Palestina. Israels ran, vårt svikPalestine Hijacked. How Zionism Forged an Apartheid State from River to Sea
Forfatter Thomas Suárez Olive
Branch Press, USA
I marts 1949 advarede en CIA-rapport om konsekvenserne af, at verden anerkendte den nye stat Israel de jure, uden at den lå bag anerkendte grænser, og uden at den havde fået nogen som helst anerkendelse fra arabisk side. «Nærøsten står næsten helt sikkert overfor udsigten til dybe og tiltagende uroligheder som følge af Israel, hvilket kan komme til at vare årtier», hed det næsten profetisk i rapporten.
Israels første premierminister, David Ben Gurion, havde proklameret den nye stat den 14. maj 1948, og det efterfølgende forår var regionen kommet gennem den første krig, hvor israelerne var kommet til at sidde på 78 prosent af det landområde, som skulle have været delt i to stater. De resterende 22 pct. var blevet besat af henholdsvis Jordan og Egypten, omkring 750.000 palæstinensere var blevet flygtninge, og sagen var langt fra slut. Det er ikke helt uden grund, at denne krig i palæstinensisk sprogbrug kom til at hedde al nakhba – katastrofen.
Zionisterne har benyttet en næsten orwellsk manipulering af ord, hvor zionistisk terror blev til israelsk selvforsvar og hvor illegale bosættelser blev til jødiske kvarterer.
Thomás Suarez, som egentlig er violinist og var tilknyttet det palæstinensiske musikkonservatorium på Vestbredden, tager i sin seneste bog et stort opgør med den sædvanlige fortælling om den israelsk-palæstinensiske konflikt som et sammenstød mellem to etniske grupper – jøder og arabere. I hans optik er der snarere tale om en voldelig overtagelse af Palæstina, udført af en nationalistisk strømning, zionismen, der ved brug af terror har bemægtiget sig landet uden at have moralsk eller juridisk ret til dette.
Han argumenterer med at zionisterne – ud over de konkrete fysiske handlinger – har benyttet en næsten orwellsk manipulering af ord, hvor zionistisk terror blev til israelsk selvforsvar og hvor illegale bosættelser blev til jødiske kvarterer. I dette store projekt blev det bibelske hebraisk taget i brug som basis for et moderne sprog, sammen med den opfattelse, at der er tale om et jødisk folk – hvilket Suárez anser for at være en lød påstand.
Troværdig og velargumenteret
I denne sammenhæng er det interessant at læse Odd Karsten Tveit, der i sin netop udkomne bog, Palestina. Israels ran, vårt svik#, indtager en tilsvarende kritisk holdning til Israel og hele det zionistiske projekt. Allerede i titlen antyder han, at det drejer sig om Israels mangeårige tilsidesættelse af palæstinenserne og gradvise overtagelse af stadig større dele af landet.
Han skriver, så englene synger.
Tveit er en mand med stor indsigt og et enormt erfaringsgrundlag, efter at have beskæftiget sig journalistisk med Mellemøsten i en menneskealder. Han skriver, så englene synger. Det er fængende og indsigtsfuldt, og ikke mindst er det troværdigt og velargumenteret.
Bogen tager, ligesom Suárez, den store tur op gennem historien, begyndende med zionismens opståen i 1880’erne og faktisk helt op til den allerseneste nutid, altså nu, hvor Benyamin Netanyahu er ved at slå bunden ud af det israelske demokrati. Dette giver i sig selv bogen en helt særlig styrke, idet man her kan hente den store historiske indsigt for at forstå helt aktuelle begivenheder.
Der er nok ingen tvivl om at visse kristenkonservative grupper og den stærkt pro-israelske fløj vil få kaffen galt i halsen ved læsning af denne bog. For det er en kras kritik af Israel, som helt sikkert vil vække debat, men uanset hvordan man stiller det, grunder den på en række klare synspunkter, som illustreres ved gode observationer og egne oplevelser fra felten. Han gør således en del ud af den forblindelse, mange israelere har levet med op gennem tiderne. Dette er nok et kendt fænomen i en konfliktsituation, og som eksempel bruger han affæren fra 1999, hvor israelsk højesteret nedlagde forbud mod de forhørsmetoder, sikkerhedstjenesten Shin Bet i årevis havde brugt overfor palæstinensiske arrestanter. Det blev defineret som tortur, og sagen vakte stor international opsigt. I praksis, skriver Tveit, fortsatte Shin Bet som de plejede, når de fandt det for godt.
Eksemplet tjener som en lysende forklaring på, hvordan skiftende israelske ledere har retfærdiggjort anvendelse af den slags metoder som nødvendige, og det er i store træk blevet taget for gode varer af befolkningen. Konfliktens retorik, kan man kalde det.
En slags israelsk fascisme
Undervejs i sin store fortælling leverer forfatteren stribevis af eksempler på de uretfærdigheder, som er overgået palæstinenserne. Der er den bitre fortælling om den unge palæstinensiske hyrde, der blev ramt af skud fra israelske soldater under en konfrontation i bjergene syd for Hebron. Stedet har i mange år været et af de absolutte brændpunkter på Vestbredden, og hyrden blev lammet i hele kroppen. Han blev reduceret til en grøntsag og blev passet af sin familie i den klippehule, hvor de boede, indtil han døde af sine liggesår. Dette er fortvivlende læsning, der sætter barske ord på en barsk hverdag.
