FOTO: AFP PHOTO/Gabriel BOUYS

Trump, bildene og politikken


Allerede på 1930-tallet beskrev Walter Benjamin hvordan politikk forgår i bilder. I Trumps tidsalder er det ikke lenger forskjell på tv-serier og politikk.

Bolt er professor i politisk estetikk ved Københavns Universitet.
Email: mras@hum.ku.dk
Publisert: 2017-01-12

Den 20. januar 2017 tiltræder Donald Trump som den 45. præsident af USA. Hvad der virkede helt utænkeligt for bare et halvt år siden, er en realitet. Præsident Trump afløser præsident Obama, den første sorte præsident og modtager af Nobels fredspris (men selvfølgelig også kontant anti-terrorist og ivrig bruger af droneangreb, bankernes redningsmand og ivrig deportør af illegale immigranter).

FOTO: / AFP PHOTO / JIM WATSON

Trumps valgsejr slår fast med syvtommersøm, at politik er blevet til billedpolitik: at politik i dag i hidtil uset grad har at gøre med billeder, og ikke bare på den måde at et politisk indhold skal pakkes ind, men i den forstand at politik finder sted som billeder. Der er netop ikke tale om en efterfølgende indpakningsproces, men om at politik opstår som billeder, at vi er i et billedrum, som Walter Benjamin formulerer det. Det er en proces, som har været undervejs længe – Benjamin beskrev den allerede i 1930’erne, og Guy Debord forsøgte at komme på højde med den i 1960’erne med sin analyse af det spektakulære. Hvis Benjamin så et potentiale i den reproduktionsteknologiske udvikling, fremkomsten af fotografiet og at filmen producerede muligheden for en visuel selvfremstilling hvor det moderne menneske kunne se sig selv – så fokuserede Debord på den underkastelse, som de nye billedteknologier muliggjorde. Men de var enige om, at der var i færd med at ske et skifte, der angår det politiske som sådan. Enige om at det politiske blev noget andet som følge af den eksplosive vækst i antallet af reproduktionsteknologier og disses evne til at frembringe og cirkulere billeder, hvor det moderne samfund ikke bare bearbejdes filmisk og repræsenteres, men produceres filmisk. At begivenheder opstår som billedbegivenheder med materielle effekter.

Tv-serier og politik. Trumps reality-præsidentskab fremstår som en naturlig fortsættelse af hvad den amerikanske politolog Michael Rogin kalder «Reagan, the Movie», altså præsident Reagans visuelle iscenesættelse, hvor han trak veksler på sin fortid som skuespiller. Den vigtigste forskel er, at der med Trump ikke længere er tale om en skuespiller, der senere bliver politiker, men om et kontinuum af massemedieselvrepræsentation og …


Kjære leser. Du har allerede lest månedens 4 frie artikler. Hva med å støtte NY TID ved å tegne et løpende online abonnement for fri tilgang til alle artiklene?

Abonnement halvår kr 450

Legg igjen et innlegg

(Vi bruker Akismet for å redusere spam.)