Abonnement 790/år eller 195/kvartal

Tilgivelse og hævn

ISIS Tomorrow: The Lost Souls of Mosul
Regissør: Alessio Romenzi Francesca Mannocchi
(Italien ,Tyskland)

MOSULS RUINER / Filmen ISIS Tomorrow beskriver tilstanden i Mosul i januar 2018, seks måneder efter at byen blev befriet fra Islamisk Stat.

Midt i et fladt og stenet landskab står der en gammel jernseng . Der ligger tæpper på, som om nogen har sovet i den, og i baggrunden ser man ødelagte bygninger og den sorte røg fra en brændende oliekilde. En gammel bil humper langsomt forbi på den hullede grusvej.

Billeder er fulde af symbolik, og der er mange af dem i ISIS Tomorrow: The Lost Souls of Mosul. Filmen beskriver tilstanden i den irakiske by i januar 2018, seks måneder efter at den blev befriet fra Islamisk Stat. Vi kommer helt tæt på de mange ar på krop og sjæl, som tre års islamisk terrorregime har efterladt i byen, og filmen kommer til at stå som en grum påmindelse om de mange uafsluttede regnskaber, der er tilbage, efter at det såkaldte kalifat formelt set er nedkæmpet.

Arbejde i stedet for skole

Håbløsheden ligger over bylandskabet. Filmen åbner med et gadebillede, hvor alt er gråt. Der er grå ruiner allevegne, luften er grå af støv, og som en absurd kontrast står der et lyssignal, som lyser klart grønt ud i den ødelagte by. Men grønt lys til hvad?

De menneskelige ruiner kan man ikke uden videre genopbygge.

Filmen skildrer byens indbyggere ved at klippe frem og tilbage mellem de forskellige skæbner. Den første vi møder, er den 14-årige dreng, der gik i skole inden det hele brød løs. Inden ISIS, siger han, som om han opererer med en særlig tidsregning. Hans far havde et motorcykelværksted i byen, men værkstedet er udraderet og faderen handikappet, så drengen må arbejde for at sørge for familien. Sammen med en gruppe jævnaldrende sælger han gammelt jern, som de piller ud af ruinerne. Imens drømmer han om, at de mænd, som skar halsen over på hans onkel, vil lige samme grusomme død.

Iraq, Mosul: Utdeling av mat. Alessio Romenzi

Som en skærende kontrast møder vi Mahmoud på 16 år. Vi ser ham kun som en sort profil, for han har noget at skjule. Mahmoud bekendte sig til Islamisk Stat, og han ser stadig martyriet og selvmordsaktionen som det højeste mål i livet.

Dette er de meget skarpt-slebne modpoler, men ind imellem kommer alt det andet. Hvad gør drengen, hvis far sluttede sig til Islamisk Stat og blev dræbt i kampene? Han selv ville ikke have noget med det at gøre og var moden nok til at advare sin far, men til ingen nytte. For ham er det naturligvis legitimt at savne sin far, og også at tilgive ham, selv om det ikke er noget, han kan sige højt ude i byens støvede gader.

Martyrenken

Tilgivelse og hævn er et par temaer, der presser sig på i efterkrigstidens Mosul.

Nour er et godt eksempel. Den unge kvinde blev gift med en af kalifatets frontkæmpere. Det var hendes fars højeste ønske, og dagen efter brylluppet tog både han og ægtemanden tilbage til krigen for aldrig at vende tilbage. Nu sidder hun som enke i en nøgen lejlighed og tør ikke vise sig på gaden. Hun bedyrer sin uskyld, men indrømmer også at hun elskede sin mand og respekterer hans valg i livet, eller rettere i døden. Nu ser hun frem til at møde ham hinsides, og det er hele hendes livsindhold, stemplet som hun er.

Iraq, Qayyara, oktober 2016. IS-terrorister har satt fyr på oljefelt når de trakk seg tilbake. Foto: Alessio Romenzi

Det samme gør sig gældende i et af byens kvarterer, hvor børn udpeger de hjem, som tilhører ISIS-familierne. De er alle overmalet med graffiti, så der er ikke noget at tage fejl af. Beboerne, som mest er kvinder og børn, er i interneringslejr – en nøgen slette med telte, hvirvlende støv og trådhegn omkring. En grædefærdig pige fortæller, at hun blev sendt ud for at hente vand til sin mor. Da en politimand så hende ved vandposten, beordrede han hende til at hælde vandet ud, for hundene fra Islamisk Stat skal ikke belønnes med vand!

Radikaliseret i fængslet

Filmen er lavet af folk fra vesten, og det er folk fra vesten, der skal se den. Jeg fik selv en lidt dårlig smag i munden, da en hel familie, bestående af kvinder og bør, bryder sammen i fortvivlelse over alt det mistede og over de håbløse fremtidsudsigter. Burde man ikke standse kameraet et sted, og lade folk være alene med deres følelser?

Håbløsheden ligger over bylandskabet.

Men hensigten er jo netop at blotlægge alle følelserne efter krigens helvede. På den måde bliver filmen til et opråb til de mange i vesten, der mener at alt er vel, så længe Islamisk Stat er drevet ud af Mosul. Den fysiske genopbygning pågår, og det med vestlig støtte, men de menneskelige ruiner kan man ikke uden videre genopbygge. Det er måske her, det egentlige arbejde ligger.

Det er ikke særlig overraskende, men alligevel rystende at høre Mahmoud sige, at tabet af Mosul og Raqqa kun er et spørgsmål om land. For ham er det hovedsagen at Islamisk Stat lever videre inde i hovedet på ham og tusinder af ligesindede, og derfor er det kun et spørgsmål om tid før den genopstår. Som en af kvinderne i interneringslejren siger, så blev Abu Bakr al-Baghdadi, den nuværende leder af Islamisk Stat, selv radikaliseret, mens han sad i fængsel.


Filmen vises på Arabiske filmdager, 20.–24. mars.



Følg redaktør Truls Lie på X(twitter) eller Telegram

Hans Henrik Fafner
Hans Henrik Fafner
Fafner er fast kritiker i Ny Tid. Bosatt i Tel Aviv.

Se redaktørens blogg på twitter/X

Du vil kanskje også like