Trump, bildene og politikken

Allerede på 1930-tallet beskrev Walter Benjamin hvordan politikk forgår i bilder.
I Trumps tidsalder er det ikke lenger forskjell på tv-serier og politikk.

FOTO: AFP PHOTO/Gabriel BOUYS
Mikkel Bolt
Bolt er lektor i kulturhistorie ved Københavns Universitet og forfatter.

Den 20. januar 2017 tiltræder Donald Trump som den 45. præsident af USA. Hvad der virkede helt utænkeligt for bare et halvt år siden, er en realitet. Præsident Trump afløser præsident Obama, den første sorte præsident og modtager af Nobels fredspris (men selvfølgelig også kontant anti-terrorist og ivrig bruger af droneangreb, bankernes redningsmand og ivrig deportør af illegale immigranter).

FOTO: / AFP PHOTO / JIM WATSON

Trumps valgsejr slår fast med syvtommersøm, at politik er blevet til billedpolitik: at politik i dag i hidtil uset grad har at gøre med billeder, og ikke bare på den måde at et politisk indhold skal pakkes ind, men i den forstand at politik finder sted som billeder. Der er netop ikke tale om en efterfølgende indpakningsproces, men om at politik opstår som billeder, at vi er i et billedrum, som Walter Benjamin formulerer det. Det er en proces, som har været undervejs længe – Benjamin beskrev den allerede i 1930’erne, og Guy Debord forsøgte at komme på højde med den i 1960’erne med sin analyse af det spektakulære. Hvis Benjamin så et potentiale i den reproduktionsteknologiske udvikling, fremkomsten af fotografiet og at filmen producerede muligheden for en visuel selvfremstilling hvor det moderne menneske kunne se sig selv – så fokuserede Debord på den underkastelse, som de nye billedteknologier muliggjorde. Men de var enige om, at der var i færd med at ske et skifte, der angår det politiske som sådan. Enige om at det politiske blev noget andet som følge af den eksplosive vækst i antallet af reproduktionsteknologier og disses evne til at frembringe og cirkulere billeder, hvor det moderne samfund ikke bare bearbejdes filmisk og repræsenteres, men produceres filmisk. At begivenheder opstår som billedbegivenheder med materielle effekter.

Tv-serier og politik. Trumps reality-præsidentskab fremstår som en naturlig fortsættelse af hvad den amerikanske politolog Michael Rogin kalder «Reagan, the Movie», altså præsident Reagans visuelle iscenesættelse, hvor han trak veksler på sin fortid som skuespiller. Den vigtigste forskel er, at der med Trump ikke længere er tale om en skuespiller, der senere bliver politiker, men om et kontinuum af massemedieselvrepræsentation og politik, hvor Trump ikke spiller nogen anden end sig selv. Det er ikke nogen rolle – eller Trump er altid in character. Hvis Reagan brugte sine filmroller og foruroligende bevægede sig mellem de to verdener – tænk på episoden, hvor han kalder sin hund for Lassie – så er Trump altid allerede i et billedrum, hvor der ikke er forskel på tv-serier og politik.

Det er selvfølgelig derfor, det ikke giver mening at appellere til et habermasiansk ideal om en kommunikativ rationalitet konfronteret med Trump. Modstillingen mellem rationelle argumenter og affekt fungerer ikke, det er netop den Trump effektivt suspenderer. Jo mere desperat politikere, eksperter, journalister og selv stand-up-komikere forsøger at appellere til en politisk fornuft, jo mere de udstiller det åbenlyst usammenhængende eller bare løgnagtige i Trumps udsagn – jo mere mislykkes de i deres kritik af Trumps såkaldte populisme. Som Benjamin, men også Georges Bataille allerede påpegede konfronteret med 1930’ernes forskellige fascismer, så kan den moderne massepolitik ikke reduceres til et spørgsmål om argumenter. Den politiske diskurs er ikke en herredømmefri rationel debat, hvor modstandere også er dialogpartnere, der orienterer sig efter det bedste argument. Politik handler i lige så høj grad om følelser eller præindividuelle affekter, som politikere kan mobilisere eller aktivt producere. Som Benjamin skrev, var Hitler netop i stand til at «lade massen komme til udtryk», og det var Weimarrepublikkens parlamentariske demokrati ikke. Massen blev æstetisk fiktionaliseret af nazismen, de så sig selv som elementer i visuelle spektakler. Som medlemmer af partiet og som den udvalgte race havde de en rolle (at spille) i nazismens racistiske dramaturgi.

Demokrati hviler på en grunleggende uklarhet, hvor demokrati betyr såvel folkemakt som styring.

«Dæmonologi.» Ifølge Michael Rogin har amerikansk politik altid været karakteriseret af hvad han kalder en oprørsbekæmpende dæmonologi, hvor den herskende klasse hele tiden producerer fjendebilleder (de skalperende indianere, de oprørske sorte slaver, den muslimske terrorist et cetera), der har til hensigt at skabe sammenhæng gennem dæmonisering og eksklusion (drab) af det andet, der iscenesættes om dæmoner, monstre og onde ånder, der truer nationen. Denne konciperes som en krop, der er i fare for at blive kontamineret og derfor skal beskyttes af statsmagten, der både skal forsvare subjektets fysiske krop og nationens kropspolitik. En trussel mod den ene er en trussel mod den anden, og staten skal administrere på såvel mikro- som makroniveau, sikre de enkelte kroppe og nationens krop som helhed, holde kroppen(e) rask(e). Trumps mur mellem USA og Mexico skal dæmme op for en farvet invasion, der truer med at kontaminere og ødelægge USA. Muslimer skal nægtes indrejse, og tre millioner illegale migranter skal umiddelbart deporteres. Nu militariseres biopolitikken.

Suverænitet og ufremstillelighed. Som vi ved det fra blandt andre den franske filosof Claude Lefort har politik at gøre med formgivning, om at give samfundet en form. Det politisk er den form, samfundet giver sig selv, det politiske handler om at etablere et socialt rum for aktørerne, iscenesætte sig som et rum, hvad Lefort taler om som «mise en scène» og give aktørernes handlen mening, hvad han taler om som «mise en sens». For Lefort har denne formgivningsproces at gøre med demokratiets radikale åbenhed, det forhold at magtens plads bliver tom, når kongen får hugget hovedet af i den demokratiske revolution. I demokratiet er der derfor ingen, der har en privilegeret adgang til magten, der, skriver Lefort, «er underkastet procedurer af periodisk redistribution». Demokratiet er således ifølge Lefort kendetegnet ved en grundlæggende ubestemmelighed. Det er selvfølgelig denne ubestemmelighed, som Trump forsøger at annullere med sine henvisninger til sig selv som hinsides loven. Han er ikke hvilken som helst politiker, faktisk er han slet ikke politiker, men self-made forretningsmand, der får tingene gjort. Han er ikke fedtet ind i partipolitiske trakasserier og bekymrer sig ikke om fjollede juridiske forpligtelser. Trump vil gøre, det som skal gøres for at gøre USA stort igen: «Make America Great Again.» Med Lefort kan vi forstå Trump som en suveræn autoritet, der lover at håndtere demokratiets foruroligende ufremstillelighed, lover at rydde op og genrejse nationen. Trump er noget andet end alle de traditionelle politikere. Hans manglende politiske erfaring og den hullede viden om verden uden for USA er på ingen måde diskvalificerende, tværtimod. Han suspenderer politik i almindelig forstand. Han kommer udenfra og redder USA, som er på sammenbruddets rand. Landet er i krise, der er ikke styr på noget som helst, politikerne er handlingslammede, men Trump kan. Han lover at genrejse USA og rense det amerikanske samfundslegeme for fremmedelementer, helbrede den syge krop. Bygge en mur til Mexico, smide ikke-amerikanere ud af landet og forlade internationale samarbejder. «Det her land er i store problemer. Vi vinder ikke længere. Vi taber til Kina. Vi taber til Mexico. Både hvad angår handel og ved grænsen. Vi taber til alle. […] Vi har brug for styrke. Vi har brug for energi.» Og Trump har den styrke, han kan vende udviklingen, han kan gøre «USA» identisk med USA. Han har modet til at fjerne de uønskede elementer, der truer landet: mexicanerne, muslimer, de politisk korrekte og feministerne. Trump er suverænen, der annullerer demokratiets grundlæggende åbenhed og tvinger «kongens to kroppe» sammen igen.

Populisme og demokrati. Efter valget har populisme været en meget benyttet forklaring på Trumps sejr. Trump er populist og appellerer til folket på en bestemt uheldig måde, der gjorde det muligt for Trump at kuppe valget gennem valget. Populismeanalysens funktion er at friholde det demokratiske system for kritik: Der er et problem, vi har en udfordring, men det vi skal gøre, det er at bakke op om systemet (der gav os Trump!?). Populisme er det dårlige – fraværet af argumenter og en mobilisering af det værste i folkesjælen – mens demokrati er det gode, som vi skal forsvare.

Du har nå lest 4 frie artikler denne måned.

Logg inn (krever online abonnement, 69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.