Trump, bildene og politikken

Allerede på 1930-tallet beskrev Walter Benjamin hvordan politikk forgår i bilder.
I Trumps tidsalder er det ikke lenger forskjell på tv-serier og politikk.

FOTO: AFP PHOTO/Gabriel BOUYS
Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Den 20. januar 2017 tiltræder Donald Trump som den 45. præsident af USA. Hvad der virkede helt utænkeligt for bare et halvt år siden, er en realitet. Præsident Trump afløser præsident Obama, den første sorte præsident og modtager af Nobels fredspris (men selvfølgelig også kontant anti-terrorist og ivrig bruger af droneangreb, bankernes redningsmand og ivrig deportør af illegale immigranter).

FOTO: / AFP PHOTO / JIM WATSON

Trumps valgsejr slår fast med syvtommersøm, at politik er blevet til billedpolitik: at politik i dag i hidtil uset grad har at gøre med billeder, og ikke bare på den måde at et politisk indhold skal pakkes ind, men i den forstand at politik finder sted som billeder. Der er netop ikke tale om en efterfølgende indpakningsproces, men om at politik opstår som billeder, at vi er i et billedrum, som Walter Benjamin formulerer det. Det er en proces, som har været undervejs længe – Benjamin beskrev den allerede i 1930’erne, og Guy Debord forsøgte at komme på højde med den i 1960’erne med sin analyse af det spektakulære. Hvis Benjamin så et potentiale i den reproduktionsteknologiske udvikling, fremkomsten af fotografiet og at filmen producerede muligheden for en visuel selvfremstilling hvor det moderne menneske kunne se sig selv – så fokuserede Debord på den underkastelse, som de nye billedteknologier muliggjorde. Men de var enige om, at der var i færd med at ske et skifte, der angår det politiske som sådan. Enige om at det politiske blev noget andet som følge af den eksplosive vækst i antallet af reproduktionsteknologier og disses evne til at frembringe og cirkulere billeder, hvor det moderne samfund ikke bare bearbejdes filmisk og repræsenteres, men produceres filmisk. At begivenheder opstår som billedbegivenheder med materielle effekter.

Tv-serier og politik. Trumps reality-præsidentskab fremstår som en naturlig fortsættelse af hvad den amerikanske politolog Michael Rogin kalder «Reagan, the Movie», altså præsident Reagans visuelle iscenesættelse, hvor han trak veksler på sin fortid som skuespiller. Den vigtigste forskel er, at der med Trump ikke længere er tale om en skuespiller, der senere bliver politiker, men om et kontinuum af massemedieselvrepræsentation og politik, hvor Trump ikke spiller nogen anden end sig selv. Det er ikke nogen rolle – eller Trump er altid in character. Hvis Reagan brugte sine filmroller og foruroligende bevægede sig mellem de to verdener – tænk på episoden, hvor han kalder sin hund for Lassie – så er Trump altid allerede i et billedrum, hvor der ikke er forskel på tv-serier og politik.

Det er selvfølgelig derfor, det ikke giver mening at appellere til et habermasiansk ideal om en kommunikativ rationalitet konfronteret med Trump. Modstillingen mellem rationelle argumenter og affekt fungerer ikke, det er netop den Trump effektivt suspenderer. Jo mere desperat politikere, eksperter, journalister og selv stand-up-komikere forsøger at appellere til en politisk fornuft, jo mere de udstiller det åbenlyst usammenhængende eller bare løgnagtige i Trumps udsagn – jo mere mislykkes de i deres kritik af Trumps såkaldte populisme. Som Benjamin, men også Georges Bataille allerede påpegede konfronteret med 1930’ernes forskellige fascismer, så kan den moderne massepolitik ikke reduceres til et spørgsmål om argumenter. Den politiske diskurs er ikke en herredømmefri rationel debat, hvor modstandere også er dialogpartnere, der orienterer sig efter det bedste argument. Politik handler i lige så høj grad om følelser eller præindividuelle affekter, som politikere kan mobilisere eller aktivt producere. Som Benjamin skrev, var Hitler netop i stand til at «lade massen komme til udtryk», og det var Weimarrepublikkens parlamentariske demokrati ikke. Massen blev æstetisk fiktionaliseret af nazismen, de så sig selv som elementer i visuelle spektakler. Som medlemmer af partiet og som den udvalgte race havde de en rolle (at spille) i nazismens racistiske dramaturgi.

Demokrati hviler på en grunleggende uklarhet, hvor demokrati betyr såvel folkemakt som styring.

