PROTESTERNE I USA: Atlanta, Boston, Chicago, Dallas, Denver, Detroit, Houston, LA, Louisville, New York, Miami, Philadelphia, Phoenix, Pittsburgh, Portland, Oregon, Richmond, Salt Lake City, Seattle og Washington. Et svar på den strukturelle vold fattige er udsat for.

Professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.

Det går hurtigere og hurtigere i øjeblikket. I løbet af få måneder har vi ikke blot taget afsked med drømmen eller illusionen om en parlamentarisk omlægning af USA med Bernie Sanders som demokratisk præsident, men også set covid-19 ramme USA med voldsom kraft. Mere end 100.000 amerikanere er foreløbigt døde, og corona-pandemien har åbenbaret, hvor dårligt det står til i verdens økonomiske, kulturelle og militære centrum.

21 millioner arbejdere er nu arbejdsløse.

Hvis USA tidligere er gået forrest i internationale kriser, har landet denne gang glimret ved en horribel håndtering af covid-19. Trump-regeringen sjoflede først virussen og har siden forsøgt sig med konspiratorisk anklager rettet mod Kina for derved at skjule hvor dårligt udrustet USA’s sundhedsvæsen har været. 15 procent af den amerikanske befolkning – 21 millioner arbejdere – er nu arbejdsløse. Det er blot et spørgsmål om tid, før millioner af amerikanere vil blive tvunget fra hus og hjem, fordi de ikke kan betale deres regninger. Hvis det 20. århundrede stod i USA’s tegn, tyder meget på, at det nye århundrede vil tage form af en pinefuld og modsætningsfyldt deroute for verdens selverklærede supermagt.

Afrikanskamerikaneren George Floyd

Som om Bernies nederlag og corona-pandemien ikke var nok, oplever vi nu de mest omfattende protester og uroligheder i nyere amerikansk historie efter at politiet dræbte den 46-årige afrikanskamerikaner George Floyd i Minneapolis den 25. maj.

Floyd blev arresteret for at forsøge at betale cigaretter med en falsk 20-dollarseddel i en dagligvarebutik. At det overhovedet er en hændelse, politiet prioriterer på et tidspunkt, hvor USA kæmper med en pandemi, kan kun undre, men to betjente rykkede ud, efter at en ansat ringede til politiet. Floyd sad i sin bil, da han blev arresteret. Betjentene tvang ham ud af bilen, hvorefter der kom yderlige to betjente til. Floyd blev lagt i håndjern og skubbet ned på jorden med ansigtet mod asfalten, mens politimanden Derek Chauvin pressede sit ene knæ ned på Floyds hals. Det fortsatte han med i næsten 9 minutter. Floyd gentog mindst 16 gange, at han ikke kunne få vejret, og i de sidste tre minutter virkede han bevidstløs. De tre andre betjente reagerede ikke på Floyds nødråb, men forhindrede derimod en bekymret forbipasserende i at nærme sig Floyd. Alt imens delte en tilskuer hele forløbet på sociale medier.

Dagen efter mordet blev de fire betjente fyret.

Dagen efter mordet blev de fire betjente fyret. I løbet af dagen samlede hundredevis af mennesker sig ved krydset, hvor Floyd blev dræbt. Om aftenen bevægede demonstranterne sig til den nærliggende politistation, hvor det kom til sammenstød med politiet, der skød med tåregas og gummikugler. I løbet af få dage spredte protesterne sig til hundredevis af byer i USA, hvor det kom til voldsomme kampe mellem politi og demonstranter. Butikker blev plyndret og politibiler brændt af. Torsdag den 26. maj blev der sat ild til den omtalte politistation i Minneapolis. Dagen efter blev Chauvin sigtet for drab. Den 3. juni blev de rejst sigtelser mod de tre andre betjente.

Nationalgarden sat ind

Protesterne har varet mere end en uge nu og er de mest omfattende i USA siden sidst i 1960’ere. Det startede i Minneapolis, men spredte sig hurtigt til mange andre byer, inklusive Atlanta, Boston, Chicago, Dallas, Denver, Detroit, Houston, LA, Louisville, New York, Miami, Philadelphia, Phoenix, Pittsburgh, Portland, Oregon, Richmond, Salt Lake City, Seattle og Washington.

Mange steder er det kommet til voldsomme kampe mellem politi og demonstranter. Politiet har vanen tro faret hårdt frem med gummikugler og tåregas i store mængder, men de er blevet mødt af en overraskende beslutsom modstand. I mange byer er det endt med, at politiet har trukket sig tilbage og har overladt kvarterer til demonstranter, der har plyndret luksusbutikker og storcentre samt sat ild til biler og bygninger, inklusive politistationer. Hvis de ikke ligefrem har sluttet sig til demonstrationerne, som det er sket flere steder. På nettet flyder det med billeder af kampe mellem demonstranter og voldeligt politi – og sekvenser, hvor hele rækker af politibiler bliver sat i brand. Natten til fredag den 29. maj var der så voldsomme kampe mellem politi og demonstranter foran Det Hvide Hus, at Trump blev ført i sikkerhed i en bunker under Det Hvide Hus, noget der almindeligvis kun sker i tilfælde af krig eller et terrorangreb.

Hele rækker af politibiler bliver sat i brand.

