Tidsskrift: mai

I martsnummeret af Ny Tid indledte vi med en spalte om svenske tidsskrifter. Den fortsættes her og vil komme igen med jævne mellemrum.
Carsten Juhl
Juhl er bosatt i København.
Email: cbjuhl59@gmail.com
Publisert: 02.05.2018

I april udkom et nyt nummer af tidsskriftet Kritiker (#47) med den lidt gådefulde titel: «För att korrigera glömskan måste man börja från slutet – hur det än slutar», og s. 79 viser den sig at være fra de første linjer i et digt af den algeriske poet Samira Negrouche, der er medredaktør af dette nummer om fortid, sprog og Algeriets kvinder. Medredaktør sammen med blandt andre Sarra Anaya, Ida Börjel og Ylva Gripfelt.

[ihc-hide-content ihc_mb_type=”show” ihc_mb_who=”1,2,4,7,9,10,11,12,13″ ihc_mb_template=”1″ ]

Kvinner i kamp. Den kalejdoskopiske collage, der pryder omslaget på #47, er signeret af Brokk’art og Hania Zaazoua, og der er også nogle eksempler på denne form for billedciterende montage inden i nummeret. Det er flertydigt mellem det kakoikoniske og det serielle, og samme flertydighed udmærker også hele nummerets komposition. Den kvindelige forfatterstemme dominerer digte og samtaler aldeles, men emnerne er ikke kun denne stemmes isolation i Algeriet, dens fortid og dens følelser, men også det vidnesbyrd disse digte og samtaler kan bibringe læseren i verden: Først og fremmest om den lange og meget blodige kamp for frigørelse fra den franske kolonimagt, hvor kvindelige partisaner spillede en afgørende rolle, som min generation husker fra Gillo Pontecorvos dokufiktion La battaglia di Algeri fra 1966. Og det er da også en af heltinderne fra den kamp, Zohra Drif, der indleder nummeret og afslutter det i form af et brev stilet til hende fra den franske filosof Hélène Cixous. Dernæst relationen mellem minder og de sprog, der formidler minder og de involverede stemmer, ikke mindst mødrene og dermed modersmålene. Nummeret har en fornemmelse for spillet mellem det algerisk arabiske og det algerisk berberiske: Sidstnævnte sprogs skriftlige udgave tamazight har en lang og omtumlet udvikling bag sig, hvis vemod lydefrit supplerer stemningen i den algerisk-arabiske poesi i dette nummer.

Svenskspråklig gjenfødsel. Sammen med den lange, næsten uophørlige afvikling af det postkoloniale opgør, som foregår i teksterne, så er det nok sprogene, der især lyder for det indre øre, når læsningen er overstået. De svenske oversættere har formået at videregive noget ganske særligt her: For selvom det må være det franske, der sikrer passagen fra det arabisk-algeriske talesprog og tamazight til svensk, og selvom netop fransk problematiseres i mange bidrag som dominationens og metropolens sprog, så bliver oversættelsen til svensk lidt af en genfødsel og en måde, hvorpå en litteratur, der er opstået som «fængselspoesi» (s. 68) og hvis kvindelige udøvere har måttet kæmpe og fortsat kæmper med mangel på «eget rum» i offentligheden, kan komme ud af melankoliens fristelser med disses klaustrofobiske eftervirkninger. Oversættelse er en udvej, en dør ud til verden.

[/ihc-hide-content]

Kommentarer