Byung-Chul Han: The Transparency Society

Transparens regnes som et gode, men fører våre sosiale systemer fra tillit til massiv kontroll, mener kulturkritiker Byung-Chul Han. 

FOTO: AFP / JOEL SAGET
Alexander Carnera
Dansk essayist og forfatter. Bosatt i København.

Byung-Chul Han: The Transparency Society. Stanford University Press, 2015

pid_25832Transparens, eller gennemsigtighed, hjemsøger i dag alle sfærer af livet. Af mere gennemsigthed forventer vi mere effektiv politik og økonomi, og mere demokrati og frihed. Dogmet siger at gennemsigtighed skaber tillid. Men netop denne insisteren på gennemsigtighed har bragt tilliden i akut fare. Let tilgængelig information har vist sig at skabe et omslag i de sociale systemer fra tillid til kontrol. Total transparens påtvinger endvidere en oplevelse af tid der umuliggør langsigtet politisk planlægning. For den enkelte bliver det vanskeligere at være outsider med andre meninger og tanker og livsmåder. Transparens er nyliberalismens «usynlige» magtstillads der tvinger opmærksomhed, undren, spørgen og tøven til at transformere sig til øjeblikkelig information. Resultatet er et massivt kontrolsamfund der sætter det private tankerum og den menneskelige intimitet under pres.

Yes, we can. Den tysk-sydkoreanske filosof og kulturkritiker Byung-Chul Han har de senere år udgivet en række små, fortættede bøger som er kommet i mange oplag i Tyskland og som har skabt stor debat. Han blotlægger den korte afstand mellem makrosociologiske forhold som kontrol, acceleration og produktion og det mikroeksistentielle plan, hvad de ofte usynlige kræfter gør ved os som mennesker. Mest kendt er hans bog Træthedssamfundet, hvor han viser at det senmoderne menneskes lidelse kan føres tilbage til et «overmål af positivitet», af overmætning, overproduktion, overkapacitet og overkommunikation. Resultatet er udmattelse, træthed, depression, opmærksomhedstab (ADHD) og kvælningsfornemmelser overfor dette for meget. De nye patologier vokser frem ved præstationsmennesket hvis udbrud lyder: «Yes, we can!» Præstationsmennesket lever med denne positivitetstvang der består i at skulle og at kunne. Faren er hyperaktivitet, multitasking, spredt opmærksomhed og åndelig udmattelse. Den store taber er negativiteten, det vil sige eftertanken, kritikken, tøven, langsomheden.

Det senmoderne menneskes lidelse kan føres tilbage til et «overmål af positivitet».

Standardisering. Transparenssamfundet intensiverer og manifesterer dette samfund for positivitet. Handlinger får gennemsigtighed ved at blive kalkulérbare og kontrollerende. Tiden bliver gennemsigtig når den fremstår som en række sekvenser af tilgængelige øjeblikke. Billeders gennemsigtighed pornofiseres uden en medieret dramaturgisk og emotionel dybde. Viden præsenteres i stigende grad renset for ambivalens og tvetydighed. Resultatet er en standardisering i skrive- og tænkemåder i vidensamfundet der udjævner forskelle. Vi får mere af det samme. En verden bestående kun af information er en obskøn verden der tømmer sig selv for begivenheders overraskende møder. Men vi mennesker er ikke kun en gåde for den anden, men også en gåde for os selv. For at  udvikle os og lære at tænke de tanker og værdier der forvandler, har vi behov for møder der ikke er styret af den andens blik, men som lytter til det som sker i selve mødet – det usynlige mellemrum. I dag har vi fået et «meningssamfund af likes der optimerer det som allerede findes».