«Dæmonologi.» Ifølge Michael Rogin har amerikansk politik altid været karakteriseret af hvad han kalder en oprørsbekæmpende dæmonologi, hvor den herskende klasse hele tiden producerer fjendebilleder (de skalperende indianere, de oprørske sorte slaver, den muslimske terrorist et cetera), der har til hensigt at skabe sammenhæng gennem dæmonisering og eksklusion (drab) af det andet, der iscenesættes om dæmoner, monstre og onde ånder, der truer nationen. Denne konciperes som en krop, der er i fare for at blive kontamineret og derfor skal beskyttes af statsmagten, der både skal forsvare subjektets fysiske krop og nationens kropspolitik. En trussel mod den ene er en trussel mod den anden, og staten skal administrere på såvel mikro- som makroniveau, sikre de enkelte kroppe og nationens krop som helhed, holde kroppen(e) rask(e). Trumps mur mellem USA og Mexico skal dæmme op for en farvet invasion, der truer med at kontaminere og ødelægge USA. Muslimer skal nægtes indrejse, og tre millioner illegale migranter skal umiddelbart deporteres. Nu militariseres biopolitikken.

Suverænitet og ufremstillelighed. Som vi ved det fra blandt andre den franske filosof Claude Lefort har politik at gøre med formgivning, om at give samfundet en form. Det politisk er den form, samfundet giver sig selv, det politiske handler om at etablere et socialt rum for aktørerne, iscenesætte sig som et rum, hvad Lefort taler om som «mise en scène» og give aktørernes handlen mening, hvad han taler om som «mise en sens». For Lefort har denne formgivningsproces at gøre med demokratiets radikale åbenhed, det forhold at magtens plads bliver tom, når kongen får hugget hovedet af i den demokratiske revolution. I demokratiet er der derfor ingen, der har en privilegeret adgang til magten, der, skriver Lefort, «er underkastet procedurer af periodisk redistribution». Demokratiet er således ifølge Lefort kendetegnet ved en grundlæggende ubestemmelighed. Det er selvfølgelig denne ubestemmelighed, som Trump forsøger at annullere med sine henvisninger til sig selv som hinsides loven. Han er ikke hvilken som helst politiker, faktisk er han slet ikke politiker, men self-made forretningsmand, der får tingene gjort. Han er ikke fedtet ind i partipolitiske trakasserier og bekymrer sig ikke om fjollede juridiske forpligtelser. Trump vil gøre, det som skal gøres for at gøre USA stort igen: «Make America Great Again.» Med Lefort kan vi forstå Trump som en suveræn autoritet, der lover at håndtere demokratiets foruroligende ufremstillelighed, lover at rydde op og genrejse nationen. Trump er noget andet end alle de traditionelle politikere. Hans manglende politiske erfaring og den hullede viden om verden uden for USA er på ingen måde diskvalificerende, tværtimod. Han suspenderer politik i almindelig forstand. Han kommer udenfra og redder USA, som er på sammenbruddets rand. Landet er i krise, der er ikke styr på noget som helst, politikerne er handlingslammede, men Trump kan. Han lover at genrejse USA og rense det amerikanske samfundslegeme for fremmedelementer, helbrede den syge krop. Bygge en mur til Mexico, smide ikke-amerikanere ud af landet og forlade internationale samarbejder. «Det her land er i store problemer. Vi vinder ikke længere. Vi taber til Kina. Vi taber til Mexico. Både hvad angår handel og ved grænsen. Vi taber til alle. […] Vi har brug for styrke. Vi har brug for energi.» Og Trump har den styrke, han kan vende udviklingen, han kan gøre «USA» identisk med USA. Han har modet til at fjerne de uønskede elementer, der truer landet: mexicanerne, muslimer, de politisk korrekte og feministerne. Trump er suverænen, der annullerer demokratiets grundlæggende åbenhed og tvinger «kongens to kroppe» sammen igen.

Populisme og demokrati. Efter valget har populisme været en meget benyttet forklaring på Trumps sejr. Trump er populist og appellerer til folket på en bestemt uheldig måde, der gjorde det muligt for Trump at kuppe valget gennem valget. Populismeanalysens funktion er at friholde det demokratiske system for kritik: Der er et problem, vi har en udfordring, men det vi skal gøre, det er at bakke op om systemet (der gav os Trump!?). Populisme er det dårlige – fraværet af argumenter og en mobilisering af det værste i folkesjælen – mens demokrati er det gode, som vi skal forsvare.