En anden af bogens store fortrin er, at den ikke bare skildrer en tragedie, men også en udvikling. En stor del er trist nok en negativ dynamik, altså et pågående skred mod en forværring, mens andet står som en slags perspektivering. Han citerer således den israelske sociologiprofessor Zeev Sternhell, der nok er en af de fremmeste tolkere af hvad man uden tvivl kan kalde en slags israelsk fascisme. Sternhell, som døde i 2020, mente at mange af hans landsmænd først indså ondskaben, da Knesset i 2018 vedtog den såkaldte nationalstatslov, der definerer Israel som en jødisk stat. I Sternhells tolkning sætter denne lov jøder foran kristne, muslimer og drusiske statsborgere i Israel, hvorved den undergraver legitimiteten af deres egen stats eksistens som demokrati.
I den forbindelse henviser Tveit til israelske politikere som Miki Zohar og Bezalel Smotrich, der lige så lidt som Sternhell repræsenterer nogen form for mainstream i dagens Israel. Den ene er populist i klassisk forstand mens Smotrich er radikal bosætter og taler mere eller mindre utilsløret om etnisk udrensning af palæstinenserne, mens der store flertal af den israelske vælgerbefolkning tager skarpt afstand fra ham. Det kan derfor diskuteres, hvor repræsentative de to er.
Norges rolle
Tveits begavede analyse af skiftende norske regeringers rolle i dette spil er interessant læsning.
De forhørsmetoder, sikkerhedstjenesten Shin Bet i årevis havde brugt overfor palæstinensiske arrestanter – blev defineret som tortur.
Da den canadiske advokat Michael Lynk i 2016 besøgte regionen i rollen som særlig rapportør for FN’s menneskerettighedsråd, blev han i første omgang nægtet indrejse af de israelske myndigheder. Og da han nedfældede sine observationer i den afsluttende rapport var han da også skarp i kritikken af den israelske fremfærd på de besatte områder. Det som nok især vakte opsigt var, at han tog ordet apartheid i sin mund.
Erna Solbergs regering kommenterede slet ikke den israelske afvisning af Lynk, men gav tvært imod klart udtryk for at ville udbygge samarbejdet med israelerne.
«Vinden har skiftet kurs mellem Israel og Norge», kunne avisen The Jerusalem Post således skrive i en overskrift den 7. november 2016. Under et norsk flag lod næstkommanderende på den israelske ambassade i Oslo sig interviewe af Dagbladets journalist, som var kommet på besøg. «Vi føler os som en populær elev i klassen», udtalte diplomaten. Samme dag understregede Norges ambassadør i Tel Aviv at han ville prioritere forskning, videnskabelig udvikling og samarbejde med Israel i energisektoren, hvilket blandt andet skulle foregå gennem Oliefondet. Senere viste det sig, skriver Tveit, at Oliefondet toppede listen over 725 europæiske finansinstitutioner, som har investeret i 50 selskaber med tilknytning til de ulovlige bosættelser på Vestbredden.
Tveit eller Suárez?
Det er en vigtig bog, Odd Karsten Tveit har skrevet, og det kan ikke understreges tydeligt nok, at den i sin hårde kritik af Israel er både velunderbygget og troværdig.
Derfor er det interessant at holde den op mod Suárez bog, som på mange måder har samme vinkling, men som fremstår som et emotionelt debatindlæg. Begge skribenter har følelserne med, og det er der ikke noget underligt i efter de oplevelser, de har været igennem, men Tveit forstår langt bedre at holde den kritiske distance og den kølige vurdering.
Der er mange værdier i Suárez’ bog, men den skæmmes desværre i alt for høj grad af lemfældig omgang med kilderne og manglende kildekritik.
Visse kristenkonservative grupper og den stærkt pro-israelske fløj vil få kaffen galt i halsen ved læsning af denne bog.
Et godt eksempel er hans beskrivelse af de irakiske jøders afrejse fra Irak i begyndelsen af 1950’erne. Han betegner det som «de irakiske jøders fordrivelse» og giver klart indtryk af, at det er noget, som blev iscenesat af zionisterne. Det var israelerne, som iværksatte pogromerne mod de irakiske jøder, og disse bliver i hans formulering bagatelliseret til det næsten komiske. Her har han købt en velkendt konspirationsteori, som ikke mange faghistorikere vil købe. Det er korrekt, at de jødiske befolkninger kom under et voldsomt pres i mange arabiske lande som følge af zionismen og Israels grundlæggelse i 1948. Men hvad Irak angår er det en kendt sag, at jøderne fik et anspændt forhold til staten, da den nationalistiske al Murabba al Dhahabi-bevægelse i april 1941 kuppede sig til magten. Formålet var at frigøre sig fra britisk indflydelse, men som alternativ indledte de nye magthavere et tæt samarbejde med det nazistiske Tyskland.
Denne detalje ændrer naturligvis ikke ved, at palæstinenserne blev ofre for en katastrofe, som de stadig lever under i form af besættelse. Det er en vigtig historie at fortælle, og den kan ikke blive fortalt for ofte. Men i det stykke skal det bare tilføjes, at Tveit mestrer opgaven en hel del bedre end Suárez.