Fra kultværdi til Facebook. En tings kultværdi afhænger af dens eksistens og ikke af dens fremvisning (exhibition). Ikke det at blive set, men opbevaringen var for Walter Benjamin det afgørende for en tings værdi. I opbevaringen viser tiden sine spor, sin langsomhed, sin virkelighed. I dag har ting ingen værdi uden øjeblikkelig fremvisning; det der ikke bliver set er intet værd. Ting der hviler i sig selv tilskrives ingen værdi. Men det digitale billede, skriver Han med Roland Barthes, er ikke bærer af tidens usynlige smerte og uro – virkelighedens porøse karakter. Den giver os glatte ansigter uden sorgarbejde. Tidens puls lever og ånder ikke i disse billeder. Det er billeder gjort til vare der ikke inviterer til refleksion. Vi bevæger os fra smag til likes. Konsekvensen er et obskønt synlighedstyranni hvor alt hvad der hindrer en konstant flow elimineres. Vi mister sans for skønhed hvis kraft er at være forbundet med «tilsløring og den langsomme efterglød».

Fra ånd til evidens. Målstyring og det konstante krav om at følge den kortsigtede nytteværdi ødelægger forestillingsevnen og lammer den nysgerrige tanke. Resultatet er standardisering af uddannelser med middelmådige og forudsigelige resultater. Vi er blevet gidsler af kortsigtet nydelse, den hurtige genvej til alting der opsummerer alt i en powerpoint. I stedet for hele tiden at forfalde til øjeblikkelig nydelse og spørge os selv: «Har jeg lyst til dette?», skal vi ifølge Han spørge: Er dette vigtigt? Er det betydningsfuldt, væsentligt? Da opdager vi at det væsentlige altid er noget der ikke lige er tilgængeligt. Men noget der skal tilegnes, hvor tanken skal modnes. Det dybe begær, skriver Han, er forbundet med «tankens lytten til de små vibrationer», «de hemmelige skygger» der ikke helt kommer ud i lyset. Her, i spændingen mellem lys og skygge, intimitet og distance befinder virkeligheden sig.

Vi bevæger os fra smag til likes.

Pornoficering. Ifølge Han er «fremvisning, stillen til skue (exposure) allerede pornografisk». Kapitalismens varegørelse af alting pornoficerer de sociale relationer. Nøgenheden bliver en glat overflade uden «erotisk spænding» og uden den «distance der gør forførelse mulig». Erotisk attraktion forudsætter tilbagetrækningens tøven til et ukendt territorium. Men pornoficeringen influerer ikke kun på seksualitet og krop; den påvirker samtaleformer og tænkemåder der mister sans for «kontemplativ distance» og «følelsen af skam og nåde». Porno som navn på en u-medieret, glat tilstand af kortsigtig nydelse har gjort selve økonomien obskøn og pornoficeret. Det er som om Han ingen udvej ser for en eksperimenterende kritik.

Tab af tillid. Det 21. århundrede har ikke længere et centralt sted, vagttårnet eller staten, hvorfra overvågningen eller kontrollen udgår. I den digitale transparens ophører forskellen på centrum og periferi. Vi bevæger os fra panoptikon til «en helt ny aperspektival panoptikon». Statens margin til at kontrollere og overvåge sine borgere kræver et minimum af tillid. Borgeren behøver ikke at vide alt – han må kunne forlade sig på en vis pålidelighed. I dag sker det omvendte: Behovet for gennemsigtighed vokser fordi tilliden er væk. Krav om transparens og konstant dokumentation i forvaltning styrer ved hjælp af angst. I et totalt transparent samfund mister oprigtighed og tillid sin mening. Præstationsmenneskets krav om at skulle producere, performe og «være på» forstærker kontrolsamfundets mekanismer.
På 1800-tallet var teatret og masken med til at skabe en sund distance for høflighed og refleksion i det offentlige rum. I dag hvor alt skal ud i lyset skabes et intimitetstyranni der ødelægger det offentlige rum (Sennett). Præstationsmenneskets bekendelsessyge skaber ikke mere frigørelse, men snarere mere vold og moralisme. «Folk der stiller sig selv til skue underlægger sig en selvudbytning.» Udbytning, udnyttelse, selvfokus og kontrol er vand på kapitalismens præstationsmølle.
Som pamflet er bogen uforlignelig. Svagheden er Hans tendens til at stille visse modsætninger for skarpt op. Men hans evne til at skære igennem tidens buzzwords og snakkeri er befriende.

---
DEL