FOTO: AFP PHOTO/Gabriel BOUYS

Trump, bildene og politikken

Allerede på 1930-tallet beskrev Walter Benjamin hvordan politikk forgår i bilder. I Trumps tidsalder er det ikke lenger forskjell på tv-serier og politikk.

Mikkel Bolt
Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet og forfatter.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 12.01.2017

Den 20. januar 2017 tiltræder Donald Trump som den 45. præsident af USA. Hvad der virkede helt utænkeligt for bare et halvt år siden, er en realitet. Præsident Trump afløser præsident Obama, den første sorte præsident og modtager af Nobels fredspris (men selvfølgelig også kontant anti-terrorist og ivrig bruger af droneangreb, bankernes redningsmand og ivrig deportør af illegale immigranter).

FOTO: / AFP PHOTO / JIM WATSON

Trumps valgsejr slår fast med syvtommersøm, at politik er blevet til billedpolitik: at politik i dag i hidtil uset grad har at gøre med billeder, og ikke bare på den måde at et politisk indhold skal pakkes ind, men i den forstand at politik finder sted som billeder. Der er netop ikke tale om en efterfølgende indpakningsproces, men om at politik opstår som billeder, at vi er i et billedrum, som Walter Benjamin formulerer det. Det er en proces, som har været undervejs længe – Benjamin beskrev den allerede i 1930’erne, og Guy Debord forsøgte at komme på højde med den i 1960’erne med sin analyse af det spektakulære. Hvis Benjamin så et potentiale i den reproduktionsteknologiske udvikling, fremkomsten af fotografiet og at filmen producerede muligheden for en visuel selvfremstilling hvor det moderne menneske kunne se sig selv – så fokuserede Debord på den underkastelse, som de nye billedteknologier muliggjorde. Men de var enige om, at der var i færd med at ske et skifte, der angår det politiske som sådan. Enige om at det politiske blev noget andet som følge af den eksplosive vækst i antallet af reproduktionsteknologier og disses evne til at frembringe og cirkulere billeder, hvor det moderne samfund ikke bare bearbejdes filmisk og repræsenteres, men produceres filmisk. At begivenheder opstår som billedbegivenheder med materielle effekter.

Tv-serier og politik. Trumps reality-præsidentskab fremstår som en naturlig fortsættelse af hvad den amerikanske politolog Michael Rogin kalder «Reagan, the Movie», altså præsident Reagans visuelle iscenesættelse, hvor han trak veksler på sin fortid som skuespiller. Den vigtigste forskel er, at der med Trump ikke længere er tale om en skuespiller, der senere bliver politiker, men om et kontinuum af massemedieselvrepræsentation og politik, hvor Trump ikke spiller nogen anden end sig selv. Det er ikke nogen rolle – eller Trump er altid in character. Hvis Reagan brugte sine filmroller og foruroligende bevægede sig mellem de to verdener – tænk på episoden, hvor han kalder sin hund for Lassie – så er Trump altid allerede i et billedrum, hvor der ikke er forskel på tv-serier og politik.

Det er selvfølgelig derfor, det ikke giver mening at appellere til et habermasiansk ideal om en kommunikativ rationalitet konfronteret med Trump. Modstillingen mellem rationelle argumenter og affekt fungerer ikke, det er netop den Trump effektivt suspenderer. Jo mere desperat politikere, eksperter, journalister og selv stand-up-komikere forsøger at appellere til en politisk fornuft, jo mere de udstiller det åbenlyst usammenhængende eller bare løgnagtige i Trumps udsagn – jo mere mislykkes de i deres kritik af Trumps såkaldte populisme. Som Benjamin, men også Georges Bataille allerede påpegede konfronteret med 1930’ernes forskellige fascismer, så kan den moderne massepolitik ikke reduceres til et spørgsmål om argumenter. Den politiske diskurs er ikke en herredømmefri rationel debat, hvor modstandere også er dialogpartnere, der orienterer sig efter det bedste argument. Politik handler i lige så høj grad om følelser eller præindividuelle affekter, som politikere kan mobilisere eller aktivt producere. Som Benjamin skrev, var Hitler netop i stand til at «lade massen komme til udtryk», og det var Weimarrepublikkens parlamentariske demokrati ikke. Massen blev æstetisk fiktionaliseret af nazismen, de så sig selv som elementer i visuelle spektakler. Som medlemmer af partiet og som den udvalgte race havde de en rolle (at spille) i nazismens racistiske dramaturgi.

Demokrati hviler på en grunleggende uklarhet, hvor demokrati betyr såvel folkemakt som styring.


… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer