Til fetisjismens pris

Menneskehetens ynkelige seksualhistorie finner sin mest konseptuelle og poetiske utgave i fetisjdyrkelsen.

Paul B. Preciado
Precadio er forfatter, filosof, kurator med fokus på identitet, kjønn, pornografi, arkitektur og seksualitet. Bosatt i Barcelona.
Email: paulb@nytid.no
Publisert: 01.10.2018

Jeg har nu i nogle måneder givet mig i kast med den Don Quijote-agtige og enorme opgave at tildele transkroppens ikkeeksisterende eksistens en diskursiv form. Jeg gør det ikke af altruistiske årsager, men fordi en sådan diskursiv opfindelse udgør selve livsbetingelsen for de personer der befinder sig i udkanten af anatomien og af loven. Et af de parametre der konstituerer transsubjektiviteten (sammenlignet med ciskønnenes naturaliserede og normale kroppe – det vil sige med de personer der identificerer sig med det køn som er blevet dem tilskrevet ved fødslen), består i en umulighed af at konstruere sig selv uden at henvise til et element (det være sig et objekt, et organ, et navn, en teknologi, en institution) som vi ikke har fået tildelt og som ikke tilhører os: Det drejer sig om et objekt eller et organ som fremstår som noget radikalt andet, men som vi ikke desto mindre gør krav på som både muligt i almindelighed og vores i særdeleshed.

Transkroppen opretholder et forhold af gentilegnet anderledeshed med sine egne (uegentlige) kønsorganer, og mere specifikt med det organ som lægevidenskaben bliver ved med at kalde en protese, og som vi kalder vores krop. Det er med objektet at jeg opbygger en anden krop der er udvidet eller transformeret, og som en kort tid handler og lever. At indlemme objektet indebærer at forkaste dets tingslighed og at insistere på at integrere det som noget levende. Heraf den gæstfrihed jeg føler overfor protesen helt til at anse den for at være et kortvarigt og udvendigt organ i min krop.

Fetisjisme = parafili?

Den vestlige psykologi taler om «fetichisme» for at angive den kønnede krops forhold til noget den opfatter som en blot og bar genstand. Ifølge en sådan grammatik skulle fetichismen udgøre et patologisk middel til at opnå nydelse ved at erotisere et objekt. Den fjerde udgave af Manualen til diagnose og statistik for sindslidelser, DSM IV, henviser fortsat til fetichismen som en «parafili», det vil sige en perversion eller en afvigelse af det seksuelle begær, hvor subjektet bliver ved med at indlemme en livløs genstand eller et ikke-genitalt organ i sit kredsløb til fremme af seksuel nydelse. Subjektet forskyder det centrale ved den kønnede penetration bio-penis–bio-vagina, og skifter til en genstand, et billede eller et ikke-genitalt organ hvormed det indgår i en seksuel relation. Med beundring læser jeg listen over «fetich-parafilier» i DSM IV: rétifisme eller fodfetichisme, opkaldt efter den franske forfatter Restif de la Bretonne; belonefili, nålefetichisme; toonofili, tegneseriefetichisme; agalmatofili, voksdukkefetichisme, dakryfili, gråd- og tårefetichisme. 

… OBS. teksten fortsetter …


Kjære leser. NY TID trenger din støtte for å lage avisen. Derfor ber vi deg vennligst abonnere. Om du allerede gjør det, logg inn eller bare registrer deg som leser (inkluderer nyhetsbrev) for å lese mer gratis. (Du har allerede lest et par gratis artikler.)


Gratis prøve
Kommentarer