassesamfundet.
Off the Page indskriver sig i en retning indenfor det vi kunne kalde performativ journalistik, altså journalistik hvor reporteren, skribenten eller værten ikke blot tager en aktiv rolle i fortællingen, såsom når man anvender et «jeg» i en tekst, men ligefrem bliver en fysisk entitet i fremstillingen af teksten. Dette kan eksempelvist ses ved de journalistiske liveshows såsom Pop-Up Magazine i USA og Zetland Live i Danmark. Her fremføres journalistiske historier live foran et publikum. Strukturelt mimer showet et magasin med forskellige genrer og et fastlagt flow, men der sker noget særligt, når personen bag fortællingen – eller den medieskabte udgave af personen kunne man også sige – bliver en del af selve den performative fremførsel af historien. Væk er den neutrale formidler. Ind er kommet den ikke blot subjektive, men også engagerede og fremførende performer. Hvorvidt det overhovedet kan og bør kaldes journalistik, er der bestemt ikke enighed om, men eksemplerne her er i al fald oplagte indgange til at diskutere de grænser, der eventuelt skal sættes i definitionen af journalistik.

Yahya HassanYahya Hassans selfie-videoer. Den danske digter Yahya Hassan stormede ind på den litterære scene ved udgivelsen af debutdigtene i 2013. Her var endelig den stemme fra indvandrermiljøet, som såvel højrefløj som venstrefløj havde ventet på. Digtene var højtråbende (skrevet med kapitalærer naturligvis) og skældte ud på både passive indvandrerforældre og stribevist af svigt fra det omkringliggende samfund.
Efterfølgende blev Hassan en medieperson par excellence. Med sin improviserede, fandenivoldske og energiske tilgang blev han dyrket og elsket af et væld af danske medier, som meget gerne bragte alt, hvad Hassan måtte have på sinde. Også det politiske parnas tog digteren til sig. Først diskuterede etablerede partier, hvad Hassan egentlig sagde i sine digte (måske første gang at politikere har diskuteret poesi offentligt?) og siden blev Hassan eksplicit en del af det politiske, da det nystiftede Nationalpartiet fik Hassan som kandidat til Folketingsvalget. Partiet nåede ikke at blive opstillingsgodkendt inden valget, men mediedækningen var voldsom især på grund af Hassan. Og for nylig eskalerede mediedækningen af digteren så nok en gang. Denne gang var anledningen en række hændelser, hvor Hassan kommer i karambolage med både politi og den linde strømme af mennesker, der efterhånden har en torn i siden til ham. Dækningen tog til, fordi Hassan selv medierede sine håndgemæng ved at optage en lind strøm af selfie-videoer, hvor han henvender sig til offentligheden, jagtes af personager i hurtigere biler, konfronterer politiet eller fremviser en tenderende voldelig diskussion med forskellige individer på gaden. På den måde overtager Hassan selv noget af medieringen af hans persona, og bidrager til den fortløbende fortælling om Hassan. Det hele kan naturligvis siges at være en langt pr-optakt til hans kommende digtsamling, men uagtet pr-værdien i disse videoer er de interessante at skue som paratekster til digtene og som eksempel på hvad de sociale medier kan bidrage med, når det gælder forhandling om hvordan et individ fortælles og konstrueres i mainstream-medierne.

De fleste videoer er at finde på Yahya Hassans facebookside:

Off the Page. Eksempelvist Britain isn’t eating. 7 minutter

Journalistiske liveshows, en bid af Zetland Live kan opleves i filmformat her:

---
DEL