Ud med naturromantiken!

Vi mennesker har en farlig tendens til at reducere naturen til det vi ønsker den skal være – fuglesang, store træer, fascinerende dyr og egen rekreation. Den kritiske filmfestival CPH DOX byder på en økofilosofisk modvægt.

Fra filmen Behemoth (regi: Zhao Liang)
Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Filmen Anthropocene (regi: Steve Bradshaw) havde verdenspræmiere under filmfestivalen CPH DOX, og fortæller historien om hvordan vi mennesker har påvirket jordkloden med dramatiske følger. Det særlige er at vi med ordet antropocæn navngiver en periode som vi lever i nu. Det antropocæne er ikke kun et geologisk begreb, men en stærk tværfaglig tese om en flerdimensionel indflydelse på planet og menneskeliv hvor menneskelige indgreb ændrer på biodiversitet, temperaturer, arternes uddøen og livsformer. Især den industrielle acceleration af produktion og forbrug fra 1950’erne og frem har skabt de kolossale ændringer i jordens klimatiske forhold og geofysiske strukturer. Som én af filmens hovedpersoner udtaler, har vi i cirka 50 år opført os som begejstrede børn der opfinder nye ting og dermed forføres af alt det nye der er muligt at gøre og forbruge. Den antropocæne tid er tiden for den voksne, tiden til at stoppe op og tage ansvar. For filmens eksperter kan tesen om det antropocæne være med til at udfordre vores opdelte kassetænkning der understøtter adskillelsen mellem den enkelte og omverdenen. Det kan være med til at gøre os bevidste om det fællesskab, som vi allerede lever i. At se på os selv som nogle der lever dybt afhængig af omgivelser og derfor også får lyst til at leve mere ansvarligt. At vi finder ud af at det vi beskytter, er noget der er vigtigt. I stedet for at kategorisere noget som natur eller kultur, opfordrer tesen om det antropocæne os til at se verden som et kontinuum der består af materialer, hvoraf nogle af dem er mere forarbejdet end andre. Ipad-en er et stykke natur, men i en kraftigt forarbejdet form af os mennesker. Dette er ikke holisme eller New Age, for vi skal ikke tage hensyn til verden, fordi den er smuk, harmonisk eller sammenhængende. Det handler om at tage ansvar for den verden, man er en del af, fordi vi har svært ved at overskue og forstå vores plads i naturen i al dens kompleksitet. Det bliver også et spørgsmål om, hvordan verden påvirker os. Hvordan verden samtidig sætter nogle begrænsninger for de måder, vi agerer på. Vi agerer ikke bare i et tomrum, hvor vi skaber eller konstruerer verden. Vi er på samme måde sat i nogle materielle omgivelser, der påvirker os på alle mulige forskellige måder, som vi ikke har overblik over. Eksempelvis har den kost vi indtager, en afgørende indflydelse på vores humør og følelser.

Et skridt tilbage – et skridt frem? Den islandske kunstner Olafur Eliasson havde sat den nye stjerne på den internationale kritikerhimmel, øko-filosoffen Timothy Morton, i stævne i demokratiteltet. Spørgsmålet var hvad kunsten kan tilbyde når det handler om store spørgsmål såsom klimakrisen. Afsættet var Eliassons udstilling af 100 tons is på Rådhuspladsen i København i oktober 2014, som nu har intaget Place de la République i Paris i forbindelse med klimatopmødet i december 2015. «Vi har masser af viden om klimakrisen, men afstanden mellem viden og handling er enorm,» sagde Eliasson. «Jeg har villet gøre noget abstrakt helt konkret, noget som giver os en kropslig viden. Når folk rørte ved isklumpen og mærkede kulden og hvordan den smelter, fik de noget at vide som de godt vidste, men som de alligevel ikke vidste på den måde.»

Vi har i cirka 50 år opført os som begejstrede børn der opfinder nye ting og dermed forføres af alt det nye der er muligt at gøre og forbruge.

