Tvungen nøjsomhed

Midt i denne nedskæringsæra mener tre økonomer at have fundet forklaringerne på, hvornår indstramningspolitik virker. De går imidlertid behændigt uden om spørgsmålet om, hvem det virker for.
Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 01.03.2019
.Austerity When It Works and When It Doesn’t
Forfatter: Alberto AlesinaCarlo FaveroFransesco Giavazzi
Princeton University Press, USA

Som barn af 1980’erne husker jeg de mærkelige ord som kartoffelkur, samfundssind og afregulering. Jeg husker også, at min storesøster – der gik fra gymnasiet «ud i ungdomsarbejdsløshed» – tog mig med, da hun skulle «»op på kommunen», som vi kalder det, der hvor jeg er vokset op. Senere har jeg lært, at folk som er placeret andre steder i sociogeografien kalder det «ned på kommunen».

Lykkeligt uvidende var vi dengang om, at fattigfirserne trods alt stadig var hæderlige. Det var ikke så vanskeligt at «komme på støtten», og min storesøster fandt lønnet arbejde efter ret kort tid. Det, der engang blev kaldt bistandshjælp, hedder nu kontanthjælp, og der er væsentligt færre kontanter at hente, og med væsentlig flere restriktioner. For eksempel at man er villig til at tage ikke-jobs, hvor man bidrager til nogen andres indtjening, uden selv at få en. Det er blevet en betingelse, at man arbejder (gratis) for at få arbejdsløshedsunderstøttelse. Vi må jo alle udvise samfundssind.

Hvis virksomhederne ligefrem skulle betale (ordentligt) for arbejdskraften, og hvis arbejderne ligefrem kunne få deres skattekroner retur i form af understøttelse, når der ikke er arbejde at tage, hvor kunne det så ikke ende i disse krisetider?

Hvornår det (ikke) virker

Det, som var nyt og kontroversielt og kartoffelagtigt i 1980’erne, er blevet dagens orden. Austerity kaldes det i internationalt økonomlingo, hvilket vel kan oversættes til tilbageholdenhed. En ny bog om denne form for regeringsstyring af statsbudgettet – om «hvornår det virker og hvornår det ikke gør», som det frisk hedder i undertitlen – forklarer, at der er to former for austerity: at skære ned på statens udgifter eller at hæve skatterne, eventuelt en kombination.

«Markedet» og «investorerne» skal, forstår man, for alt i verden holdes skadesfri og tilfredse og fulde af fremtidstro, uanset hvilke ulykker de har afstedkommet for alle os andre.

En af hovedkonklusionerne i Austerity. When It Works and When It Doesn’t er, at det – modsat hvad Keynes og keynesianere mener – er bedst for makroøkonomien, når staten nedbringer sine udgifter. For eksempel ved at skære i antallet af eller lønnen til offentligt ansatte. Det har ofte også den, for makroøkonomien, velsignede virkning, at lønningerne i den private sektor falder, og vupti stiger virksomhedernes overskud og virksomhedsejernes humør. At arbejdere taber købekraft, er et mindre onde end hvis investorer mister lysten til at investere.

Den eneste form for øget beskatning bogen direkte behandler, er af indkomst og arbejdskraft, mens beskatning af virksomhedsoverskud, aktieudbytte, ejendom, arv, spekulation i valuta og varer med mere forbigås. Gennem dette selektive og foregøglet objektive fokus bygges bogens argument op omkring, at det giver et bedre «output », når stater skærer ned end når de øger indtægtsbasen.

Årtiers austerity

Forfatterne – tre økonomiprofessorer fra henholdsvis Harvard University og Bocconi University – har analyseret flere hundrede austerity-programmer fra 1980’erne og frem til post-finanskrisen i 16 OECD-lande, heriblandt Danmark og Sverige. Ved at anlægge et mulityear-perspektiv undersøger økonomerne effekten af økonomisk genopretning.

