Noam Chomsky. FOTO: AFP PHOTO/Juan BARRETO

Undersøkende journalistikk i en digital tid

Garvede mediepersoner som Noam Chomsky og Glen Greenwald diskuterer på interessant vis den undersøkende journalistikkens vilkår i Fred Peabodys dokumentarfilm All Governments Lie.

Steffen Moestrup
Email: moestrup@gmail.com
Publisert: 15.12.2016

 

For de af os, der følger den åbenbart evigt aktuelle debat om journalistikkens vilkår, er vi efterhånden vant til en parole, der nogenlunde lyder sådan her: Da de journalistiske medier er presset af internettets hurtige kommunikation og live-opdateringer, træffer journalistiske redaktører og ejerne af de journalistiske medier typisk nogle beslutninger, der driver journalistikken i en endnu mere nyhedsorienteret retning, hvor de hurtige nyheder fylder siderne på bekostning af analyserende og undersøgende journalistik.

Men dette er ikke hele fortællingen. I al fald ikke hvis man abonnerer på de argumenter, der kommer frem i dokumentarfilmen All Governments Lie, der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto i september måned. Filmens udgangspunkt er at se på, hvordan internettets komme og de digitale medier i det hele taget har ændret journalistikken og i særlig grad udfordret den tidskrævende undersøgende journalistik. Det kunne jo lyde som en gentagelse af ovennævnte parole, men det er ingenlunde tilfældet. For i stedet for at male fanden på væggen, har filmen nemlig også en række mere optimistiske ytringer, der gjorde, at jeg fik lyst til at tale med filmens instruktør Fred Peabody.

Glenn Greenwald. FOTO: Chip Somodevilla/Getty Images/AFP

Så slemme som tobaksindustrien. Peabody har efterhånden en lang karriere bag sig som journalist og dokumentarist for kanadiske og amerikanske medier, og i 1998 vandt han en Emmy for sin undersøgende journalistik. Peabody har gennem årene set hvordan de to nationers medielandskaber gradvist har transformeret sig imod stadig mere homogeniserede enheder, hvor få medieejere sidder på store dele af medielandskabet og dermed på store dele af magten:

«I dag har vi en situation, hvor der er tale om enorme mediekonglomerater, der er ligeså slemme som tobaksindustrien, når det gælder strategier og lobbyarbejde. Disse konglomerater er fremdeles forretninger, og journalistikken kommer altid i anden række, når det kommercielle bliver mastodontisk, som tilfældet er i dag,» lyder den markante analyse fra Fred Peabody, da jeg spørger ham om en generel karakteristik af det amerikanske og kanadiske medielandskab.

Peabody peger blandt andet på, at en virksomhed som General Electric, der tidligere ejede tv-kanalen ABC, netop er et eksempel på, at medierne i dag drives af virksomheder, der ikke har synderlig meget interesse i journalistik, medmindre der er en økonomisk gevinst at hente. Og de økonomiske hensyn karambolerer ofte med journalistikkens kerneværdier såsom den kritiske tilgang og den afdækkende analyse, mener Peabody:

«Mainstreammedier tør ikke tage politisk stilling, for det ofte koster dem dyrt at blive for partiske. Af samme grund tør de heller ikke gå magthavere efter i sømmene. Afhængigheden mellem magtens elite og medierne er simpelthen blevet for stor,» lyder det fra Fred Peabody, der dermed også antyder, hvor han mener, at den kritiske journalistik i dag skal findes – nemlig online. Og det er der flere grunde til, men en af de vigtigste bunder i medieforskeren Noam Chomskys analyse, der er funderet i begrebet manufacturing consent (fra Chomskys bog af samme navn, der udkom i 1998). I Peabodys forståelse af termen vil det sige, at hvis journalistiske medier skal eksistere i længere tid, skal de abonnere på en ramme og en kontekst, der især dikteres af magthavere. Dette tilsagn gives nok stiltiende men har ikke desto mindre en påvirkning af hvor grænserne går for hvad et journalistisk medie kan tillade sig overfor nationen og dermed overfor magten. Et klassisk eksempel på at journalistiske medier holder sig indenfor rammen, mener Peabody, viste sig i optakten til Irak-krigen, hvor stort set alle medier anerkendte Colin Powells tvivlsomme bevisfremlæggelse og dermed over én kam støttede magthavernes trang til at gå i krig. Dette sker ikke af angst for at skade nationen, men af angst for ikke længere at få adgang til vigtige kilder og information og dermed blive marginaliseret – og i sidste ende miste profit i et presset mediemarked.

… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer