Byung-Chul Han: The Transparency Society

Transparens regnes som et gode, men fører våre sosiale systemer fra tillit til massiv kontroll, mener kulturkritiker Byung-Chul Han. 

FOTO: AFP / JOEL SAGET
Alexander Carnera
Carnera er frilansskribent, bosatt i København.

Byung-Chul Han: The Transparency Society. Stanford University Press, 2015

pid_25832Transparens, eller gennemsigtighed, hjemsøger i dag alle sfærer af livet. Af mere gennemsigthed forventer vi mere effektiv politik og økonomi, og mere demokrati og frihed. Dogmet siger at gennemsigtighed skaber tillid. Men netop denne insisteren på gennemsigtighed har bragt tilliden i akut fare. Let tilgængelig information har vist sig at skabe et omslag i de sociale systemer fra tillid til kontrol. Total transparens påtvinger endvidere en oplevelse af tid der umuliggør langsigtet politisk planlægning. For den enkelte bliver det vanskeligere at være outsider med andre meninger og tanker og livsmåder. Transparens er nyliberalismens «usynlige» magtstillads der tvinger opmærksomhed, undren, spørgen og tøven til at transformere sig til øjeblikkelig information. Resultatet er et massivt kontrolsamfund der sætter det private tankerum og den menneskelige intimitet under pres.

Yes, we can. Den tysk-sydkoreanske filosof og kulturkritiker Byung-Chul Han har de senere år udgivet en række små, fortættede bøger som er kommet i mange oplag i Tyskland og som har skabt stor debat. Han blotlægger den korte afstand mellem makrosociologiske forhold som kontrol, acceleration og produktion og det mikroeksistentielle plan, hvad de ofte usynlige kræfter gør ved os som mennesker. Mest kendt er hans bog Træthedssamfundet, hvor han viser at det senmoderne menneskes lidelse kan føres tilbage til et «overmål af positivitet», af overmætning, overproduktion, overkapacitet og overkommunikation. Resultatet er udmattelse, træthed, depression, opmærksomhedstab (ADHD) og kvælningsfornemmelser overfor dette for meget. De nye patologier vokser frem ved præstationsmennesket hvis udbrud lyder: «Yes, we can!» Præstationsmennesket lever med denne positivitetstvang der består i at skulle og at kunne. Faren er hyperaktivitet, multitasking, spredt opmærksomhed og åndelig udmattelse. Den store taber er negativiteten, det vil sige eftertanken, kritikken, tøven, langsomheden.

Det senmoderne menneskes lidelse kan føres tilbage til et «overmål af positivitet».

Standardisering. Transparenssamfundet intensiverer og manifesterer dette samfund for positivitet. Handlinger får gennemsigtighed ved at blive kalkulérbare og kontrollerende. Tiden bliver gennemsigtig når den fremstår som en række sekvenser af tilgængelige øjeblikke. Billeders gennemsigtighed pornofiseres uden en medieret dramaturgisk og emotionel dybde. Viden præsenteres i stigende grad renset for ambivalens og tvetydighed. Resultatet er en standardisering i skrive- og tænkemåder i vidensamfundet der udjævner forskelle. Vi får mere af det samme. En verden bestående kun af information er en obskøn verden der tømmer sig selv for begivenheders overraskende møder. Men vi mennesker er ikke kun en gåde for den anden, men også en gåde for os selv. For at  udvikle os og lære at tænke de tanker og værdier der forvandler, har vi behov for møder der ikke er styret af den andens blik, men som lytter til det som sker i selve mødet – det usynlige mellemrum. I dag har vi fået et «meningssamfund af likes der optimerer det som allerede findes».

Du har nå lest 3 gratis artikler denne måned. Er du abonnement, logg inn i
toppmenyen eller tegn online abonnement (69kr) for å lese videre.

DEL

Legg igjen et svar

Dette nettstedet bruker Akismet for å redusere spam. Lær om hvordan dine kommentar-data prosesseres.