In this photo made on Saturday, June 20, 2015, a man walks past graffiti titled “0 Euro” by street Artist Achilles in Athens. (AP Photo/Petros Giannakouris)

De ser også på de politiske konsekvenser i snæver forstand: Hvorvidt regeringer, der gennemfører austerity-programmer, har mindre chancer for at blive genvalgt. Og der kan magthaverne ånde lettet op – der er ikke en direkte forbindelse mellem austerity og vælgerlussinger. Og når nogen, som for eksempel fagforeninger, laver organiserede protester mod austerity, som for eksempel at strejke, så er det – mere end antyder forfatterne – et udtryk for selvisk og privilegeret adfærd, som skaber «mange problemer for samfundet».

Modellernes ideologi

Austerity. When It Works and When It Doesn’t er temmelig teknisk anlagt, selvom forfatterne også har ambitioner om at henvende sig til andre end nørder ud i økonomiske modeller. Men ét budskab, der går klart igennem til enhver, er, at det er anstrengende og uvidende, når nogen kritiserer austerity som sådan, især i nedskæringsversionen. Kritikken foregår ofte i en «meget ideologisk, hård og uproduktiv tone», som slet ikke virker «overbevisende » på «markederne ». Markederne har brug for «sikkerhed» og føler sig langt mere trygge ved at borgerne fratages rettigheder end ved udsigten til øget beskatning.

Allerede da jeg selv i starten af 00’erne var to måneder uden job før universitetet, havde piben fået en anden lyd oppe på kommunen. Der var ikke noget at komme efter. Jeg skulle først bruge mine surt optjente sparepenge fra tre underbetalte jobs som cykelbud, dagligvarebud og ufaglært socialpædagog, førend jeg kunne få en krone. Faktisk skulle jeg også sælge min lille billige andelslejlighed. Når jeg var både hjemløs og arbejdsløs, kunne det være, de kunne kigge på min sag. Så der røg den opsparing, der skulle have holdt mig gældsfri under studierne.

Det, der engang blev kaldt bistandshjælp, hedder nu kontanthjælp

De af mine venner, som i stedet havde brugt pengene fra deres underbetalte jobs på for eksempel fladskærmstv og andet fjol, ville godt have kunnet få kontanthjælp. De havde nemlig udvist mere samfundssind i 00’ernes logik, hvor det gjaldt om at forbruge mindst alt, hvad man tjente og helst mere. Det virkede åndssvagt og uretfærdigt dengang. Det gør det stadig. Og det mest åndssvage og uretfærdige var, og er, at ingen af os – hverken de sparsommelige eller de (over)forbrugende – nogensinde kommer til at nyde godt af austerity-programmerne. Vores gæld stiger fortsat i takt med at vores arbejdskraft kompenseres mindre og mindre.

Men der er det så, at man åbenbart må hæve sig op i de makroøkonomiske luftlag og se tingene i et større perspektiv.

Ophobning og udhuling

En pointe i bogen, som det er svært at være uenig i, er, at den såkaldte nødvendighed af austerity altid skyldes fortidens forfejlede eller uansvarlige politik. Somme tider i kombination med pludseligt opståede kriser. Det springende punkt er dog, hvad man mener, fortidens fejl består i.

De selverklærede anti-ideologiske økonomer afslører deres dybt ideologiske ærinde gennem alt det, de ikke omtaler: Hvor værdierne ophobes, og hvem der nyder godt af den fornyede vækst, som «vellykkede» austerity-programmer skaber grobund for. Det er nemlig hverken stater som sådanne og endnu mindre arbejdere, der bliver beriget. Realindkomsten og adgangen til kollektive goder er blevet støt udhulet i stort set alle OECD-lande siden 1970’erne, som sjovt nok var overgangen til nutidens austerity-orden.

Heldigvis har forfatterne givet sig selv alle tiders undskyldning for ikke at forholde sig til det. Dem, der ophober rigdommene, beskrives alene med ansigtsløse termer som «markedet» og «investorerne» – og de skal, forstår man, for alt i verden holdes skadesfri og tilfredse og fulde af fremtidstro, uanset hvilke ulykker de har afstedkommet for alle os andre.

Og det der med ulighed er
– skriver forfatterne en passant – en helt anden diskussion, som må behandles i en anden bog, en anden dag.

Kommentarer