Fordi det i ellers forvejen voldsomt militariserede politi – der har overtaget en del militært isenkram brugt i Afghanistan og Irak – ikke har kunnet holde stand, er nationalgarden blevet sat ind i mere end 26 stater for at bekæmpe protesterne. Præsident Trump siger, at demonstranterne er bøller og tyveknægte, og han har ikke blot truet med at gøre AntiFa (Antifascistisk aksjon) til en terrororganisation, men har også truet med at sætte militær på gaden, hvis protesterne ikke kommer under kontrol. 1600 soldater er således allerede blevet placeret i udkanten af Washington DC.

Søndag den 30. maj blev der indført udgangsforbud i 12 byer, hvad der dog endnu ikke har lagt en dæmper på protesterne. De er tværtimod blot taget til i styrke. Den 2. juni var der således store demonstrationer, plyndringer og kampe med politiet i alle USA’s 50 stater. Omfanget af protesterne kan ikke undgå at overraske. Det er den mest eksplosive protestbølge i nyere amerikansk historie. Det tog lang tid, før 1960’ernes kamp mod strukturel racisme og modstanden mod Vietnamkrigen nåede et lignende omfang. Og fra reportager og deltagerobservationer fremstår det som en langt mere multiracial og sammensat gruppe end ved tidligere lejligheder. Occupy forblev for en stor dels vedkommende unge hvide studerende, og BlackLivesMatter bestod fortrinsvis af afrikanskamerikanere, men de nye protester samler en langt mere broget skare af utilfredse, der tilsyneladende ikke er bange for politiet. De bliver ved med at gå på gaden trods udgangsforbud, smittefare og et brutalt politi. Vi ser en reel udfordring af statens repression og frygtpolitik.

Et mord for meget

Protesterne synliggør en kæmpe krise, der er såvel politisk og social som økonomisk. Den amerikanske økonomi er langsomt skrumpet ind siden begyndelsen af 1970’erne og en stadig større del af den stadig mindre værdi, der er blevet skabt er gået til stadigt færre. USA er i dag et ekstremt ulige samfund. I en lang periode havde en del af den amerikanske arbejderklase adgang til kredit, men det satte finanskrisen en brat stopper for. Flere og flere er blevet tvunget til at overleve gennem prekært og uformelt arbejde eller kriminalitet. Derfor er antallet af indsatte vokset og vokset. Især mennesker racialiseret som sorte har været objekter for denne udvikling.

Da endnu en afrikanskamerikaner blev dræbt af politiet, var det et mord for meget. Floyd er blot det seneste i en tilsyneladende uendelig række af politimord på afrikanskamerikanere. Den 13. marts blev den 26-årige Breonna Taylor eksempelvis skudt af politi, da de stormede hendes lejlighed, mens hun sov. Den 27. maj blev den 38-årige transkønnede Tony McDade skudt af en hvid politimand, der råbte «Stop, n–r» i forbindelse med en anholdelse.

Og den 25. mai var Floyd blevet dræbt. USA står i flammer. Over for protesterne og kravet om en afvikling af et kapitalistisk system, der konsekvent racialiserer befolkningen og gør forskel på mennesker, har vi et politisk establishment, der fremstår splittet. Valget af Trump var et symptom på fraværet af et samlet borgerskab: Den amerikanske kapitalistklasse er delt i stridende fraktioner, en gruppe med Silicon Valley i spidsen går ind for globalisering, men andre dele af den herskende klasse støtter op om Trumps nationalisme og protektionisme. Trump selv opildner højreradikale og fascistiske grupperinger til at trodse forsamlingsforbud og truer nu de, der demonstrerer mod politivold, med at ville sætte militæret ind. Tingene spidser til.

At skelne mellem de gode og de dårlige demonstranter.

Politikere og kommentatorer har vanen tro forsøgt at skelne mellem de gode og de dårlige demonstranter. De gode er dem, der marcherer og danser eller laver performative optrin, de dårlige er dem, der forsvarer sig mod politiet, slår igen og plyndrer butikker. I en opstand, som den vi ser i USA nu, giver det imidlertid ikke mening at skelne mellem protestens udtryk, mellem vold og ikkevold. De hænger sammen og er udtryk for et uigenkaldeligt krav om ændringer. Afbrændingen af butikker og politibiler er et svar på den strukturelle vold, som fattige amerikanere er udsat for hele tiden, ikke mindst hvis de er racialiseret som sorte. De reagerer og afviser, og gør det, hvor de nu engang er. At afvise plyndringerne og sige, at de ikke er udtryk for en politisk kritik, er at misforstå situationen. De er systemkritiske, det er hele det racialt kapitalistiske system, de vil gøre op med. En brutal kapitalisme, der prædestinerer dem til et miserabelt liv, hvor de hvert øjeblik kan blive dræbt af politiet.

Hvis protesterne er apolitiske, så er det fordi demonstranterne til at begynde med ikke har adgang til det politiske system, men er ekskluderet fra det. Deres krav om et andet og bedre liv er ikke legitime. I den forstand er protesterne imod det politiske, hele systemet, imod de to partier og et statsapparat, der intet gør for at beskytte dem mod en pandemi – men blot fængsler og kriminaliserer. Hvad demokrati betyder i denne sammenhæng er et godt spørgsmål. Lige nu tyder meget på, at det både bliver mere undertrykkelse og forbud mod demonstrationer.

 

Se også
https://www.nytid.no/teppefall-for-det-amerikanske-imperiet/

Abonnement kr 195 kvartal