Tvungen nøjsomhed

Midt i denne nedskæringsæra mener tre økonomer at have fundet forklaringerne på, hvornår indstramningspolitik virker. De går imidlertid behændigt uden om spørgsmålet om, hvem det virker for.

Nina Trige Andersen
Trige Andersen er frilansjournalist og historiker.
Email: nina.trige.andersen@gmail.com
Publisert: 01.03.2019
.Austerity When It Works and When It Doesn’t
Forfatter: Alberto Alesina Carlo Favero Fransesco Giavazzi
Princeton University Press, USA

Som barn af 1980’erne husker jeg de mærkelige ord som kartoffelkur, samfundssind og afregulering. Jeg husker også, at min storesøster – der gik fra gymnasiet «ud i ungdomsarbejdsløshed» – tog mig med, da hun skulle «»op på kommunen», som vi kalder det, der hvor jeg er vokset op. Senere har jeg lært, at folk som er placeret andre steder i sociogeografien kalder det «ned på kommunen».

Lykkeligt uvidende var vi dengang om, at fattigfirserne trods alt stadig var hæderlige. Det var ikke så vanskeligt at «komme på støtten», og min storesøster fandt lønnet arbejde efter ret kort tid. Det, der engang blev kaldt bistandshjælp, hedder nu kontanthjælp, og der er væsentligt færre kontanter at hente, og med væsentlig flere restriktioner. For eksempel at man er villig til at tage ikke-jobs, hvor man bidrager til nogen andres indtjening, uden selv at få en. Det er blevet en betingelse, at man arbejder (gratis) for at få arbejdsløshedsunderstøttelse. Vi må jo alle udvise samfundssind.

Hvis virksomhederne ligefrem skulle betale (ordentligt) for arbejdskraften, og hvis arbejderne ligefrem kunne få deres skattekroner retur i form af understøttelse, når der ikke er arbejde at tage, hvor kunne det så ikke ende i disse krisetider?

Hvornår det (ikke) virker

Det, som var nyt og kontroversielt og kartoffelagtigt i 1980’erne, er blevet dagens orden. Austerity kaldes det i internationalt økonomlingo, hvilket vel kan oversættes til tilbageholdenhed. En ny bog om denne form for regeringsstyring af statsbudgettet – om «hvornår det virker og hvornår det ikke gør», som det frisk hedder i undertitlen – forklarer, at der er to former for austerity: at skære ned på statens udgifter eller at hæve skatterne, eventuelt en kombination.

«Markedet» og «investorerne» skal, forstår man, for alt i verden holdes skadesfri og tilfredse og fulde af fremtidstro, uanset hvilke ulykker de har afstedkommet for alle os andre.

En af hovedkonklusionerne i Austerity. When It Works and When It Doesn’t er, at det – modsat hvad Keynes og keynesianere mener – er bedst for makroøkonomien, når staten nedbringer sine udgifter. For eksempel ved at skære i antallet af eller lønnen til offentligt ansatte. Det har ofte også den, for makroøkonomien, velsignede virkning, at lønningerne i den private sektor falder, og vupti stiger virksomhedernes overskud og virksomhedsejernes humør. At arbejdere taber købekraft, er et mindre onde end hvis investorer mister lysten til at investere.

Den eneste form for øget beskatning bogen direkte behandler, er af indkomst og arbejdskraft, mens beskatning af virksomhedsoverskud, aktieudbytte, ejendom, arv, spekulation i valuta og varer med mere forbigås. Gennem dette selektive og foregøglet objektive fokus bygges bogens argument op omkring, at det giver et bedre «output », når stater skærer ned end når de øger indtægtsbasen.

… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer. (Du har allerede lest 3 gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer