Tortur, klimakamp og en far, der ikke længere findes

Vi ser på indhold fra journalistisk funderede afsendere samt en rørende, norsk dokumentar.

Fra Arven.
Steffen Moestrup
Moestrup er mediekritiker og for tiden ph. d.-student i Berkeley.

I denne måneds netkritik vil vi se nærmere på hvad mere veletablerede medier som danske Politiken og engelske The Guardian kan byde på, når det gælder de kortere dokumentarformater online. Filmplatforme som YouTube er naturligvis ikke kun et sted for entreprenante individer eller store, kommercielle interesser, men også journalistisk funderede avis- og mediehuse har igangsat en lind strøm af audiovisuelt materiale. Ofte er filmene videreudviklinger af journalistiske historier, som også er at finde i avisen, men der kan også være tale om materiale, som er unikt produceret til webplatformen, hvilket temadokumentaren fra Politiken er et eksempel på.

Fra Here the Rain Never Finishes.
Fra Here the Rain Never Finishes.

Here the Rain Never Finishes. Meget har ændret sig i verden efter 11. september 2001. Dette er vel efterhånden ingen overraskelse for nogen, men mere overraskende er måske, hvordan efterdønninger konstant bliver ved med at vise sig. Et af resultaterne af angrebet på World Trade Center, var at præsident George W. Bush relativt hurtigt bad om en fornyelse af det forhørsprogram – eller torturprogram, om man vil – som CIA rådede over på daværende tidspunkt. Indkaldt blev blandt andre psykologerne Bruce Jessen og James Mitchel, som med stort set frie hænder og uanede midler blev bedt om at udvikle et forhørsprogram, der kunne matche den nye verdensorden og ikke mindst USAs interesser heri. Det er en af konsekvenserne af det program, som den fine webdokumentar Here the Rain Never Finishes behandler.
Vi åbner med billederne af et par mandehænder, der roligt glider ned i noget vand. En mand taler om glæden ved at fiske. Men snart udfolder sig en vederstyggelig beretning om fysisk og psykisk lemlæstelse, som den tanzanianske fisker Suleiman Abdullah var udsat for af CIA. I 2003 blev Suleiman fanget af en somalisk krigsherre, som overleverede ham til CIA. Frem til 2008 – altså i hele fem år – var Suleiman i amerikansk varetægt, og fik på intet tidspunkt rettet en officiel anklage imod sig. Igennem årene blev han udsat for et væld af nyudviklede forhørs- og torturteknikker for at få ham til at indrømme, at han var involveret i terrorvirksomhed. Her udnyttede man blandt andet forestillingen om «learned helplessness», hvor man ved at nedbryde et individ kan etablere en opgivenhed og hjælpeløshed hos dette individ, som efterfølgende vil acceptere hvad som helst og ikke er motiveret til at handle selvstændigt på nogen måde.
Dokumentaren anvender på effektivt vis animation til at rekonstruere de grusomme torturscener, mens vi klipper til Suleimans egen beretning samt en uddybning fra den advokat, der står i spidsen for en retssag, hvor uskyldige torturofre nu anlægger sag mod blandt andre de psykologer, der stod bag udviklingen af metoderne.

Here the Rain Never Finishes, Noa Yachot & Molly Kaplan (American Civil Liberties Union), 8 minutter.


Byer Under Vand. Den journalistisk funderede webdokumentar er efterhånden ved at etablere sig som genre, om end den stadig bærer bastardens positive kendetegn: at den endnu ikke er faldet rigtig på plads, og derfor ofte er mere eksperimenterende og afsøgende i sin form. Men sådan som en journalistisk webdokumentar oftest tager sig ud – og dette gælder også Byer Under Vand fra danske Politiken – er den typisk inddelt i flere forskellige kapitler og optræder side om side med tekst, faktabokse, grafik og andre mere eller mindre interaktive elementer på et website.
I tilfældet Byer Under Vand har vi en introduktionsfilm, der kort skitserer problemstillingen: at afrikanske byer i disse år er ramt af både klimamæssige forandringer, der forårsager blandt andet oversvømmelser, og at disse forandringer sker samtidig med, at byerne står med en befolkningstilvækst, der er eksplosiv.
I tekst, grafik og små film udforskes så temaet med tre forskellige lokationer som afsæt. Et af nedslagene finder sted i Tanzanias hovedstad Dar Es Salaam, der i de kommende 40 år forventes at vokse fra 4 millioner indbyggere til 21 millioner. Denne enorme befolkningstilvækst betyder samtidig, at mange nytilkommere vil bosætte sig i lavtliggende områder uden dræn og kloak, hvilket gør truslerne fra oversvømmelser desto mere graverende. Det er en yderst dyster fremtid, der stilles i udsigt, men webdokumentar-teamet forsøger også at afsøge de forskellige tiltag, der trods alt findes i området. Et eksempel er Salim Mtepetallah, der er en af de mange frivillige, som er gået sammen i et projekt, der har til hensigt at kortlægge de mange, nyligt opståede slumområder. Ved at bruge gps, en kuglepen og en drone i ny og næ kan det lykkes gruppen at få en markant bedre viden om slumkvarterets indretning og især om hvordan vand ved oversvømmelser vil gruppere sig. Denne basale viden er helt essentiel, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at lave en bare nogenlunde effektiv indsats i området.

Byer Under Vand, Sune Gudmundsson, Sven Johannessen og Lasse Wamsler. Filmene er mellem 1 og 3 minutter.


Arven. En mand tænder for et kamera og rømmer sig. Han taler til en, der hedder Philip. Han giver ham gode råd. Om livet og kærligheden. Hvordan Philip altid skal være nysgerrig på andre mennesker. Hvordan Philip bør dele glæden og sorgen med andre. Hvordan man taler med piger. Hvordan man tackler farmor, når hun er vred.
Vi er ikke helt sikre på hvem manden, der taler, er. Vi er måske heller ikke helt sikre på, hvem Philip er. Og hvorfor er de ikke sammen? Det er tydeligvis en far, der taler til sin søn, men er familien ramt af skilsmisse, hvilket kan forklare, at far og søn ikke ses sammen?
Et godt stykke inde i filmen klippes der til faren på sygelejet. Han er afdanket, tynd, træt. Faren er døende. De mange råd er således tænkt til sønnen, Philip, når han er gammel nok til at forstå dem, men ikke længere har en far, der kan give gode råd.
Faren, Christian Flatlie, døde, da Philip var et år gammel. Filmen her giver et glimt af den arv, Philip kan se frem til. Udover filmen eksisterer der rundt 10 timers interview, som forhåbentlig kan give Philip et indtryk af sin far og etablere et minde. Det er en dybt bevægende lille film, Charlotte Thiis-Evensen har formet. Den fungerer på sit raffinerede miks af farens optagelser til sønnen koblet med en række henholdsvis barnligt-naivistiske animationer og mere lyriske, lette stregtegninger, der svæver over skærmen, alt imens en polyfoni af drengestemmer fortæller, hvad en far er for noget. Arven er det, der bliver tilbage.

Arven, Charlotte Thiis-Evensen, 20 minutter, kan sees på aftenposten. Blev også vist på NRK1 8. november.


Moestrup er kritiker i Ny Tid.
moestrup@gmail.com.

---
DEL