Vejen fra viden til handling blev et centralt omdrejningspunkt for samtalen. Det politiske system ser sig selv som sundt, og som mennesker er vi kommet i mål med vores behov og begær; det skal blot trimmes med skattelettelser og grøn motivation, så løser vi problemerne. Problemet er at klimakrisen langt fra blot er et teknisk eller økonomisk spørgsmål. Udfordringen består i at nå derhen hvor vores politikere, eller hvor vi som samfund, kan træffe nogle radikalt anderledes beslutninger. De fleste vil bare i gang med at træffe beslutningerne, for de har set lyset.
Morton, derimod, siger at det er helt nødvendigt at træde et skridt tilbage; de hurtige beslutninger strander på særinteresser fra makro- til mikroplan. Og uden evnen til at træffe radikale kollektive beslutninger er det ligegyldigt om vi har teknologien til at redde os; vi bygger stadig gigantiske jernminer i Kina, som vist i filmen Behemoth, med katastrofale følger for menneskeliv og klima, og vi har intet sprog eller en følsomhed for de uoprettelige skader vi gør, og som vi i sidste gør på os selv. Det handler ikke om at styrte hen til løsningen, men om at åbne for en ny form for politik, samvær og samtale – en ny horisont – hvor det ikke kun er det grådige og materialistiske i mennesket, der kan tiltales som en realitet og tilskyndes fordi det er kontrollerbart. At komme derhen hvor et andet liv er muligt, ikke som et tab, men en mulig rigere verden, fordrer en åben og anden bevidst-
hed hvor vi kan nå hinanden på nye måder. I Mortons udvidede fornuft må naturen rumme alt, den må være en totalitet af alle forbindelser, og alt muligt liv og plastik og teknologi er en del af dette livs stoflige supplementer, en forlængelse af både krop og æstetisk begær. Økologi er langt fra kun et teknisk spørgsmål om reduktion af forurening. Ikke alene har moderne økonomiske strukturer, ifølge Morton, haft en drastisk indvirkning på miljøet. Men de har haft en ligeså ødelæggende indvirkning på selve tænkningen, som han skriver. I sin bog Den økologiske tanke siger Morton: «Økologi er lig med levet liv, minus Natur, plus bevidsthed.» Og bevidsthed er netop bevidstheden om dette flimmer, om mørket i lyset. Naturen er en sær, flimrende mængde af interagerende og sammenflydende lys eller stoflighed som han kalder the mesh (matrix-net). Naturen er det sære, fremmede i alle levende væsner og udenfor dem, og den interaktion eller forbundethed som eksisterer mellem alle ting, bevidste, organiske og mineralske. Kunst og kritisk tænkning kan, ifølge Morton, skabe en «upgraded version of doing» og «to upgrade objects», som Olafurs fysiske-sanselige kunst er et eksempel på.
Vi er nødt til, sagde Morton, at gøre op med det vestlige menneskets alt for skarpe adskillelse mellem tanke og handling, og vende tilbage til den kontemplative bevægelse i tanken som den største form for praksis. Morton, der lyder som en blanding af en mediterende zenbuddhist og en fænomenolog på syre, har denne for en akademiker usædvanlige evne til at tale præcist om en porøs, bevægelig og relationel virkelighed som vi selv er en del af. Problemet er at den utålmodige politiske og økonomiske horisont opretholder en statisk og romantisk forestilling om naturen der passer alt for godt til naturen som et forbrug.

Naturromantik og kynisme. Filmen Notes from the Anthropocene (regi: Terra Long) viser tydeligt dette. Fra dinosaurens altdominerende art og uddøen til genopstandelse som plastikfigurer og museale klenodier, ligner filmen en lang historie om naturromantik som moderne forbrug. Er vi i dag blevet fanget af egne behagelige billeder af den uberørte og oprindelige natur? Med dyrkelsen af de forførende og behagelige billeder opstår en farlig tendens til at placere naturen et sted hvor vi ønsker den skal være, som fuglesang, store træer, bjerge eller fascinerende dyr. I stedet for at skabe noget nyt for tanken og sansningen, bliver naturen en slags selvbekræftelse af den urørte eller uredigerede natur eller forrådskammer for rekreation. Vi vil hellere miste den egentlige natur end vores forestilling om naturen som et bestemt sted. Med Mortons ord: «At miste en fantasi er mere smertefuldt end at miste virkeligheden.» Vi må erkende at vi er æstetiske væsner drevet af begær. Spørgsmålet er hvordan vi kan aflære os selv og komme til at nyde og begære på andre måder end dem som vi er vant til. Eksempelvis køre med el-biler der ikke lugter af lækker diesel. Eller spise kunstig kød fremfor at tale for et fuldkomment afkald. Skype i stedet for blot at rekreere sig i naturen. Det er intet galt i en stærk sanselig relation til naturen. Faren opstår i naturdyrkelsens kyniske distance hvor man blot finder det man søger. Man ender med et forstenet naturbegreb der ikke bærer noget «handle-etisk» imperativ med sig. Omvendt kan man spørge om en mere artificiel måde at nyde på ikke skaber risiko for en ny ideologi – et banalt forbrug, hvor tingene og sansningen ikke virker som sansestød, der vækker os til live og får os til at gøre noget andet – men blot som mere junk. Hvornår kan vi sige at naturbillederne har en ændrende skabende kraft, og hvornår bekræfter de blot det som vi ønsker dem til at være? Kunstens opgave er at genrejse en ny etik for sansningen der ikke ender i romantisk passiv selvdyrkelse.

Se www.nytid.no for visning av filmer.


Carnera er essayist. ac.mpp@cbs.dk.

---
DEL