Trumps rablende racistiske retorik


BIOPOLITIK: Må den offentlige forestilling om orden nødvendiggøre ekstrem vold mod bestemte befolkningsgrupper (indfødte, sorte, muslimer etc.)? Må 5000 fattige og forkomne migranter mødes af en mur og mobilisering af 15000 soldater?

Professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 9. november 2019
       
Race and America’s Long War Forfatter

Den ca. 5000 mennesker store gruppe fattige og forkomne migranter, der har bevæget sig til fods fra Honduras mod USA gennem Guatemala og Mexico, udgør ifølge Donald Trump en trussel mod USA. Den såkaldte karavane er intet mindre end en invasion, der kræver mobiliseringen af 15 000 soldater og selvfølgelig indfrielsen af Trumps centrale valgløfte: muren, der skal lukke for USA’s sydlige grænse til Mexico.

Karavanen består ifølge Trump ikke blot af kriminelle fra Honduras, Guatemala og Mexico, men også terrorister fra Mellemøsten. Ikke at der er den store forskel for Trump; alle er de fjender, der skal holdes ude af det nationale rum. Konfronteret med Trumps rablende racistiske retorik overser man ofte kontinuiteten mellem hans senfascistiske politik og forgængeren Barack Obamas intensive brug af droner til at likvidere såkaldte terrorister i fremmede lande uden nogen som helst retslig proces eller kendelse. Obama godkendte mere end femhundrede droneangreb, ti gange så mange som under George Bush junior. Ifølge studier har disse droneangreb haft en succesrate på under ti procent og resulteret i mere end tusind tilfældigt dræbte.

Protester mødes altid med merpoliti.

Sing viser i Race and America’s Long War at Trumps krig mod karavanen og Obamas dronekampagne er at forstå som to sider af det samme racialiserede (racistiske) antioprørsparadigme. Dette går helt tilbage til folkemordet på urbefolkningen, da europæere koloniserede Amerika, og til slavegørelsen af afrikanere, der blev skibet til den nye bosætterkoloni og brugt som ubetalt arbejdskraft i USA’s racialiserede kapitalisme.

Singhs bog er et vigtigt bidrag til kortlægningen af forbindelserne mellem racistisk statsterror og kapitalisme i USA. Han beskriver i bogens syv kapitler, hvorledes statsvold og kapitalisme har gået hånd i hånd lige siden den amerikanske revolution og fortsat gør det. Trumps mur og krigen mod karavanen er blot det seneste eksempel på en århundredelang sammenføjning af race og klasse, hvor grænsen mellem indre og ydre opløses i en kompleks sammenblanding af politi og krig, og hvor demokrati og retsstat fra starten har legitimeret vold mod ikke-hvide subjekter, som truer «den sociale orden» (læs: kapitalakkumulation). Singhs analyse viser ikke blot, hvordan bosætterkolonialisme, slaveri og fængselsindustri hænger sammen og udgør en «indre krig», men også hvordan denne indre krig er forbundet med USA’s imperialistiske «ydre krige». Den bagvedliggende matrice for begge krigsformer er racialiseret kapitalisme, altså en kapitalisme der kontinuerligt splitter proletariatet gennem racialisering, straffer de racialiserede subjekter og tilraner sig ufri arbejdskraft.

Karavanen av migranter på vei til usa demonstrerer utenfor hovedkvarteret til fns høykommisjnær for flyktninger i Mexico. De forlanger busser som tar dem til grensen. Foto: Alfredo Estrella, afp/ntb scanpix

Dæmonisering

Eftersom frigørelse i USA er lig med ekspansion, hjemsøges det amerikanske nationaldemokrati af en art oprindelig uorden (kolonisering og slavegørelse), der hele tiden reproduceres som racial ulighed. Politiet har til opgave at sikre, at uligheden ikke udvikler sig til politisk uro og revolution, men tværtimod blot muliggør den fortsatte udnyttelse af ikke-hvide kroppe. På den måde smelter produktionen af racial ulighed sammen med politiets biopolitiske kontrol af de racialiserede kroppe, der hele tiden iscenesættes som en trussel mod det nationale fællesskab. Racisme naturaliserer krig som politiarbejde, hvor hvidt overherredømme lever videre som et gruppe-differentieret politi- og kontrolsystem, hvor mørkhudede produceres som trusler (uden rettigheder) der skal styres med vold.

