Undersøkende journalistikk i en digital tid

Garvede mediepersoner som Noam Chomsky og Glen Greenwald diskuterer på interessant vis den undersøkende journalistikkens vilkår i Fred Peabodys dokumentarfilm All Governments Lie.

Noam Chomsky. FOTO: AFP PHOTO/Juan BARRETO
Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

 

For de af os, der følger den åbenbart evigt aktuelle debat om journalistikkens vilkår, er vi efterhånden vant til en parole, der nogenlunde lyder sådan her: Da de journalistiske medier er presset af internettets hurtige kommunikation og live-opdateringer, træffer journalistiske redaktører og ejerne af de journalistiske medier typisk nogle beslutninger, der driver journalistikken i en endnu mere nyhedsorienteret retning, hvor de hurtige nyheder fylder siderne på bekostning af analyserende og undersøgende journalistik.

Men dette er ikke hele fortællingen. I al fald ikke hvis man abonnerer på de argumenter, der kommer frem i dokumentarfilmen All Governments Lie, der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Toronto i september måned. Filmens udgangspunkt er at se på, hvordan internettets komme og de digitale medier i det hele taget har ændret journalistikken og i særlig grad udfordret den tidskrævende undersøgende journalistik. Det kunne jo lyde som en gentagelse af ovennævnte parole, men det er ingenlunde tilfældet. For i stedet for at male fanden på væggen, har filmen nemlig også en række mere optimistiske ytringer, der gjorde, at jeg fik lyst til at tale med filmens instruktør Fred Peabody.

Glenn Greenwald. FOTO: Chip Somodevilla/Getty Images/AFP

Så slemme som tobaksindustrien. Peabody har efterhånden en lang karriere bag sig som journalist og dokumentarist for kanadiske og amerikanske medier, og i 1998 vandt han en Emmy for sin undersøgende journalistik. Peabody har gennem årene set hvordan de to nationers medielandskaber gradvist har transformeret sig imod stadig mere homogeniserede enheder, hvor få medieejere sidder på store dele af medielandskabet og dermed på store dele af magten:

«I dag har vi en situation, hvor der er tale om enorme mediekonglomerater, der er ligeså slemme som tobaksindustrien, når det gælder strategier og lobbyarbejde. Disse konglomerater er fremdeles forretninger, og journalistikken kommer altid i anden række, når det kommercielle bliver mastodontisk, som tilfældet er i dag,» lyder den markante analyse fra Fred Peabody, da jeg spørger ham om en generel karakteristik af det amerikanske og kanadiske medielandskab.

Peabody peger blandt andet på, at en virksomhed som General Electric, der tidligere ejede tv-kanalen ABC, netop er et eksempel på, at medierne i dag drives af virksomheder, der ikke har synderlig meget interesse i journalistik, medmindre der er en økonomisk gevinst at hente. Og de økonomiske hensyn karambolerer ofte med journalistikkens kerneværdier såsom den kritiske tilgang og den afdækkende analyse, mener Peabody:

«Mainstreammedier tør ikke tage politisk stilling, for det ofte koster dem dyrt at blive for partiske. Af samme grund tør de heller ikke gå magthavere efter i sømmene. Afhængigheden mellem magtens elite og medierne er simpelthen blevet for stor,» lyder det fra Fred Peabody, der dermed også antyder, hvor han mener, at den kritiske journalistik i dag skal findes – nemlig online. Og det er der flere grunde til, men en af de vigtigste bunder i medieforskeren Noam Chomskys analyse, der er funderet i begrebet manufacturing consent (fra Chomskys bog af samme navn, der udkom i 1998). I Peabodys forståelse af termen vil det sige, at hvis journalistiske medier skal eksistere i længere tid, skal de abonnere på en ramme og en kontekst, der især dikteres af magthavere. Dette tilsagn gives nok stiltiende men har ikke desto mindre en påvirkning af hvor grænserne går for hvad et journalistisk medie kan tillade sig overfor nationen og dermed overfor magten. Et klassisk eksempel på at journalistiske medier holder sig indenfor rammen, mener Peabody, viste sig i optakten til Irak-krigen, hvor stort set alle medier anerkendte Colin Powells tvivlsomme bevisfremlæggelse og dermed over én kam støttede magthavernes trang til at gå i krig. Dette sker ikke af angst for at skade nationen, men af angst for ikke længere at få adgang til vigtige kilder og information og dermed blive marginaliseret – og i sidste ende miste profit i et presset mediemarked.

En lignende ramme kan godt overføres til de store online-medier, mens de mindre online-medier, der har formået at bevare deres uafhængighed eksempelvist ved at være drevet af private donationer og fonde, ikke i samme grad skal navigere under denne ramme, påstår Peabody.