Der er imidlertid ikke nogen populistisk, totalitær eller fascistisk trussel, hvis vi ved det forstår noget, der er væsensforskellig fra en demokratisk normalitet. Oppositionen mellem populisme/fascisme og demokrati, hvor en antifascistisk mobilisering bliver svaret på Trump, er en kortslutning, der udelukker alternativer med henvisning til en status quo, der for længe siden har vist sig at være en undtagelse. Som vi ved det fra blandt andre den italienske filosof Giorgio Agamben, så er der en forbindelse mellem demokrati og totalitarisme. Demokrati hviler på en grundlæggende uklarhed, hvor demokrati betyder såvel folkemagt som styring, zoe som bios. Og demokratiet er bevægelsen mellem disse to poler. Agamben formulerer det på den måde, at demokratiet er bærer af en biopolitisk klassekamp, der hele tiden truer med at bryde ud. Og hele tiden gør det. Den såkaldte flygtningekrise i Europa er et godt eksempel: EU og de europæiske nationalstater har forvandlet Middelhavet til en enorm massegrav og gør alt i verden for at undgå at desperate flygtende mennesker kommer ind i Europa. Vi ofrer de andre på nationaldemokratiets alter.

Trump har motet til å fjerne de uønskede elementer som truer landet: meksikanerne, muslimer, de politisk korrekte og feministene.

Et af problemerne med populismeanalysen er, at den helligholder det repræsentative demokrati og i stedet vælger at klandre «folket», der har stemt forkert. Det er folket, den er gal med, ikke demokratiet. Men det er det demokratiske system, der skaber folket, der så bagefter i næste moment står overfor et valg (Clinton vs. Trump). Derfor er det ikke folket, der vælger Trump, men det repræsentative nationaldemokrati, der producerer folket som det stemmeafgivne subjekt. Den grundlæggende operation i det repræsentative demokrati er altså ikke valget mellem de forskellige kandidater, der beskrives på en historisk overleveret, men ganske arbitrær skala, der går fra venstre til højre, men produktionen af folket som det politiske subjekt. Denne operation er imidlertid ikke rigtig synlig. Idet folket stemmer og vælger den ene eller den anden kandidat, kommer det til at se ud som om denne akt er den egentlige politiske handling, som om det er den vigtigste gestus i demokratiet. Men det er det ikke. Forud er gået produktionen af folket. Hvad man kan kalde en interpellation, en kompleks operation, hvor der produceres et subjekt med agens og selvbevidsthed, der ser sig selv som udgangspunktet for politisk handlen, men som i virkeligheden er en effekt af en struktur. I dette tilfælde det repræsentative demokrati, der således mere handler om, at folket giver magt til et individ eller et parti, end at folket har politisk agens og vælger nogen.

Hvidhed. Hvorom alting er, så er det repræsentative nationaldemokratis grundlæggende operation at producere folket, der så efterfølgende afgiver dets stemmer til fordel for den ene eller den anden kandidat. Valghandlingen får det ganske vist til at se ud som om, folket har magten og vælger en præsident, men det er faktisk omvendt. I november stod valget mellem Trump og Clinton, det var de to muligheder (vi glemmer for et øjeblik, at der faktisk var flere kandidater, ikke mindst Jill Stein for De grønne) – en flamboyant milliardær, byggespekulant og reality-stjerne, og en tidligere first lady og udenrigsminister. Altså to kandidater som kun med stort besvær kan ses som udtryk for det amerikanske folk. Så processen er omvendt – det demokratiske system skaber folket. Med andre ord, det er Trump, der effektivt har produceret (en bestemt repræsentation af) det amerikanske folk – ikke det amerikanske folk, der har valgt Trump. Og det har de i høj grad gjort på baggrund af den forvandling af politik til administration, der har fundet sted inden for de seneste tre årtier, hvor stadig flere områder er blevet overladt til markedskræfternes frie hærgen. I det forløb, hvor der har fundet en neoliberal tømning sted af det politiske, fremstår Trump som et anderledes brand, mere hårdhændet og villig til at skrue op for de racistiske og protektionistiske løsninger. Han markerer en forskel. Men er selvfølgelig i høj grad også kontinuitet, i den forstand at USA altid har været et hvidt demokrati, hvor hvide er lige, men mere end alle andre. I USA er statsborgerskab en form for racemæssig privilegie – hvidhed er en essentiel karakteristik ved amerikansk statsborgerskab. Det bekræfter valget af Trump til fulde, og kun et opgør med det forhold kan skabe mulighedsbetingelserne for et amerikansk demokrati. Hvad der nok er det samme som at sige, at uden en revolution, intet demokrati.

Les også disse i vår artikkelserie «Trumps USA»:


Mikkel Bolt er amanuensis i kulturhistorie ved Københavns Universitet og har blant annet utgitt Krise til opstand. Noter om det igangværende sammenbrud (2013) og Samtidskunstens metamorfose (2016).
mras@hum.ku.dk

---
DEL