Droneangreb har haft en succesrate på under ti procent.

Singh analyserer, hvorledes racial dominans og kapitalistisk udbytning er vævet sammen i USA, både historisk og i dag. Som han skriver, var kriminalisering af de oprindelige amerikaneres modstandskamp et middel til sikring af den private ejendomsret. Koloniseringen af USA, nedkæmpelsen af urbefolkningen, slavegørelsen af afrikanere og framingen af begge grupper som vilde barbarer udgør en materiel, ideologisk og affektiv infrastruktur for kapitalistisk berøvelse og tilegnelse, der er virksom den dag i dag. Der går således en lige linje fra paramilitære borgermilitser over slavepatruljerne til politiet. Alle har de til funktion at kriminalisere og kontrollere ikke-hvide subjekter og samtidig skjule den vold, der ligger til grund for uligheden. På den måde bliver traumet som har sin årsag fra de hvide bosætteres og slaveejeres vold, oversat til og institutionaliseret som en truende, «vild» kriminalitet, der skal bekæmpes af staten. Racismen og politiet flyder sammen i en normativ forestilling om offentlig orden og trusler om uorden, der nødvendiggør ekstrem vold mod bestemte befolkningsgrupper (indfødte, sorte, muslimer etc.). De racialiserede subjekter skal ikke blot overvåges, men også løbende afstraffes, da de truer samfundet. Militær aktion mod de indfødte og biopolitik mod afrikanskamerikanere er den raciale kontrols to logikker, der tilsammen udgør et kontrarevolutionært antioprørsparadigme.

Racial kontrol

I løbet af det 20. århundrede blev indenrigspolitisk racestyring til udenrigspolitisk imperialisme. Først med besættelsen af Filippinerne i 1901 og siden i perioden efter Anden Verdenskrig i en lang række lande fra Cuba over Vietnam til Afghanistan og Irak. «Mørke nationer» som Filippinerne manglede social orden og skulle styres med hård hånd. Som Singh viser, er det således ikke et nyt fænomen, at politi og militæret/krig flyder sammen. Der er en kontinuitet mellem kolonial grænsepatruljering og slavegørelse og så USA’s koldkrigs-imperialisme og nuværende antiterrorisme. Dette tager form af såvel hemmelige likvideringer som egentlige invasioner. Fjenden kriminaliseres (udenfor) og kriminelle gøres til fjender (indenfor) med henblik på at sikre kapitalakkumulationen og den private ejendomsret – desuden nye og naturalisere gamle jord- og ressourcetilegnelser.

Efter Anden Verdenskrig og under den kolde krig blev det nuværende geopolitiske rum skabt. Et rum, der strakte sig fra Detroit til Saigon i 1960’erne eller fra Ferguson til Baghdad i dag. Et imperialt rum, holdt sammen af en global logistikøkonomi og racialiserede politiaktioner. I både Ferguson og Baghdad handler det om at nedkæmpe fjendtlige og farlige subjekter, der truer den sociale orden – indenrigspolitisk eller udenrigspolitisk. Politi- og militæraktion (krig) smelter sammen i en global racestyring.

Nedskydningen af afrikanskamerikanere på gaderne i Ferguson hænger sammen med militariserede drab på muslimer i Yemen og Pakistan. Sorte og muslimer repræsenterer en antisocial vold, der skal håndteres med legitim statsvold. Og enhver kritik af politibrutalitet affejes som forsøg på at «umuliggøre effektivt politiarbejde». Dette er jo blot del af et større moderniseringsprojekt, hvor amerikansk demokrati spredes ud i verden (og helt ind i de lokale, sorte ghettoer) til alles bedste. Og det er kun når politiet er til stede, at verden er sikker. Resultatet er statsterroristisk kontrol. Ethvert rum for politisk dialog forsvinder, og protester mødes altid med mere politi. Det føderale politiets voldsomme fremfærd mod først Occupy og siden Black Lives Matter taler sit eget tydelige sprog.