De nye aktører. For Peabody at se er det altså ikke kun internettets komme, der har udfordret den tidskrævende undersøgende journalistik. Det er ligeledes de strukturelle ændringer, som medielandskabet har gennemgået. Samtidig har nettet skubbet på og intensiveret nyhedskapløbet, men hvis nettet er en del af problemet, synes nettet også at være en del af løsningen. Her muliggøres nemlig den uafhængige og dermed også potentielt set magtkritiske journalistik, som Peabody mener, at mainstreammedierne svigter.

«Med nettet ser vi jo en øget tilgængelighed, der muliggør, at man som uafhængig journalist kan oprette sit eget medie og potentielt set nå et stort publikum,» lyder det fra Peabody, der peger på uafhængige journalistiske sites som The Intercept, Democracy Now og YouTube-kanalen The Young Turks som interessante eksempler på det, der foregår indenfor den undersøgende journalistik på de digitale platforme.

Information er blevet lettere at spore for både magthavere og kritiske journalister, og desværre ser vi oftest, at dette vanskeliggør den undersøgende journalistik.

Bag The Intercept står erfarne, journalistiske kræfter som Robert Mackey og Glenn Greenwald, hvor sidstnævnte især fik sit navn frem som den journalist, der sammen med dokumentaristen Laura Poitras var med til at få Snowdens afsløringer ud til en bred offentlighed. Og lækkede dokumenter fylder da også en del på sitet hos The Intercept. I skrivende stund har redaktionen eksempelvist frigivet et væld af interne nyhedsbreve fra NSA, der omhandler mange af de strategier og praksisser, organisationen udøver, når det gælder overvågning af amerikanske borgere og organisationer. Derudover rummer sitet også et væld af gennemresearchede artikler herunder en yderst interessant sag om det israelske selskab, der assisterer FBI med at hacke sig adgang til mobiltelefoner.

Mens The Intercept primært er en skriftbaseret journalistik, har Democracy Now spredt sig genremæssigt til både at rumme tv, radio og skrift. Omdrejningspunktet er samfundsstoffet, især det amerikanske, og rækkevidden er taget voldsomt til i senere år, sådan at Democracy Now nu distribueres af mere end 1400 radio- og tv-kanaler verden over. På den måde er Democracy Now også eksempel på, at noget der starter i mindre omfang online kan vokse gevaldigt og opnå en gennemslagskraft, der ellers normalt kun gælder for de store, kommercielle medieaktører.

YouTube-kanalen The Young Turks er mest af alt journalisten og aktivisten Cenk Uygurs værk. Han er vært på de fleste af programmerne, og således en yderst markant stemme på en kanal, der i skrivende stund har godt tre millioner abonnenter. Uygur har en fortid som vært hos MSNBC, men valgte at opsige samarbejdet, da kanalen bad ham nedtone sine politisk ladede kommentarer og ifølge Uygur stryge magthavere mere med hårene (eller sagt med Chomskys ord: følge den definerede ramme). The Young Turks rummer mestendels nyhedsudsendelser, men man kan også finde længere features og undersøgende journalistik. Kanalen er et eksempel på, at selvom platformen ejes af teknologimastodonten Google lader det fortsat til at være muligt at drive uafhængig journalistik uden indblanding.

Pres nedefra. Fred Peabody er dog ikke naiv, og erkender slagsiderne ved at anvende nettet som platform for uafhængig journalistik:

«Vi har jo med Snowden og Manning set i hvilket omfang overvågning finder sted, og dette hæmmer naturligvis også det råderum som et journalistisk medie har online. Information er blevet lettere at spore for både magthavere og kritiske journalister, og desværre ser vi oftest, at dette vanskeliggør den undersøgende journalistik, da eksempelvist adgangen til kilder bliver sværere,» lyder det fra Peabody.

Lad os dog alligevel slutte i den optimistiske lejr. Peabody aner nemlig en gryende interesse for disse uafhængige medier. Det gælder især unge mennesker, der netop er den befolkningsgruppe, der svigter de traditionelle medier og anvender Facebook som nyhedsmedie – men altså også har opdaget de uafhængige sites og endvidere er flasket op med en anden skepsis overfor medier, end deres forældregeneration gjorde. Peabody får det sidste ord:

«Idealet vil være, at der sker et pres nedefra. At der kommer en attitudeændring blandt journalister, men sandelig også blandt forbrugerne – og her synes de unge altså at være godt på vej.»

Finn ut mer:

www.allgovernmentslie.com

https://www.youtube.com/user/TheYoungTurks

http://www.democracynow.org/

https://theintercept.com/

---